Sudan har brug for pengene - nu

Sydsudan har fået fred efter 21 års borgerkrig. Den halve verden lover støtte og hjælp til at bygge fremtiden og freden - hvis altså Darfur-konflikten bliver løst. Det rationale er ikke alene kynisk men også risikabelt. Der skal udvikling og demokrati til nu, hvis ikke nye og gamle konflikter skal spolere fredsmuligheden.

Af Lars Udsholt og Mai Rasmussen

07. juni 2005

»Vi er glade, det er allerede en stor forskel.«
Stedet er en restaurant i byen Yei i det sydvestligste Sudan. Tjeneren flækker i et genert, forventningsfuldt smil. Det er nogle dage siden, fredsaftalen mellem regeringen i Khartoum og befrielsesbevægelsen Sudan People's Liberation Movement, SPLM, blev underskrevet. Glæde er en god start. Læg dertil sydsudanesernes hunger efter bedre tider. Med 21 års krig i bagagen er de bristefærdige af forandringslyst. Gode kræfter er i spil. Det kræver vovemod - for ikke at sige dumdristighed - at lade den chance passere.

Med det internationale donorsamfunds løfte om 4,5 milliarder dollars til Sudan over de næste par år er det økonomiske grundlag lagt for positive, demokratiske, folkelige forandringer i et af verdens fattigste lande. Der er bare lige nogle sager, som skal på plads, før en fredelig fremtid kan slå rødder og gro.

For det første: Kan man regne med, at alle de 4,5 milliarder dollars når frem? Donorerne overraskede i deres gavmildhed, da de mødtes i april i Oslo for at sætte den finansielle ramme for genopbygningen. De 4,5 milliarder dollars er rundt regnet dobbelt så meget, som FN og Sudan selv havde håbet på. Løfter er gode, klingende mønt er som bekendt bedre, lød den lakoniske kommentar fra FN's generalsekretær, Kofi Annan, i Oslo.

Freden først

Utåleligt pessimistisk? Års erfaring gemmer sig bag generalsekretærens - og mange sudaneseres - skepsis. I tilfældet Sudan tegner USA sig for halvdelen af det lovede beløb, men kun knap halvdelen af den donation er foreløbig finansieret. Om den anden halvdel nogensinde kommer i spil, afhænger blandt andet af Kongressen. For det andet: Darfur.

»Fred og ordnede forhold først, så kan vi tage hul på hele Sudans genopbygning bagefter,« lyder det fra amerikanerne. Det danske udenrigsministerium synes at danse efter samme pibe. 500 millioner kroner er afsat til brug i Sudan i 2005-09. I "Afrika: Udvikling og sikkerhed", som beskriver regeringens prioriteter for samarbejdet med Afrika, hedder det ganske vist, at de 500 millioner kroner »vil blive anvendt efter en fredsaftale til bl.a. nødhjælp, integration af flygtninge og fordrevne, god regeringsførelse, respekt for menneskerettigheder samt konkrete genopbygningsindsatser«.

Hvilken fredsaftale, embedsmændene havde i tankerne, da de skrev papiret, står nu noget uklart. Papiret blev lanceret i slutningen af 2004, lige omkring en måned før den endelige fredsaftale den 9. januar 2005 sluttede den 21 år lange krig i det sydlige Sudan. Men donorerne taler nu om fred i Darfur som en forudsætning for genopbygning. Også i det sydlige Sudan.

Afrikas største land

Men Sudan er Afrikas største land. Alene det sydlige Sudan kan snildt rumme Polen. Den europæiske udgave af donorernes kyniske Sudan-rationale kunne lyde noget i retning af: »Der er ballade i Kosovo, så vi venter lidt med at samarbejde med polakkerne om deres lands udvikling.« Realistisk? Rimeligt? Rentabelt?

Darfur er en tragedie. Fakta kan ikke ignoreres, katastrofen kan ikke gradbøjes. Krigen i det sydlige Sudan anslås at have kostet omkring to millioner mennesker livet, dobbelt så mange er drevet på flugt. Så slemme er tallene fra Darfur ikke, forhåbentlig bliver de det aldrig. Naturligvis skal det internationale samfund lægge alverdens pres på den sudanesiske regering for at stoppe de horrible overgreb og nedslagtninger i Darfur.

