Huller og huller og huller...

Fredsaftalen i Sudan skal fylde de gabende huller, som krigen har efterladt – både i bogstavelig og overført forstand. Øverst på ønskesedlen står uddannelse .

Af Mai Rasmussen

En langstrakt ung mand, slørede røde øjne og et hul placeret som med overlagt perfektion midt i panden: En cirkel på omkring en halv centimeter, så dyb at blikket ikke når bunden. Det sydlige Sudan er fuldt af huller. Granathuller, skudhuller, beskyttelseshuller. Huller i vejene, i systemer og strukturer – og i hovederne.

Fredsaftalen underskrevet den 9. januar i år afsluttede 21 års borgerkrig mellem Sudans regering i nord og befrielsesbevægelsen Sudan People’s Liberation Movement (SPLM) i syd.

”Jeg kunne ikke spise i en hel dag. Jeg er så glad og stolt. Nu kan vi se frem, masser af forandringer er på vej,” siger 21-årige Gladys Reja, der arbejder som regnskabsassistent og frivillig lærer.

Med krigens afslutning begynder genopbygningen. Hullerne skal fyldes: Sundhed, veje, forsoning, mad, rent vand, kommunikationskanaler. Det hele. Pris: 7,8 milliarder dollars. Det har SPLM, Sudans regering, FN og Verdensbanken i fællesskab regnet sig frem til.  

Uddannelse er vigtigst

Hvis man spørger ungdommen, skal der prioriteres benhårdt på uddannelse.

”Mit fredsønske er gratis skole. Jeg er 23 år, og jeg har ingen uddannelse. Hvordan skal jeg kunne bidrage i forhold til at lede større programmer?” spørger Mana Joseph, der er bibliotekar på et bibliotek i Yei.

Han har været flygtning i Uganda, hvor han gennemførte, hvad der svarer til gymnasiet. Uddannelsesmæssigt er de tidligere flygtninge heldige. Ifølge UNICEF vinder det sydlige Sudan i flere kategorier prisen for ’verdens dårligste skole’: Kun 20 procent af de sydsudanesiske børn kommer i grundskolen, og kun to procent gennemfører. Begge tal er verdens laveste, og bag dem ligger realiteterne: Årligt får blot 500 piger og 2.000 drenge en eksamen.

I Yei lapper New Sudan Students’ Association (NESSA), en af de lokale organisationer, på hullerne i uddannelsessystemet. Medlemmerne underviser frivilligt på byens skoler, og med dansk støtte forsøger organisationen at udvide uddannelsesbegrebet til ikke blot at omfatte målbar læring, men også demokratisk deltagelse i lokalsamfundet. I krigsårene var det en præstation at få myndighedernes tilladelse til at arrangere en sportsturnering, men med freden vokser ambitionerne.

”Vi har muligheden for ikke blot at være lærere og studerende, men for også at gøre noget for vores nation. Alle unge i Sudan skulle samle sig og diskutere, hvilken rolle vi kan spille. Vi kan konsolidere freden. Ungdommen kan lægge alle våbnene. Det er nu, vi kan sige, at vi ikke længere vil slås. At vi vil være med til at udvikle vores land,” siger Taban Roy fra NESSA.

Fred kræver viden

Den slags er sød musik i ørerne på Cicilia Oba, leder af en lokal uddannelsesorganisation og for nylig udpeget som kommissær for kvinde- og børneretsspørgsmål i det sydvestlige Sudans Equatoria-region.

”Freden er, hvad vi kæmpede for. Nu vil vi også eje den. Det kræver viden og bevidsthed, og at almindelige mennesker finder sammen og deltager i udviklingen,” siger hun.

NESSA’s medlemmer lader sig udfordre på den ydmyge forsigtighed, de har lært sig i et samfund, som ikke bare er alders- og faderhierarkisk, men også har været styret af våbenmagt i mere end 21 år.

Til daglig træder de frivillige lærere dog med lethed i karakter, når de med kridt i hånd og myndig autoritet leder undervisningen i klasselokaler af forskellig standard: Fra nydelige, nymalede byskoler, til landsbyskoler hvor eleverne sidder på jorden eller på interimistiske bænke af rafter, mens deres terpen af tal og ugedage blander sig med et par søvnige hundes brummen.

Af det sydlige Sudans 1.600 skoler er kun ti procent kategoriseret som ’permanente bygninger’. I dagligdags tale er ni ud af ti skoler lerklinede huse med græstag, eller de er blot en tavle lænet op af et mangotræ.

Ligesom skolesystemet levner sundhedssystemet, vejnettet og stort set alle andre civile strukturer meget, for ikke at sige alt, tilbage at ønske. UNICEF anslår for eksempel, at hver læge i det sydlige Sudan har 100.000 patienter. Med det tal in mente kan det næppe overraske, at den forventede levetid er på bare 42 år.

Pengene kommer ikke

Behovene er indlysende, men den internationale støtte løber kun langsomt ind. Lederen af FN’s humanitære arbejde, Jan Egeland, kritiserede tidligere på året donorerne for, hvad han kaldte ’den foruroligende uoverensstemmelse’ mellem tilsagn og faktiske pengeoverførsler. På det tidspunkt var kun fem procent af FN’s budget til Sudan arbejdsplanen kommet i hus.

