Korruption på Tanzanias dagsorden

Den tanzanianske regering har haft travlt de seneste måneder – nemlig med at forholde sig til flere spektakulære korruptionssager. Især har en såkaldt ”List of Shame” skabt ballade, fordi den tidligere præsident Benjamin Mkapa er blandt de prominente navne, og den nuværende finansminister er også under anklage fra sin tid som minister for naturressourcer. Det har sat fokus på korruption.

I juli diskuterede Tanzanias parlament, hvordan eksportindtægter fra tømmer ender i lommerne på korrupte politikere og de firmaer, som de deler i porten med. Debatten var foranlediget af en rapport om den illegale tømmerindustri, udarbejdet af TRAFFIC, en fælles enhed under Verdensnaturfonden og The World Conservation Union.

I samme periode blev parlamentsmedlem Zitto Kabwe suspenderet – beskyldt for at have ydmyget energi- og mineralministeren, da han kritiserede den kontroversielle Buzwagi Mining Contract, som ministeren havde indgået, og som Kabwe først ønskede undersøgt og diskuteret i parlamentet for at undgå svindel.

Så kom Richmondgate-sagen om strømforsyning, døbt efter navnet på det firma, der aldrig leverede varen, selv om den var betalt. Lederen af regeringens antikorruptionskontor er blevet sat i forbindelse med svindel, og kontorets neutralitet anfægtes, fordi det er nedsat af og refererer direkte til regeringen.

Endelig introducerede de fire største oppositionspartier i oktober en såkaldt ”List of Shame” med navne på en lang række politikere både i regeringen og i andre ledende positioner. De skal angiveligt have langet til sig, når der blev indgået aftaler med udenlandske firmaer om Tanzanias naturressourcer inden for f.eks. minedrift og skovbrug.

Tanzania er ikke et fattigt land

”Tanzania er ikke et fattigt land, det har bare en masse fattige mennesker”, siger MS-Tanzanias landechef Flemming Winther Olsen som kommentar til disse korruptionssager. Også han har forsøgt at skabe opmærksomhed om TRAFFIC-rapportens chokerende tal om skovhugst og korruption.

Kun ca. 1 pct. af værdien tilfalder landsbybeboerne, når de fælder og transporterer træ, og kun ca. 4 pct. tilfalder Tanzanias offentlige myndigheder. De resterende 96 pct. forsvinder andre steder hen. Ifølge rapporten svarer det forsvundne beløb alene i 2005 til prisen på 10.000 klasseværelser eller 350 mio. danske kr. Eller til at en kommune ville have fire gange så store indtægter, hvis de lovpligtige afgifter blev betalt. Rapporten afslører også, at de fleste firmaer inden for eksport og handel med træ har nære forbindelser til højtstående politikere både i Tanzania og modtagerlandene.

Skizofrent forhold til korruption

Konsekvenserne er indlysende. I Tanzania lever hver tredje under fattigdomsgrænsen, og fire ud af fem bor på landet. De fleste fattige er derfor afhængige af ressourcer fra landbrug og skovbrug. Får folk i Tanzania derfor ikke snart nok af ikke at få del i de værdier, som landet faktisk råder over?

Den engelsksprogede avis ”This Day” forsøgte i en leder den 11. oktober at sætte ord på tanzanianernes skizofrene forhold til korruption: Folk har i årevis mere eller mindre stiltiende iagttaget korruptionen i en blandet tilstand af fascination og bekymring. Men korruption har ikke været genstand for den store folkelige opmærksomhed, før oppositionen præsenterede deres ”List of Shame”.

Lederen pointerer, at hvor man tidligere kun talte om den slags bag lukkede døre, er det nye, at korruption efter offentliggørelsen af ”List of Shame” nu ikke kun diskuteres på Internettet, men i fuldt dagslys på gaden, på markedet og i ”dalla dalla”en – den lokale bus.

Fagforeningsmand mod korruption

”Det kan godt være, at forandringerne ikke går lige så hurtigt som i Kenya, men folk i Tanzania er begyndt at tale mere åbent om korruption, og medierne er begyndt at give mere plads til debatten,” fortæller Amani Mustafa. Han leder Tanzanian Mine Worker’s Organisation, en af MS-Tanzanias partnerorganisationer, og er aktiv i et netværk af organisationer, som arbejder med minearbejderes rettigheder.

Men han savner, at regeringen rent faktisk forholder sig til listen af sager, og stiller spørgsmålstegn ved det politiske systems evne og vilje til at skabe åbenhed: ”En typisk løsning på den slags problemer er at ”ryste posen” og rokere rundt på regeringen. Folk ryger ikke ud, og ansvaret bliver ikke placeret – de får bare nye positioner, og det hele fortsætter som hidtil.”

Han kalder den seneste tids debatskabende begivenheder for ”sideshows” og forklarer: ”Det er vores politiske system, der er noget galt med. F.eks. er antikorruptionskontoret ikke tilstrækkelig uafhængigt af regeringen til, at vi kan stole på, at de kan lave objektive undersøgelser af de anklager, som der med ”List of Shame” er blevet rejst mod regeringen. Og når regeringen tøver med at handle, mister folk tilliden, og derfor skaber denne liste debat.”

Amani Mustafa deltog for nylig i et tv-talkshow, der hedder ”Pambanua” – ”Gør det åbent” – og har fået mange reaktioner fra seere, der beder ham gøre det igen. Hvor medierne tidligere mest fyldte sendetiden med underholdning, giver de nu også plads til kritik af regeringen og nationale anliggender.

Amani tilskriver organisationerne – herunder MS-Tanzania – noget af baggrunden for den voksende åbenhed, men understreger også: ”Hvis vi havde en struktur, der fungerede, så burde diskussionerne faktisk foregå i parlamentet og i de lokale partiforeninger.”

Kravet om forandring skal komme fra tanzanianerne

Flemming Winther Olsen påpeger, at det er uhyre vigtigt, at donorerne, som finansierer 45 pct. af Tanzanias statsbudget, også interesserer sig for den del af statsbudgettet, som dækkes af Tanzanias egne midler, og som ”List of Shame” har sat fokus på: ”Men endnu vigtigere er det, at Mellemfolkeligt Samvirke er med til at styrke civilsamfundsorganisationernes kapacitet til at kunne afsløre magtmisbrug. Kravet om forandring skal først og fremmest komme fra tanzanierne selv – ellers kan forandringerne ikke fastholdes, og så vil nye korrupte magthavere vil bare følge efter de nuværende.”

Korruptionen i Tanzania er i dag så omfattende, at det reelt er umuligt at bringe det store flertal af ud af fattigdom, med mindre korruptionens omfang reduceres. Sammen med dårlig ledelse på alle niveauer er korruption en kæmpe forhindring for fremskridt – og de stærkeste våben til at bekæmpe begge ”sygdomme” er bedre uddannelse og folkeoplysning.

MS-Tanzania støtter lokale netværk og organisationer, der arbejder med at udvikle administration af naturressourcer på landsbyniveau og for at styrke landsbybeboeres evne til at tage aktivt del i og få indflydelse på, hvordan ressourcerne bliver fordelt. Denne type arbejde vil med Mellemfolkeligt Samvirkes nye strategiske fokus på lokalt demokrati blive øget i de kommende år i erkendelse af hvor store ressourcer, der unddrages udviklingsarbejdet.