Men at lade den ene landsdels fred afhænge af en anden landsdels krig er kalkulation af uacceptabel kynisk karakter:

 »I 21 år er vi blevet bombet og skudt på af Khartoum, nu kan vi få lov til at betale prisen for, at den samme regering ikke løser konflikten i Darfur,« siger sydsudaneserne med nervøse, skeptiske stemmer.

Det var ellers glæde, som dominerede. Længslen efter og lysten og viljen til at tage fat og forandre. Tør vi, har vi råd til at forpasse chancen? I det sydlige Sudan bor et sted mellem 8 og 12 millioner mennesker, som hører til de absolut fattigste i verden. Det vil sige, at hvert menneske lever for mindre end en enkelt dollar om dagen. Glem alt om elektricitet, rindende vand, elektronisk kommunikation eller postvæsen. Der er omkring 100.000 patienter pr. læge og en forventet gennemsnitslevealder på 42 år.

 Børn går gerne 12 kilometer i det første morgenlys for at komme i skole. Den skole, de når frem til, vinder ifølge Unicef mesterskabet i den tvivlsomme kategori for "verdens værste": Af de bare 20 procent af børnene, som kommer i grundskole, gennemfører kun 2 procent. I absolutte tal vil det sige, at kun 2.000 drenge og 500 piger hvert år går ud af 7. klasse med eksamensbevis.

Visdommens haller

Under skudhullede bølgebliktage undervises børn og unge, som en gang - snart - skal være klædt på til at udvikle, administrere og lede det sydlige Sudan. Barske fremtidsudsigter, kan man sige. Men kig en gang til, og de gode kræfter træder tydeligere frem.

Besøg visdommens hellige haller i byen Yei i det sydvestligste Sudan: Biblioteket. Her sidder børn og unge lårene af hinanden, med bøjede nakker og i andægtig stilhed. Æselørede bøger terpes, sluges, lagres i hjernen til - forhåbentlig - snarlig brug i det samfund, hvor viden, kundskaber, kvalifikationer er en lige så stor mangelvare som medicin, rent vand og landbrugsjord befriet for landminer.

Eller tal med en samarbejdspartner til Mellemfolkeligt Samvirke, nemlig studenterorganisationen New Sudan Students' Association, NESSA. Den tager nu modige skridt i retning af demokratisk deltagelse, blandt andet på baggrund af et tæt samarbejde med Mellemfolkeligt Samvirke i Uganda og Operation Dagsværk.

NESSA's medlemmer dannede oprindeligt organisationen, mens de boede i flygtningelejre i det nordlige Uganda. Der var de så heldige, som kun meget få fattige flygtninge kan håbe på at være: De kom i skole, og de heldigste gennemførte, hvad der svarer til gymnasiet.

Frivillig undervisning

Da bombardementerne stilnede af i begyndelsen af dette årtusinde, kiggede studenterflygtningene hinanden i øjnene: Blive i Uganda og håbe på et stipendium til videre studier? Eller vende næsen hjemad til udbombede byer og skoler, klar til at undervise på de lokale skoler, give de ugandiske skolekundskaber videre? Beslutningen synes ikke at have været svær at træffe. NESSA's medlemmer underviser på skolerne i og omkring Yei. Frivilligt. I heldige måneder får de et stykke sæbe eller et kilo sukker af myndighederne.

Med fredsaftalen har NESSA's mod og ambitioner taget kurs ret opad. Organisationen forvandler sig fra ydmyge frivillige lærere, som følger myndighedernes vink og regulativer, til at ligne fætre og kusiner til den danske ungdom, som kræver og kritiserer - og foreslår, deltager, investerer tid, tanker og energi på at være med. Det er en kraftpræstation i et samfund, som ikke alene har været under militært styre i 21 år, men som også samtidig placerer mænd, og især gamle mænd, øverst i et spidst hie8rar8ki: De taler, resten tier. Sådan er det ikke helt længere.

