Magasinet Indflydelse nr. 4/2007

Demokrati begynder med dem, der ingenting har

”Det hele begynder forneden – allerlængst nede i samfundshierarkiet. Hos dem, som ingenting har, ingenting ved, og ingenting må. De skal kende deres ret.” Sådan siger Mette Vibe Utzon efter at have tilbragt 10 dage i Nepal som ambassadør for Mellemfolkeligt Samvirkes landsindsamling.

Tekst: Mette Vibe Utzon. Foto: Nikolaj Kilsmark

Nepal er et eventyr. Men det er et barsk eventyr, hvor mennesker ikke altid lever lykkeligt til deres dages ende, og hvor alt det onde ikke altid hører op. Hvor fattigdommen ingen ende vil tage, og den menneskelige armod og fornedrelse er åbenbar for enhver.

Jeg har stillet mig selv spørgsmålet flere gange undervejs på rejsen rundt i Nepal: Ville jeg selv være i stand til at opretholde et liv i så dyb fattigdom? Hvor meget skulle der til, før min vilje blev knækket? Ville jeg selv have mod og vilje til at forsøge at slippe ud af mit gældsfængsel hos godsejeren? Ville jeg selv turde gå i procession til de samme myndigheder, som har hånd og halsret over mig, og som kunne ende mit usle liv med et fingerknips, uden at nogen ville reagere? Kunne jeg stå foran de samme mennesker og kræve en skole til landsbyens børn? Man får en afgrundsdyb respekt for mennesker, som ingenting har, men besidder modet til at kæmpe.

Er det muligt at eksportere demokrati til fattige nepalesere?

Hvad skal man gøre for de allerfattigste i Nepal? Vi kan bruge hele u-landsbudgettet og give nogle af dem et hus at bo i. Så kom vi så langt. Det vil stadig ikke fjerne den daglige sult. Vi kan give dem alle sammen bistandshjælp, så børnene ikke er så underernærede. Men hvor længe har vi råd til det, og er det i virkeligheden en værdig tilværelse?

Den eneste vej frem er at give dem viden og kampvåben, så de selv kan kæmpe for et liv, der er værd at leve. Kæmpe for deres ret til uddannelse, et sted at bo, en mark at dyrke, indflydelse på samfundet, og på hvordan Nepal fordeler de ressourcer, som er i landet. Et liv, hvor de ikke så let kan undertrykkes, fordi de kender deres rettigheder og har nogen, som kan hjælpe dem i deres kamp.

Og så er vi tilbage ved det spørgsmål, jeg stillede i begyndelsen af denne rejse: Hvordan eksporterer man demokrati? Det er det, Mellemfolkeligt Samvirke forsøger at gøre med deres arbejde i Nepal. Men er det muligt at pakke demokrati pænt ind og sætte gaven foran en gruppe bjergbønder, som så lukker den op og bliver åh-så-demokratiske?!

Svaret er, at det er mere enkelt – og mere kompliceret end jeg troede. Nok holder den dér med silkebåndet rundt om en pænt indpakket gave ikke, men der er andre måder. Det kræver masser af tid og megen tålmodighed og stædighed, men jo – det er muligt at eksportere demokrati til fattige nepalesere.

Det hele begynder forneden – allerlængst nede i samfundshierarkiet. Hos dem, som ingenting har, ingenting ved, og ingenting må. De skal kende deres ret.

Forumteater som demokrati på gadeplan

Vi står tætpakkede i en cirkel midt i solen i en park i Kathmandu, Nepals hovedstad. Omkring 100 tilskueres øjne er rettet mod det, der foregår i cirklens centrum. Skuespillerne er professionelle og er i gang med at udføre det, som Mellemfolkeligt Samvirke bruger nogle af deres penge på at støtte i Nepal – Forum Teater. En teaterform, hvor publikum ‘opdrages’ i demokrati og inddrages undervejs.

Et forrygende stykke, hvor der bliver sunget og råbt – hvor publikum ikke alene sluger alt med øjnene, men også griner hjerteligt og svarer skuespillerne med høje råb.

Teaterstykket handler om dem selv. Om deres liv – som fattige eller rige, gamle eller unge, lav- eller højkaste. Om det demokrati, som de så brændende ønsker sig.

Med populære folkesange lokkes parkens publikum til ‘scenen’ – en af parkens møgbeskidte græsplæner. Når sangen slutter, begynder stykket. En af skuespillerne siger til publikum, at han er godt træt af hele det i Nepal. Der er også nok at være træt af – fattigdom, ulighed og lang udsigt til det demokratiske valg, som så mange nepalesere havde glædet sig til skulle have været afholdt den 22. november, men som for anden gang blev aflyst.

”Skal vi ikke lave en ‘banda’?” Spørger skuespilleren sine medspillere og publikum – en af de utallige strejker, som plager landet, og som standser al trafik og handel. Flere skuespillere træder ind i cirklen og klager over, at ‘bandaen’ rammer dem uretfærdigt.

Hvis man vil protestere, må man gå sammen og søge indflydelse på de beslutninger, der bliver taget i samfundet, er stykkets pointe. En for en bliver publikum taget ind i cirklens midte for at give sit bud på, hvordan problemerne i stykket – og dermed i Nepal – skal løses. Den skuespiller, som startede stykket, afslutter det med ordene:  ”Hvis du vil have indflydelse og rettigheder, skal du selv råbe op og kræve din ret.”

”Vores radio er et fyrtårn for ytringsfrihed”

Men det er ikke kun i Kathmandus gader, at nepaleserne ”opdrages” i demokrati. Rundt om i Nepals bjerge – i den smukke Palpa-region, hvor risen vokser på bjergsiderne på de små, flade terasser, skratter små, billige transistorradioer fra vinduerne i de faldefærdige huse. Mange af dem er stillet ind på FM 106,9 mhz – Radio Madanpokhara. Fattige nepalesere, bønder, kvinderne lytter til stemmerne fra radiostationen, som taler om deres liv afbrudt af folkemusik, engelskundervisning og debatprogrammer, hvor politikere og borgere diskuterer, hvad der skal gøres for, at Nepal kan få det demokratiske valg, som skal bane vejen for en ny fremtid for nepaleserne.

Radio Madanpokhara er barfodsradio for 1 million lyttere. Ad en vakkelvorn hønsestige kravler stationens leder og jeg op på taget af radiostationen. I det fjerne kan vi skimte den nye sender, som funkler i solen på en bjergtop med de sneklædte Himalaya-bjerge i baggrunden. Senderen, som Mellemfolkeligt Samvirke for nyligt donerede, giver endnu flere lyttere mulighed for at høre radiostationens programmer. 17 timer i døgnet sender radioen reklamefri udsendelser. ”Alt, hvad vores lyttere hører, skal påvirke dem positivt – det gør reklamer for Pepsi eller junk food ikke”, siger Radio Madanpokharas leder, Gunakar Aryal.

Offentlige høringer og 152 lytterklubber rundt om i regionen sikrer, at minoriteternes stemme bliver hørt i radioen. Omdrejningspunktet er de allerfattigstes liv, emnerne alt fra kvindeundertrykkelse og fattigdomsbekæmpelse til analfabetisme og overtro.

Det er en stolt radiorådsformand, som vinker farvel til os, da vi forlader stationen ned ad den hullede vej i vores hårdtprøvede Toyota Hilux. ”Vores radio er et fyrtårn for ytringsfrihed i Nepal” er hans afskedsreplik.

Læs hele hendes blog her: http://www.msblogs.dk/metteinepal/