Kritiske vælgere skaber ægte spænding
NYHEDSANALYSE: Kenya har i løbet af de seneste syv år udviklet sig fra nærmest at være et diktatur til et rimeligt fungerende demokrati. I næste uge er der valg til præsidentposten, og mindst to kandidater har chance for at vinde. Ikke noget, der ellers er hverdagskost i Afrika.
Af Adan Kabelo og Morten Bonde Pedersen21. december 2007
Det er et løb mellem to heste, sagde lederen af Kenyas opposition, Raila Odinga, tidligere på året, efter at han officielt havde meldt sig til kampen om præsidentposten ved valget den 27. december.
Nu, hvor der er få dage til målstregen, kan ingen være i tvivl om, at der virkelig er mindst to heste i løbet – ikke blot en hest og nogle æsler, som det fra tid til anden er blevet udlagt i satiretegninger og ved politiske debatter.
For første gang i Kenyas 44-årige historie som nation er kampen om præsidentembedet helt åben. Den siddende præsident Mwai Kibaki står over for en stærk opposition med den tidligere minister Raila Odinga som hovedudfordrer. Bag ham ligger Kalonzo Musyoka, en udbryder fra Odingas oppositionsparti, som en dark horse med en opbakning på omkring 15 procent ifølge meningsmålingerne.
Skal man tro de samme målinger, ligger de to førende kandidater mule ved mule. Raila Odinga og hans "Orange Democratic Movement" (Den Orange Demokratiske Bevægelse) åbnede valgkampen bedst, mens præsident Kibaki med sit Party of National Unity (Partiet for National Enhed) har halet ind.
Et valg med to-tre seriøse bejlere til præsidentposten og spænding til det sidste er alt andet end hverdagskost på det afrikanske kontinent, hvor kun meget få ledere gennem historien er blevet stemt fra embedet ved demokratiske valg.
Indtil 2002 var Kenya nærmest et diktatur under daværende præsident Daniel Arap Moi, hvis regime var kendetegnet ved politisk undertrykkelse, negativ økonomisk vækst og korrup-tion af astronomiske dimensioner.
I dag fremstår landet med sine cirka 35 millioner indbyggere som Østafrikas nok mest veludviklede demokrati og som et økonomisk lokomotiv med et boomende aktiemarked, en vækst i økonomien på godt seks procent og en ikke ubetydelig interesse fra udenlandske investorer.
Medierne er kritiske, alsidige og til tider bidende satiriske. Menneskerettighedsgrupper tør kritisere både politi og regering, og den brede befolkning er både oplyst, kritisk og beslutningsdygtig på et højere niveau end i mange andre afrikanske lande.
Selv om landets største mediehus gennem et konglomerat af ejere er kontrolleret af regeringsvenlige kræfter, og selvom den statslige radio- og tv-station, KBC, i udstrakt grad betjener regeringen, har oppositionen også sin platform at tale fra. Landets næststørste mediehus med engelsksproget avis og landsdækkende tv-station er venligt stemt over for oppositionen.
Op til dette tiende valg i nationen virker det, som om Kenya har været gennem en demokratisk forvandling. Men det skal nævnes, at træerne ikke vokser ind i himlen. Et land, hvor cirka halvdelen af befolkningen lever under den FN-definerede fattigdomsgrænse og derfor dagligt må kæmpe for overlevelse, kan stadig langtfra måles med vestlig demokratisk målestok.
Voldelige overfald, skyderier og håndgemæng mellem kandidater har været en fast del af valgkampen, og klare politiske udmeldinger har været en mangelvare. Selvom der er blevet kastet mindre mudder end i tidligere valgkampe, skal man fortsat lede længe efter substantielle politiske programerklæringer.
Forsøg på at købe stemmer er heller ikke gået af mode. Efter partinomineringerne tidligere på året blev det anslået, at politiske kandidater tilsammen havde delt omkring 80.000 kroner ud til fattige vælgere, typisk i portioner på 10-15 kroner, svarende til et par dagslønninger for mange kenyanere.
Lidt håndører er dog ikke længere nødvendigvis nok til at købe en stemme i en vælgerskare, der har vist sig mere og mere kritisk over for autoriteter. Det har mange siddende parlamentsmedlemmer med stjernegager måttet sande. Trods pengegaverne er mange af dem blevet fortrængt af nye kandidater. "Spis af A's hånd, men stem på B" er blevet en almindelig talemåde.
Samtidig kan siddende ministre og parlamentarikere ikke længere regne med ubetinget loyalitet fra stammefrænder, sådan som det eller har været tradition I Kenya. I stedet er der et stigende krav om flere serviceydelser og mindre korruption. Uanset hvem der vinder den 27. december, ligner valget derfor under alle omstændigheder en sejr for demokratiet.
Adan Kabelo er programmedarbejder og Morten Bonde Pedersen er informationsmedarbejder ved Mellemfolkeligt Samvirke i Kenya