Konkurrencevinder vælger skole frem for rejse
Hvem skal betale skolepenge, når man er forældreløs? Ugandiske Ongua Benard, vinderen af illustrationskonkurrencen afholdt i forbindelse med Global Democracy Day den 18. oktober i år, fravælger rejsen med Global Contact til en MS Global Platform til fordel for skolepenge. Vibeke Quaade har talt med vinderen.
Af Vibeke Quaade
Det var lidt af en tilfældighed, at Ongua Benard deltog i illustrationskonkurrencen afholdt i forbindelse med Global Democracy Day. Og kun fordi han elsker at læse og har sin faste gang på ressourcecentret i Arua, en grænseby tæt ved Congo og Sudan i det nordvestlige hjørne af Uganda.
Bøgerne trækker
Ressourcecentret i Arua er et mindre bibliotek med tilknyttet læsesal. Det blev startet i 1996 med støtte fra Operation Dagsværk og Mellemfolkeligt Samvirke. Hovedsagelig 13-20-årige unge kommer på ressourcecentret. Der er altid fyldt med unge på læsesalen, især lige inden eksamensperioderne. Der er ikke andre biblioteker i Arua, og på ressourcecentret kan de unge finde de bøger, som de har brug for til at repetere. Men der er også en fast skare af unge, som man næsten altid kan finde på læsesalen hvad enten det er eksamenstid eller ej. En af dem er 20-årige Ongua Benard.
- Selvom jeg ikke længere går i skole, så elsker jeg at komme på ressourcecentret og læse i bøgerne. Min højeste drøm er at komme på universitetet. Jeg vil studere billedkunst, siger Ongua Benard.
Forældreløs
Men lige for øjeblikket er der ikke meget som tyder på, at den drøm går i opfyldelse. Også selvom Ongua Benard afsluttede grundskoleuddannelsen efter 7. klasse med de bedste karakterer på hele skolen, og han har tegnet og altid er blevet rost til skyerne for sine skitser, ligeså længe han kan huske.
Ongua Benard er forældreløs. Hans far var en dygtig skomager. Han lavede sandaler af bildæk. Men han var også alkoholiker og døde da Ongua Benard var 9 år gammel. Hans mor stod så tilbage med 6 børn, som hun tjente penge til ved at hente vand og sælge grøntsager på det lokale marked. I længden blev det bare alt for uoverskueligt. Børnene blev derfor fordelt hos forskellige familiemedlemmer og Ongua Benard er i virkeligheden vokset op hos en onkel, som er bonde.
Hårdt arbejde
I Uganda er der gratis skolegang fra 1-7 klasse, bortset fra at man selv skal betale skoleuniform, skrivehæfter, papir, blyanter og frokost. Men derefter koster enhver form for uddannelse penge. Ongua Benards onkel havde ikke råd til at betale skolepenge efter 7. klasse. I stedet begyndte Ongua Benard selv at tjene penge ved markarbejde for at kunne betale sin skolegang.
- Det var rigtig hårdt både at gå i skole og samtidig forsøge at tjene penge. Især fordi man aldrig kunne være sikker på at der var arbejde at få, fortæller Ongua Benard
Derfor skiftede han også skole efter det første år. Fra Arua Public Secondary School til Nile High Secondary School, som ikke var helt så dyr. Han afsluttede 10. klasse i december 2006.
Ro til at tegne
Men selvom det nu er et helt år siden Ongua Benard gik ud af skolen, så er han ikke holdt op med at læse. Det er derfor han kommer på ressourcecentret. Han kan bare ikke lade være. Også selvom hans storebror, som han nu bor hos, lidt synes det er noget pjat. For der kommer ikke penge dalene ned i hænderne på en, mens man læser.
Storebroren sælger second-hand tøj på det lokale marked. Han så hellere, at Ongua Benard fik et mere fast arbejde end bilvask og markarbejde, så han kunne bidrage til husholdningen med andet end tilfældige småbeløb. Ongua Benard forsøger at leve op til storebrorens ønsker, men bøgerne og ressourcecentret trækker. Der er sådan en dejlig ro, ingen snak, ingen larm. Det får ham indimellem til at lukke bøgerne og i stedet begynde at tegne.
- Det er næsten som om det ikke er mig selv der fører blyanten når jeg tegner, det er som om det kommer et andet sted fra, siger han
Vil studere
Så den dag Ongua Benard kom op på ressourcecentret og så et opslag om en global illustrationskonkurrence, var han ikke i tvivl om at han ville være med. Men han havde overhovedet ikke regnet med at skulle vinde, og er stadigvæk lidt himmelfalden over at dommerne syntes hans tegning var så god. Han har også nøje overvejet om han skulle sige ja til vinderrejsen med Global Contact til en MS Global Platform. Tanken er meget tillokkende. Inden han vandt konkurrencen havde han end ikke været i Ugandas hovedstad Kampala, endsige udenfor Arua.
På den anden side er en drøm en drøm, og den er ikke så let at få bugt med. Ongua Benard vil gerne studere. Han vil videre. Han vil på universitetet. Derfor fravælger han rejsen med Global Contact til en MS Global Platform til fordel for skolepenge, så han kan afslutte A-level, som svarer til en dansk studentereksamen.



