Mellemfolkeligt Samvirke støtter fredsinitiativ i Kenya
En ekstraordinær bevilling til PeaceNet skal bruges til at sætte fredsinitiativer i gang i konfliktzoner.
03. januar 2008Mellemfolkeligt Samvirke reagerer omgående på vold og uro, der skønnes at have kostet mindst 300 menneskeliv og drevet mere end 70.000 på flugt i Kenya. PeaceNet, en paraplyorganisation som arbejder for fred i Kenya, har netop fået en ekstra bevilling på 100.000 kenyanske shillings (8000 kroner) til at undersøge, hvordan fredsinitiativer kan sættes i gang i øjeblikket i nogle af de værst berørte områder. Bevillingen er den første hurtige bevilling, og i løbet af de kommende dage vil Mellemfolkeligt Samvirke yde yderligere støtte til PeaceNet.
"Peace Net har folk ude i landet, som mangler midler til at komme omkring og til at komme i kontakt med lokale ledere for at få sat fredsinitiativer i gang. Med de ekstra penge kan vi udstyre dem med det mest nødvendige for nu", siger Anne Hoff, lande-direktør for Mellemfolkeligt Samvirke i Kenya.
PeaceNet har folk siddende i 75 af de 210 kenyanske valgkredse, som traditionelt har været de mest urolige. Det er bl.a. disse mennesker, som nu bliver udstyret med mobil-telefon, taletid og penge til at komme omkring.
"Vi ved, der er folk derude, bl.a. landsbyledere og religiøse ledere, som gerne vil sætte fredsinitiativer i gang. Derfor gælder det lige nu om at skabe sig overblik over hvilke muligheder, der er", siger Anne Hoff.
I første omgang skal indsatsen rettes mod fire af de værst ramte områder: Kisumu, der er provinshovedstad i Nyanza, og hvor op imod 100 mennesker skønnes dræbt, Kibera-slummen i Nairobi, der i flere dag har lignet en kampzone, Mombassa på Kenyas kyst, hvor der er dræbt i snesevis af mennesker over de seneste dage, og Eldoret, hvor omkring 50 mennesker blev indebrændt i en kirke nytårsdag.
Flere oplysninger:
Kontakt Anne Hoff, landechef for Mellemfolkeligt Samvirke i Kenya, tlf. 00254 72 42 55 480
Vibeke Vinther, kommunikationschef, tlf. 3167 0460



