Presse   Jobs   Dokumenter   Om MS   Kontakt
dansk english Facebook Twitter

Selv vores demokrati er ikke perfekt

Det siger Mellemfolkeligt Samvirkes Trine Pertou Mach i en kommentar til den rapport om unge og demokrati, som foreningen præsenterede på Global Democracy Day den 18. oktober.

Mange unge føler ikke, at politikerne lytter til dem, foto: Peter Bischoff.
Mange unge føler ikke, at politikerne lytter til dem, foto: Peter Bischoff.
Af Trine Hestbech

23. oktober 2007

Mellemfolkeligt Samvirke afholdt "Global Democracy Day" den 18. oktober og lancerede her rapporten ”Den globale generation”, som sætter fokus på forholdet mellem unge og demokrati. Rapporten fremhæver bl.a. de danske politikeres manglende evne til at inddrage de unge i den demokratiske proces.

Ifølge rapporten føler de unge i Danmark ikke, at politikerne lytter til dem. Faktisk mener kun 2 pct. af de adspurgte, at politikerne i høj grad lytter til deres holdninger – og det er på trods af, at de unge deltager ligeså meget i politik, som de altid har gjort.

”De unges svar i undersøgelsen viser tydeligt, at intet demokrati er perfekt. Heller ikke vores vestlige demokrati er i stand til at sikre inddragelse af alle. Det betyder, at man aldrig kan tage patent på demokratiet, som aldrig vil udgøre en absolut eller konstant størrelse – det er tværtimod en løbende proces under evig forandring”, udtaler Trine Pertou Mach fra Mellemfolkeligt Samvirke.  

Ifølge rapporten formår politikerne simpelthen ikke at møde de unge på de unges præmisser. I dag foretrækker unge at bruge netværk og diskussionsfora, hvor det er muligt at skabe dialog, men politikerne er ikke i stand til at gøre brug af dette potentiale. Størstedelen af de politiske partiers hjemmesider får dumpekarakter af de unge, når det gælder debatmuligheder. Envejskommunikation er i højsædet på partiernes hjemmesider, og det kvæler de unges politiske deltagelse.

I rapporten lægges der op til, at politikerne i højere grad skal gøre brug af digitale platforme, som de unge kan relatere sig til. Denne form for platforme kan være med til at åbne op for dialogen mellem politikerne og de unge.

På et debatmøde afholdt som et led i Global Democracy Day kampagnen blev netop digitale platforme diskuteret i forhold til unges politiske deltagelse. En af diskussionerne handlede om vejledende internet-afstemninger, som i rapporten er blevet foreslået som et middel til at styrke den demokratiske proces. Der blev både fremsat argumenter for og imod denne form for digital platform. På den ene side kan denne type afstemninger være givtige, hvis politikerne rent faktisk vælger at lytte til resultaterne, men på den anden side kan afstemningerne virke meningsløse, hvis politikerne bare ignorerer udfaldet.

En anden fremtrædende diskussion drejede sig om den sprogbrug, som de politiske partier anvender på deres hjemmesider. Partierne har en tendens til at gøre brug af et avanceret sprog, som de unge ikke kan relatere sig til. Det er derfor vigtigt, at partierne vælger et sprog, som appellerer til den unge generation, så de unge føler sig kompetente til at handle politisk.

Nedsættelse af valgretten blev også sat på dagsordenen i debatten. Der blev her argumenteret for, at valgretten skal nedsættes til 16 år. Der er nemlig ingen grund til at holde de unge udenfor indflydelse med henvisning til, at når unge afslutter folkeskolen, så burde de være klar til at tage del i den demokratiske proces. Nogle unge tvivler dog selv på, om de er parate til at handle politisk som 16-årige. Denne bekymring kan afhjælpes, hvis der fra politisk hold bliver indført mere samfundsrelateret undervisning op gennem folkeskolen.  

Rapporten ”Den globale generation” kan downloades her

Du kan desuden læse mere om Global Democracy Day på www.globaldemocracyday.net

 

Den globale generation
Rapporten <a href="graphics/ms.dk/ms%20international/demokrati/dokumenter/den%20globale%20generation.pdf" target=_top>Den globale generation </a>belyser forholdet mellem unge og demokrati.
Rapporten Den globale generation belyser forholdet mellem unge og demokrati.