Building Bridges workshop i Amman, august 2007

I august 2007 inviterede det Dansk-Jordanske Dialogcenter 10 unge danskere til Amman, for at tilbringe 10 dage sammen med 10 jordanere. Fokus var at bygge bro mellem de forskellige kulturer. Programmet indeholdt workshops, udflugter, diskussioner og frivilligt arbejde. Både jordanske og danske deltagere blev efter opholdet bedt om at skrive deres indtryk ned, hvad de havde fået ud af det, og hvad opholdet havde gjort ved dem.

13. september 2006

Læs om Roses oplevelser nedenfor. Vil du læse de andre deltageres beretninger, kan du klikke her

Af Rose Løvgren 

Da jeg tog på ”Building Bridges” workshoppen i Jordan, havde jeg en forventning om at lære mere om Mellemøsten, udvide min kulturelle forståelse og have det sjovt sammen med andre unge mennesker. Det var i sig selv en stor mundfuld mente jeg, og ville have betragtet workshoppen som mere end vellykket, hvis bare dette var lykkedes. Lidet havde jeg anet i hvor høj grad mine forventninger ville blive indfriet, og hvor utroligt mange andre ting jeg skulle lære i Amman. Jeg tror roligt, at jeg kan tale på alle danskernes vegne, når jeg siger at jordanerne tog os med storm. Tiden gik på en gang langsomt og fantastisk hurtigt i deres selskab. Langsomt fordi vi på ingen tid lærte hinanden rigtig godt at kende, og oplevede adskillige livssynsudfordrende ting sammen. Hurtigt fordi tiden forsvinder mellem fingrene på en, når man har det så rart og ikke vil give slip.

På grund af alle disse mange indtryk og følelser vi alle sammen unægtelig må forbinde med Amman, har det været svært at komprimere det hele ned til en sammenhængende historie om mine oplevelser med workshoppen. En anden faktor der besværliggør arbejdet er, at det for mig i øjeblikket er svært at huske ”tiden før Jordan” og alle de fordomme og misforståelser jeg slæbte rundt på, fordi de fantastiske mennesker der modtog os i Amman i den grad fik gjort grundigt kål på dem.

Jeg er udmærket klar over, hvor melodramatisk udtrykket ”tiden før Jordan” lyder, men i denne sammenhæng synes jeg samtidig, at det virker som illustration af, hvor skelsættende en oplevelse det var for mig.

For at give en lidt mere konkret beskrivelse af, hvad jeg fik ud af workshoppen har jeg valgt at beskrive de to vigtigste fordomme, jeg fik afkræftet i Jordan. Mange vil nok mene, at disse fordomme er så åbenlyst forkerte og dårligt underbyggede, at det ikke var nødvendigt at tage helt til Jordan for at blive af med dem. Det ville jeg selv have ment for en måned siden. Ikke desto mindre vælger jeg dem, fordi de først rigtig blev mig bevidst i Jordan.

Den første fordom var fordommen om dårlig uddannelse og et højt antal analfabeter i Mellemøsten. Vi bliver i medierne hele tiden præsenteret for fattige og sultende arabere, og jeg antog derfor at også uddannelse var en mangelvare i Jordan. Jeg antog også at den uddannelse der fandtes ville være streng udenadslære med vægt på autoritetstro snarere end på kritisk tænkning. Man må sige, at jeg tog grueligt meget fejl. At finde ud af, at mere end halvdelen af Jordans befolkning har en universitetsuddannelse og at komme i dialog med de skarpsindige og reflekterende elever på en af de fattigste offentlige skoler i Amman var nok en af de største øjenåbnere for mig.

Da jeg interesserer mig for udviklingsarbejde, var jeg selv en af de første til at juble over Bush-regeringens nye mantra ”nødhjælp mod terror”. At USA ville investere i uddannelse for at højne den mellemøstlige levestandard og dermed mindske risikoen for terrorisme, lød for mig som det bedste initiativ, der kunne tages. I dag ser jeg det snarere som et led i det spin, der bidrager til at fastholde den vestlige verden i den opfattelse, at alle muslimer er så fattige og ignorante at de lader sig hjernevaske af rabiate imamer til religiøs fundamentalisme, og at løsningen er at importere de kernesunde vestlige værdier til Mellemøsten, så alle kan blive som os.

Når jeg tænker over det, har jeg svært ved at komme på noget mere arrogant end at ville løse en konflikt med en tro på at modparten blot skal uddannes til vores niveau – især når der tales om et land, hvis forskere er en af dets største eksportvarer.

En anden vigtig fordom var fordommen om muslimske kvinders underdanighed. Misforstå mig ikke. Jeg har haft gode muslimske veninder i skolen, og var godt klar over at den Krarupske beskrivelse ingen steder hører hjemme i den virkelige verden. Alligevel måtte jeg blankt erklære mig overvældet af de jordanske kvinders adfærd. Samtidig med at de var gode muslimer, der bad fem gange om dagen, bar tørklæde og ellers overholdt gældende forskrifter, var de sprudlende vittige, intelligente og meget debatlystne.

Det er sjældent jeg i Danmark hare mødt kvinder der i diskussioner optrådte så ubekymrede om gældende kønsroller, og det gjaldt vel at mærke både blandt deltagerne i workshoppen og blandt kvinder vi mødte på vores ekskursioner.

Hermed ikke sagt at der ikke er problemer med kvindeundertrykkelse i Mellemøsten for det er der bestemt. Men jeg mener, at man bør gå bort fra den tankegang, der kæder kvindeundertrykkelse sammen med islam, for det foregår i lige så høj grad i alle de udviklingslande med kristne majoriteter - og nu vi er i gang – også i de lande vi normalt betegner som i-lande.

En anden af de ideer jeg er vokset op med, der i dag kan undre mig, er forestillingen om, at jo mere tøj en kvinde vælger at tage på, jo mere undertrykt må hun være af sin kultur. Det virker paradoksalt at vestlige feminister kæmper for deres ret til at tage så meget tøj så muligt af i kvindefrigørelsens navn og samtidig beskylder tørklædebærende kvinder for at være hjernevasket af deres kultur. Som om det intet har at gøre med vores samfunds konstante pornoeksponering, at 13-årige lægger nøgenbilleder af dem selv ud på  MySpace.com.

På trods af at neddæmningen af de ovennævnte fordomme, har stor betydning for mig, må den vigtigste opdagelse i Jordan alligevel være erkendelsen af at det var muligt for os deltagere både at være hamrende uenige på et meget fundamentalt plan, og samtidig være utroligt ens på så mange måder. Det var uenighederne, der gav mig den allerstørste forståelse for arabisk livsførelse, og det var diskussionerne der førte til dem, der gjorde det klart for mig, at det slet ikke er nødvendigt at blive enige for at få fred. Denne misforståelse tror jeg er en af de alvorligste i den danske medieverden. At vi er nødt til at diskutere os til rette om tingene, før vi kan leve sammen. Forskellene er der, det ved vi alle, men forskellen i livssyn mellem en hvilken som helst jordaner og mig, er ifølge mine oplevelser ikke større end den indbyrdes forskel danskere imellem.

Hvad der for mit vedkommende var nødvendigt for at forstå disse forskelle, var selv at rejse til Jordan og opleve hvor fantastisk man kan have det sammen på trods af dem. Eller måske netop på grund af dem.