Nogen at sige tak til

Der er ikke mange danskere, som jævnligt kommer hjem fra arbejde med blomsterkranse om halsen og en rød plet i panden. For Jakob Bak Pedersen fra Han Herred er det en del af jobbet som udviklingsarbejder for Mellemfolkeligt Samvirke i Nepal.

Jakob og hans nærmeste samarbejdspartner i WWA Foto: Anne Mette Nordfalk

Jakob arbejder som rådgiver for Women Welfare Association (WWA), som organiserer fattige kvinder i selvhjælpsgrupper og Social Resource Development Centre (SRDC), som arbejder med en af områdets mest marginaliserede etniske grupper.

En del af Jakobs tid går med at hjælpe organisationerne til at blive mere professionelle og med at dokumentere effekten af deres arbejde og det er ikke altid let: ”Hverdagen her i Nepal er meget omskiftelig. Planlægning er svær og man må lære at formulere alle sine fine ideer på meget simpelt engelsk og et begrænset nepali. Det er hårdt, men det tvinger også een til at åbne øjnene og fantasien for andre måder at gøre tingene på”, fortæller Jakob. Tit går hans dag med møder og diskussioner med kollegaerne på organisationernes minimalistiske kontorer. Andre dage er han ude og besøge de fattige grupper, som hans partnere støtter gennem forskellige former for rådgivning.  

Hvorfor en dansk udviklingsarbejder?

I dag går turen til en lille landsby tre timers kørsel fra distriksbyen Tansen ad smalle jordveje, langs svimlende afgrunde og med haler af skolebørn, hunde og høns i hælene. Turen afsluttes med en halv times gang ned ad skranten til en landsby, hvor hovedparten af indbyggerne er fattige på alt andet end udsigt. To af Jakobs unge kollegaer skal undervise to lokale grupper i basal gruppeteknik samt ledelse, bogføring og opsparing. Før træningen går igang fortæller grupperne om sig selv og deres arbejde og der er velkomstceremoni for Jakob med blomsterkranse og en rød farveklat kaldet Tika til panden. Stemningen er glad og forventningsfuld.

”For de lokale giver det ny energi i arbejdet, at der kommer en repræsentant for en dansk organisation og interesserer sig for deres arbejde. Når jeg møder grupperne og hører deres historie, kan jeg klart fornemme, at de gennem samarbejdet med tidligere danske udviklingsarbejdere fra Mellemfolkeligt Samvirke har fået nye ideer og herved har kunnet forbedret deres situation”, fortæller Jakob og tilføjer: ”Gruppemedlemmerne har også nogle gange bare brug for at sige tak til en konkret person, for den hjælp de modtager”.

Grupperne i den afsides liggende dal har opnået imponerende forandringer i lokalsamfundet ved at stå sammen. De har blandt andet fået stor indflydelse på den lokale skole. Før var det kun de rige såkaldt højkaste indbyggere i landsbyen, der var med i skolebestyrelsen, nu er det fattige flertal også med. De rige var ligeglade med skolen og de fattige forstod ikke, hvorfor den var vigtig for deres børn, så før fik den lov at forfalde. Nu har de fattige taget ansvar. De har blandt andet sørget for, at der er kommet børnehaveafdeling og voksenundervisning og for ordentlige skolebænke. Næste år har skolen desuden fået lovning på penge til to nye klasseværelser, en ekstra lærer og generel reperation af den eksisterende bygning.

Kvinder fra den etniske gruppe kumal Foto: Anne Mette Nordfalk

Et demokrati for alle

Nepal er lige nu midt i en yderst skrøbelig demokratiproces. For lidt over et år siden sluttede 12 års borgerkrig med en fredsaftale mellem partierne og de maoistiske oprørere. Samtidig måtte kongen på folkets bud afgive magten til de demokratiske kræfter. På centralt plan kæmper partier og de tidligere oprørere nu for at blive enige om en politiske dagsorden, der kan sikre varig fred. Blandt andet er befolkningen blevet lovet et valg til en grundlovsgivende forsamling. Ude i landet har krigens afslutning givet lokale organisationer bedre muligheder for at komme ud og støtte de fattiges kamp for et bedre liv. Så lige nu håber alle på varig fred og demokrati, så de kan fortsætte deres arbejde for en bedre fremtid.

Ude i den lille landsby er Jakobs input til dagens møde en opfordring til gruppernes medlemmer om at tro på visionerne og stå sammen. Når de fattige står sammen, er de i stand til at få del i de offentlige budgetter og aftvinge de bedre stillede såkaldt højkastefolk noget af deres magt og indflydelse, det viser meget af det arbejde MS’ partnere laver. Så selv om Nepals grundlovsvalg er blevet udsat to gange og fattigdom og politisk vold  hører til dagens orden, er der håb for et Nepal med mere demokratisk indflydelse til de fattigste. 

Et liv fjernt fra Danmark

Jakob bor i et gammelt hus, der mest af alt ligner en minifæstning på en bakke lige over selve byen Tansen, sammen med sin hustru Sara. Sara arbejder frivilligt for en lokal organisation, der er specialiseret i børns rettigheder. Deres sociale omgangskreds er begrænset, men de er enige om, at de ikke vil omgås andre europæere for enhver pris. ”Og så er det også hyggeligt og sjovt at blive inviteret hjem til vores nepalesiske naboer til den traditionelle Dal-bhat (ris og linsesovs), som mange nepalesere spiser til dagens to hovemåltider”, smiler Jakob. 

I forhold til familie og venner er det også en udfordring at bo og arbejde i Nepal: ”Man får et underligt dagbogsagtigt forhold til familie og venner”, siger Jakob og uddyber: ”Fx. har jeg billeder fra et helt år, der viser mine nevøer og niecers gøren og laden, og hvor man kan se, at de udvikler sig, uden at man selv er med”.