For et par år siden var det en betragtelig udfordring at søge de lokale myndigheder om tilladelse til at holde en fodboldturnering. Kommissæren havde jo ikke selv fået ideen, blot at nævne den kunne opfattes som utidig indblanding eller, værre, implicit kritik af hans ledelse. Nu taler medlemmerne om ungdommens rolle i det nye fredelige Sudan. Planer bliver lagt for en national konference, hvor ungdommens rolle, muligheder, ansvar for freden og fremtiden kan undersøges, klarlægges og integreres.  

Kræfter indefra

I udviklingsjargon hedder den slags "bottom up": Forandringerne kommer indefra fra de mennesker, som skal leve med forandringerne, hvilket efter al sandsynlighed betyder, at den folkeligt forankrede udvikling og forandring er stærkere og holder længere. Modsat, "top down", hvor myndigheder - eller for den sags skyld udenlandske eksperter og donorer - finder på og bestemmer hvilke ændringer, et givet samfund skal gennemgå.

Det er de små, men tydelige eksempler på folkelig forandringsvilje i Sudan, som må og skal støttes. Sudan har naturligvis også brug for genopbygning af de fysiske strukturer. Veje, broer, hospitaler, skoler, vandledninger, det hele. Men den menne- skelige infrastruktur skal med, den skal fremhæves: Demokrati, deltagelse, indflydelse på eget liv. Et stærkt civilsamfund som kan udfordre de myndigheder, der med al tydelighed har brug for adskillige år til at lægge de grusomme, militære rutiner af sig.

Genopbygning er indlysende mest rentabelt i et samfund i fred og harmoni. Men "Darfur først"-argumentet er høj-risiko gambling. Gør tankeeksperimentet og giv rationalet omvendt fortegn: Demokrati og folkeligt forankrede udviklingsprocesser sikrer et samfund mod at blive kastet ud i nye konflikter - eller at falde tilbage i gamle.

I værste fald er betingelsen om fred i Darfur en arrogant investering i en tabt fremtid. Ikke mindst fordi Darfur ikke er den eneste konflikt, som Sudan trænger til at tage sig af.

I Sydsudan føler flere grupper sig således svigtede af, hvad de ser som befrielses- bevægelsen SPLM's enegang, der blandt andet sikrede organisationen den helt overvejende majoritet i det nye syd-parlament med 70 procent af pladserne.

Tilsvarende har oppositionsgruppen Beja Congress i det nordøstlige Sudan allieret sig med Sudan Liberation Movement (SLM) i Darfur - sandsynligvis i forventning om senere at få SLM's støtte i deres egen kamp i det østlige Sudan.

Flygtninge i grænseland

I det lidt større perspektiv lægger Uganda grænseland til omkring 150.000 sydsudanesiske flygtninge. Samtidig lever mere end halvanden million ugandere i miserable lejre for internt fordrevne på grund af en rebelgruppes grusomme terror i landets nordlige distrikter. Rebelaktiviteterne menes at have nær sammenhæng med situationen i Sudan, fordi rebellerne i urolige tider kan bruge landets sydlige egne som skjulested.

Der skal ikke megen cost benefit analyse til for at regne ud, at disse krudttønder risikerer at sprænge i luften, endnu før de Khartoum-finansierede militser i Darfur har indstillet deres terror mod befolkningen i regionen.

Fredsaftalen i Sudan efterlader derfor - groft sagt - to muligheder: Vent på, at alle de åbne og umiddelbart potentielle konflikter bliver løst - og flere skal såmænd nok bryde ud, før alene Darfur er faldet til ro. Eller gør alt, hvad 4,5 milliarder dollars rækker til, for at overbevise de øvrige grupper og Khartoum-regeringen ved eksemplets magt. Genopbyg det sydlige Sudan, gør freden sikker dér og støt demokratiet i at vokse sig stærkt, så Sudans indre stemme for fred, også i Darfur, bliver høj og stærk nok til, at Khartoum både lytter og handler.

Eller helt kort: Send pengene nu. Det er den bedste, mest rimelige og rentable investering, man kan tænke sig.