Gør Danmark dummere, skær ned på u-landsoplysning!
Jyllandsposten skriver dags dato, at regeringen i finanslovsforslaget for 2006 vil spare 32 mio. kr. på de bevillinger, som danske folkelige organisationer anvender til oplysning om u-landsbistand og udviklingsspørgsmål.
02. august 2005”Forslaget er snæversynet, uigennemtænkt og selvmodsigende. Regeringen taler højt om globaliseringen og dens mange udfordringer for det danske samfund. Udfordringer som kræver indsigt og engagement i komplekse internationale spørgsmål. Nu vil man så afskære danske borgere muligheden for at forstå menneskers vilkår i fattige samfund. Ved at skære kraftigt ned på Danidas oplysningsbevilling, hæmmes indsigt i globale forhold – en forudsætning for at Danmark kan udnytte globaliseringens muligheder og leve op til sit internationale ansvar”, siger generalsekretær Lars Udsholt, Mellemfolkeligt Samvirke.
Siden 1960erne har skiftende danske regeringer fundet det vigtigt, at man ”skaber, fastholder og uddyber befolkningens forståelse for Danmarks deltagelse i det internationale udviklings-samarbejde”, som formålet for oplysningsbevillingen lyder. Danidas oplysningsbevilling er i 2005 på 24 mio. kr., og finanslovsforslaget ønsker at skære halvdelen af denne bevilling væk.
I tillæg til oplysningsbevillingens brede sigte har danske frivillige organisationer i en årrække kunnet anvende en lille del af deres statslige bevillinger til u-landsprojekter til oplysning i Danmark om dette arbejde.
”Denne ’projektrelaterede oplysning’ må max. udgøre 3% af det samlede budget – og det må siges at være en ganske lille pris for at sikre, at danske skatteydere kan få indsigt i, hvad deres skattekroner anvendes til”, siger Lars Udsholt.
I forslaget til Finansloven er det planen, at de sparede penge skal anvendes til u-landsprojekter i stedet for oplysningsarbejde.
”I maj måned bevilgede folketinget 30 mio. kr. til bredt anlagte oplysningstiltag forud for EU- afstemningen. Dette i erkendelse af vigtigheden af folkelig information og debat om internationale emner. Få måneder senere ønsker regeringen at fjerne et tilsvarende beløb fra ulandsarbejdet. Behovet for folkelig debat om globalisering, fattigdom og internationalt samarbejde er vel ikke mindre end hvad angår den europæiske udfordring?”, anfører Lars Udsholt.
Udviklingsminister Ulla Tørnæs siger til Jyllandsposten, at oplysningsmidlerne anvendes til en ’profileringskonkurrence mellem de forskellige organisationer’. ”Vrøvl” siger Lars Udsholt. Med midler fra oplysningsbevillingen har Mellemfolkeligt Samvirke bl.a. drevet bibliotek, udgivet tidsskifterne Kontakt og Zapp, samt støttet undervisning om globale spørgsmål i folkeskoler og gymnasium. ”Det er ikke organisationsprofilering men brede folkeoplysende aktiviteter. Jeg synes, at ministeren ved selvsyn burde stifte bekendtskab med de mangeartede oplysningsinitiativer, som danske frivillige organisationer gennemfører”, slutter Lars Udsholt.
Yderligere oplysninger:
Generalsekretær Lars Udsholt, telefon 77 31 00 31 eller 20 28 08 44
Formand Søren Hougaard, telefon 21 60 20 68
Se også artikel hos Jyllands-Posten:
http://www.jp.dk/indland/artikel:aid=3207216/



