Tør vi tro på det?

Med fredsaftalen mellem Sudans regering og befrielsesbevægelsen i syd er Afrikas længste borgerkrig slut. Sydsudaneserne ser frem mod genopbygning og ordnede forhold – og den mulige trussel fra den indre uro i landet.

Af Mai Rasmussen

28. februar 2005

Fredsaftale: Med fredsaftalen mellem Sudans regering og befrielsesbevægelsen i syd er Afrikas længste borgerkrig slut. Sydsudaneserne ser frem mod genopbygning og ordnede forhold – og den mulige trussel fra den indre uro i landet

YEI, SYDSUDAN – »Det lugter af fred.« Præsten Peter Bol Riak har netop afsluttet søndagens gudstjeneste i Yei, en større by i det sydligste Sudan. Han nærer tvivl blandet håb for den fredsaftale, som med officielle underskrifter den 9. januar afsluttede mere end 20 års borgerkrig mellem Nord- og Sydsudan.

I den græstækkede lerkirke har Riak denne søndag morgen prædiket fred. For nok betyder fredsaftalen, at krigshandlingerne mellem Nord og Syd er slut. Men den betyder også grundlæggende forandringer og nye udfordringer i det Sydsudan, som indtil nu har været så tilpas travlt optaget af borgerkrigen til, at f.eks. interne stamme-uroligheder har kunnet vokse og brede sig.

Ligesom John Garang, leder af befrielsesbevægelsen Sudan People’s Liberation Movement, SPLM, tilhører Riak dinka-stammen, som dominerer militære og civile strukturer i SPLM. Dinkaerne ved, at en fredelig fremtid kræver omstilling. Ikke alene skal oprørshæren slankes, dinkaerne forventes også at dele magten og de administrative poster med Sydsudans mange andre stammer. Og de vil blive konfronteret med skepsis og foragt, næret af soldaternes mange og mangeårige overgreb mod andre sydsudanesere. 

»Der er meget had mod dinkaer, vi bliver beskyldt for at have gjort meget forkert. Men nu har vi vundet freden, det viser, at vi havde ret,« siger præsten.

Og trods alt lugter Yei af fred. Og af motorolie. Som for eksempel ved Muto Samuels nyåbnede motorcykelværksted. 

»Nu er her fred, så nu kommer trafikken. Men vejene er dårlige, så motorcykler kan bedre komme frem end biler,« siger han.
Reservedelene ligger på række og geled i hans blå trækiosk, som bærer navnet ’Peace Talks’ i hvide blokbogstaver.

»Hvad ellers kan man kalde sin forretning nu,« spørger han.

Muto Samuel deler alder med borgerkrigen. Han er 22 år og ung nok til at lade håbet vinde over tvivlen. De ældre sydsudanesere har set og oplevet tilstrækkeligt til, at der skal mere til end officielle og internationalt fejrede underskrifter for at overbevise dem om, at livet nu bliver bedre.

»Jeg ved ikke, om jeg tør tro på det. Det er som en drøm,« siger Amule Bullen Banja. 

Ydmyg tålmodighed

For den midaldrende mand bliver freden først til virkelighed, når hverdagen ændrer sig. For eksempel når hans børn kan komme i skole og blive undervist af uddannede lærere, når jorden bliver ryddet for landminer, når soldater og politibetjente får autoriserede uniformer og lige så autoriseret opførsel.

Amule Banja venter på bedre tider med den ydmyge tålmodighed, som fattigdom og krig lærer mennesker at overleve på. 

Andre griber chancen og handler, før freden måtte vise sig at være hul. Thomas Ade er på alder med landmanden Amule. Ades værktøj er buen, pilen og kalashnikov’en. I seks år har han undgået militæret. Nu har han ladet sig genindrullere, sent i livet og alt for sent i krigen, men med demobiliseringen venter materiel velstand: Soldaterne vil sandsynligvis blive givet en hakke og en stak blikplader, så de kan få tag over eget hus. Og måske endda løn. Thomas Ades rationale er simpelt: 

»Jeg vil have mine penge.«

Sandsynligvis en klog disposition. Befrielsesbevægelsen har planer for genopbygningen, men den slags tager tid, og trods den solide frodighed er Sydsudan et af de fattigste steder i verden. 

Vil bare overleve

Foreløbig ligner hverdagen sig selv i Yei. Nok er der kommet flere mennesker på gaderne, og ruiner har genfundet deres tidligere form som rigtige huse i løbet af de knap to år, hvor forhandlingerne har tydet på fred. Men der er stadig kø ved vandpumperne, strøm har kun de få heldige, som ejer en generator eller et solpanel, hospitalerne er beskedent ekviperede og skoleklasserne fyldt til randen.

Lastbiler snegler sig ad jordvejen mod Uganda med tonstunge teakstammer af tvivlsom legalitet, på markedet sælges tørret kød fra bøfler, antiloper og af og til næsehorn, skudt i ly af den lov og orden, som ikke eksisterer. Og den skøre mand, ’Ødelæggeren’, går stadig i gaderne i laser og lænker.

»Det hele begynder først nu. Med alt det vi er gået igennem, har folk tilpasset sig, de vil bare overleve,« siger David Lokonga Mosses, Yeis kommissær, udpeget af befrielsesbevægelsen SPLM.

Han er overbevist om, at Sydsudan er stærkt nok til at bære freden, trods fattigdom og mulige stammemodsætninger.

»Folk har længtes efter fred. De vil ikke skabe en situation nu, som kan komplicere freden,« siger han og forsikrer, at forsoningskomiteer allerede nu er under etablering med internationale organisationers hjælp.

Foreløbig er kommissæren mest optaget af, hvordan han skal modtage de tusindvis af flygtninge og internt fordrevne, som tripper efter at komme hjem. 45.000 sydsudanesere forventes tilbage til Yei, hvor der i forvejen bor en kvart million mennesker. I samklang med FN’s Flygtningehøjkommissariat, UN-HCR, anbefaler de sydsudanesiske myndigheder flygtningene at vente lidt endnu. Veje, transport, skoler, klinikker skal på plads. 

 

Det haster

Og spørgsmålet om hvor de hjemvendte skal bo, efter at andre i krigens godt 20 år har dyrket den forladte jord, skal afklares. Det haster.

»Folk er klar. De vil hjem, før regnen kommer i marts, før al græsset bliver brændt af. De skal have græs til tag på deres nye hytter,« siger Lokonga Moses. Andre ser udfordringerne strække sig ind i fremtiden på en noget anderledes måde.

Enken Grace Kandayi har samlet en gruppe kvinder, som også har mistet deres mænd til krig, druk eller sygdom. Sammen med deres børn tjener de penge på at holde høns og forme, brænde og sælge mursten. Det har været en stille forretning i et par år, nu giver efterspørgslen travlhed i lergraven: Naboer og internationale organisationer lader solide bygninger materialisere freden.

Grace Kandayis fredsopskrift lyder: Hold folk travle, anstrengelserne vil give resultater som ingen vil sætte over styr, ligegyldigt hvor besværlig og urolig fremtiden må blive.

»Det, vi må lære, er at elske vores land, at det er mere værd end nogen ny konflikt,« siger hun.