Danmark har øremærket 500 millioner kroner over fem år til genopbygning i Sudan. Hvordan bidraget præcist skal bruges og til hvad forventes afgjort i løbet af sommeren. Udenrigsministeriet har foreløbig ikke lagt geografisk binding på midlerne, så en del af dem kan blive kanaliseret til andre indsatser end genopbygning efter fredsslutningen mellem Khartoum og SPLM – for eksempel til humanitær bistand i Sudans vestlige Darfur region. En uundgåelig forudsætning for udbetaling af pengene er fortsat positiv udvikling i fredsprocessen.

Den forudsætning synes at falde i frugtbar jord blandt sydsudanesiske myndigheder. Lokale SPLM-lederes umiddelbare prioritering lyder: Uddannelse og sundhed kan komme senere, først gælder det sikkerhed. Landminer gør transport og landbrug til en risikabel affære, og bare et par måneder efter fredsslutningen stak de frygtede militser, som regeringen i Khartoum under hele krigen angiveligt har finansieret, deres fjæs frem på ny: FN rapporterede om 700 militssoldaters bevægelse på grænsen til Etiopien. Dele af et hospital og en kirke blev ødelagt og 2.000 græshytter brændt af.

Flygtninge vender hjem

Sikkerhed er også højt på dagsordenen i forhold til, hvordan et af verdens fattigste samfund skal modtage de millioner af flygtninge og internt fordrevne, som ventes at vende hjem.

FN og de lokale myndigheder opfordrer til tålmodighed. Tidligst til september 2005 forventer de at have de basale strukturer på plads: Veje, modtagelseslejre, vand, mad. Flygtningene selv er også skeptiske, viser en vurdering fra en række danske organisationer. Sikkerhed, adgang til vand, jord og skolegang er blandt bekymringerne.

På gaderne i Yei afslører tætheden af cyklister og fodgængere dog, at en del trodser skepsis og vender hjem på egen hånd. Nogle huller bliver langsomt fyldt, som et konkret hverdagsbevis på fred og forandring: Beskyttelseshullerne, som pletter byen og gør færdsel i mørke til en risikabel affære, lægger nu rum til affald. Og ukrudt i fuldt blomsterflor. I Yei vokser også antallet af hytter og markedsstader, varerne bliver flere – og smilene.

”Vi er glade, det er en forandring i sig selv,” siger tjeneren på en af byens restauranter.

Det er den unge mand på krykker, som indtager en af plastikstolene, måske ikke helt enig i. Akkompagneret af mumlen og enkelte engelske brokker opfører han et skuespil, som ikke overlader meget til fantasien. Krykkerne spiller nemt og overbevisende rollen som gevær, hans højre hånd gør det ud for en håndgranat.

”Der er mange, der er blevet skøre af krigen. De har set for meget,” lyder tjenerens forklaring.

Samtidig har mange sydsudanesere lært for lidt, hvis man ser bort fra de kundskaber, som gør et menneske i stand til at overleve krig eller selv slå ihjel. Det er den situation, som nu langsomt skal ændres.

”Vores små søskende skulle have gået i skole. I stedet blev de indrulleret i hæren, eller de måtte skjule sig for ikke at blive indrulleret. Nu kan de alle sammen komme i skole. Det er slut med voldtægter, og med at soldater kan komme og kræve familiernes mad og afgrøder,” siger Eric Moses, der er leder af biblioteket i Yei.

Den tro på at skole og kundskaber er den eneste vej frem mod demokrati, deler Cicilia Oba.

”Vores ledere har alle sammen været i kamp i bushen, og før da var de også ledere under det gamle system. De er fulde af militær opførsel og tænkning. Vi har brug for at lære rigtig meget,” siger hun.

Baggrund:
Rigdom og religion

Gud, olie og jord er borgerkrigens tre vigtigste ingredienser.

Krigen brød ud i 1983, da den sydlige befrielsesbevægelse Sudan Peoples’ Liberation Movement (SPLM) greb til våben mod regeringen i Khartoum. Det skete efter, at regeringen indførte den fundamentalistisk-muslimske sharialovgivning. SPLM krævede vidtstrakt selvstyre i syd og adskillelse af kirke og stat.

I nord er befolkningen hovedsagelig muslimer, mens sydsudaneserne er fortrinsvis kristne. En decideret religionskrig kan man dog næppe kalde konflikten. Men at det forholdsmæssigt rigere og veluddannede nord i årtier har udnyttet og marginaliseret det fattige syd, anerkendes bredt.

Sydsudaneserne bor i landets frodige områder, med skov, rig jord og forholdsvis rigelig og regelmæssig regn. I nord er det dominerende landskab ørken, og en del af årsagen til krigen menes at ligge i konflikten mellem sorte landmænd i syd og arabiske kvægfolk i nord. Adgang til vand og jord er afgørende for fattige menneskers overlevelse.

I slutningen af 1970’erne begyndte Sudans olieeventyr. At olien er fristende at slås for, viser landets eget forslag til finansiering af genopbygningen over de næste syv år: Den samlede regning er sat til 7,8 milliarder dollars, internationale donorer er ansøgt om 2,7 milliarder. Altså en tredjedel, resten betaler sudaneserne selv.

Sudans oliefelter ligger fortrinsvis i syd, men det er Khartoum-regeringen og udenlandske firmaer, som indtil nu har udvundet og tjent penge på den. Regeringen er blevet kritiseret for at fordrive hele befolkningsgrupper for at kunne fortsætte den lukrative olieforretning.

Krigen har kostet mindst to millioner livet, drevet dobbelt så mange væk fra deres hjem og gjort mindst 600.000 til flygtninge i nabolandene, fortrinsvis Uganda, Kenya og Etiopien.