Demokrati begynder med dem, der ingenting har

Nepal er et eventyr. Men det er et barskt eventyr, hvor mennesker ikke altid lever lykkeligt til deres dages ende. Det hele begynder nedefra – hos dem, som ingenting har. Og du kan gøre noget - ved at samle ind på søndag.

Af Mette Vibe Utzon

Nepal er et eventyr.

Men det er en barskt eventyr, hvor mennesker ikke altid lever lykkeligt til deres dages ende, og hvor alt det onde ikke altid hører op. Hvor fattigdommen ingen ende vil tage, og den menneskelige armod og fornedrelse er åbenbar for enhver.

Hvornår ville jeg selv knække?
Jeg har stillet mig selv spørgsmålet flere gange undervejs på rejsen rundt i Nepal: Ville jeg selv være i stand til at opretholde et liv i så dyb fattigdom?

Hvor meget skulle der til, før min vilje blev knækket? Ville jeg selv have mod og vilje til at forsøge at slippe ud af mit gældsfængsel hos godsejeren? Ville jeg selv turde gå i procession til de samme myndigheder, som har hånd og halsret over mig, og som kunne ende mit usle liv med et fingerknips, uden at nogen ville reagere? Kunne jeg stå foran de samme mennesker og kræve en skole til landsbyens børn?

Man får en afgrundsdyb respekt for mennesker, som ingenting har, men besidder modet til at kæmpe.

Hvad skal man gøre for de allerfattigste i Nepal? Vi kan bruge hele ulandsbudgettet og give nogle af dem et hus at bo i. Så kom vi så langt.

Det vil stadig ikke fjerne den daglige sult. Vi kan give dem alle sammen bistandshjælp, så børnene ikke er så underernærede. Men hvor længe har vi råd til det, og er det i virkeligheden en værdig tilværelse?

Hvordan eksporterer man demokrati?
Den eneste vej frem er at give dem viden og kampvåben, så de selv kan kæmpe for et liv, der er værd at leve. Kæmpe for deres ret til uddannelse, et sted at bo, en mark at dyrke, indflydelse på samfundet, og på hvordan Nepal fordeler de ressourcer, som er i landet. Et liv, hvor de ikke så let kan undertrykkes, fordi de kender deres rettigheder og har nogen, som kan hjælpe dem i deres kamp.

Og så er vi tilbage ved det spørgsmål, jeg stillede i begyndelsen af denne rejse: Hvordan eksporterer man demokrati?

Det er det, Mellemfolkeligt Samvirke forsøger at gøre med deres arbejde i Nepal. Men er det muligt at pakke demokrati pænt ind og sætte gaven foran en gruppe bjergbønder, som så lukker den op og bliver åh-så-demokratiske?

Svaret er, at det er mere enkelt – og mere kompliceret end jeg troede. Nok holder den dér med silkebåndet rundt om en pænt indpakket gave ikke, men der er andre måder. De kræver masser af tid og megen tålmodighed og stædighed, men jo – det ER muligt at eksportere demokrati til fattige nepalesere.

Det hele begynder for neden – allerlængst nede i samfundshierakiet. Hos dem, som ingenting har, ingenting ved, og ingenting må. De skal kende deres ret.

Man kan bruge underholdning til at fortælle de fattige om deres rettigheder og om demokrati – som Forum Teater gør det på Nepals gader og i landsbyerne. Man kan give dem en stemme og et talerør og information om deres rettigheder  - som Madanpokhara radio. Man kan give dem mulighed for at konfrontere de mennesker, som bestemmer over deres liv – som i offentlige høringer. Man kan støtte dem, ved at fortælle dem om deres rettigheder som borgere, og om hvad de ikke behøver at finde sig i – som gældsslaverne. Man kan hjælpe dem med at finde vej, når de selv tager initiativ til en bedre tilværelse – som kvinden, der kæmpede for en skole til landsbyens børn. 

Der er ting, man kan gøre. Der er ting, Mellemfolkeligt Samvirke kan gøre. Og der er noget, du kan gøre, kære læser – du kan tage en indsamlingsbox i hånden på søndag – og støtte Nepals fattige et par timer af dit liv. Det er det, du kan gøre.