Mie fik 17 nye børn i Afrika

Mie Hersted er mor til trillinger på seks og lillesøster på fire år. Da hun rejste til en landsby i Uganda med sin familie, var der ikke planer om familieforøgelse. Nu har hun 17 nye børn at tage sig af.

Familien Hersted i børnenes favorit klatre-avocadotræ. Fra øverst til venstre og rundt med uret: Elias, Ditlev, Linea, Mie, Peter og Malte.

Trillingerne Malte, Elias og Ditlev og lillesøster Linea fylder hjemmet i den nordugandiske landsby Koboko med legetøj, larm og liv – godt hjulpet på vej af to hundehvalpe og en kattekilling. Det hjemlige hurlumhej og et fuldtidsjob skulle nok være mere end rigeligt til at fylde 43-årige Mie Hersteds hverdag. Men hun har plads til mere.

Mie og Peter Hersted er udviklingsarbejdere udsendt til Uganda af Mellemfolkeligt Samvirke. Da de med kurs sydover forlod Næstved for et halvt år siden, var tanken, at kun Peter Hersted skulle arbejde. Men den ugandiske virkelighed overraskede, og familiens plan blev hurtigt ændret. Først faldt Mie Hersted pladask for en 61-årig ugandisk kvinde og ’hendes’ 17 børnehjemsbørn. Og så fik hun arbejde. Så selv om hverdagen foregår i meget lidt midtsjællandske omgivelser med 12 måneders sommer og udeliv året rundt, så er det daglige program proppet.

Da børnenes bedsteforældre var på besøg i begyndelsen af 2004, bemærkede de, at det vist kunne blive aktuelt også at oprette et børnehjem for de fire Hersted-børn.

Så galt går det nu nok ikke. Men sandt er det, at begge forældre er fuldt optaget af den ugandiske hverdag.

En hvid dame vække opsigt blandt børnehjemsbørnene og de næmeste naboer. Mie Hersted bliver altid omgående omringet, når hun besøger børnehjemmet – og må her give datteren Linea en beskyttende hånd.

17 børn i to værelser

Hytten har lerklinede mure og et langskægget græstag. En tilfældig gæst ville aldrig gætte, at den er fristed og hjerterum for 17 forældreløse børn. I skyggen under mangotræet forsøger en fireårig dreng at male korn til mel, indtil en teenagepige bliver træt af hans tempo og med vante og effektive bevægelser overtager arbejdet. 
”Jeg studsede første gang, jeg kom her”, siger Mie Hersted.

”Børnene har en ro i øjnene, som jeg ikke havde ventet. De har levet – og lever stadig – et hårdt liv, de har allesammen oplevet ulykke. Alligevel er de rolige og høflige. Antuneta må kunne et eller andet”.
Antuneta Abiria er mor i huset og tager sig med fast hånd og bløde smil af de børn, som er blevet bragt til hende, fordi ingen andre kan tage sig af dem. Oftest fordi deres forældre er døde.

”Jeg er jo efterhånden blevet kendt som en, der tager sig af forældreløse”, siger den slidte kvinde med et beskedent smil og holder om hjemmets benjamin, knap to-årige Lazarus, der betuttet sutter på tommelen.

Nærmere bestemt har hun taget sig af i alt godt 50 forældreløse børn og tjent sine sparsomme penge ved at arbejde på andres landbrug, sælge hjemmebrændt spiritus og udleje et par lerhytter.

”Antuneta har takket mig mange gange, men det er hende, der skal takkes. Efter min mening står hun til at modtage en af de store humanitære priser”, siger Mie Hersted, der bruge store dele af sin fritid i og omkring hytten, hvor børnene og Antuneta deler en seng og to værelser under lofter af plastik og flettede måtter.

Mie Hersted og et par andre kvinder har fortalt danske venner og bekendte om Antuneta Abiria og børnehjemmet, og det har givet kontant bonus: Ti danske familier har besluttet sig for at sende skolepenge til de børn, som har alderen. Derudover har de indsamlet foreløbig 5.000 kroner, som har betalt for nyt tag til lerhytten, et plastikkrus til hvert barn, fire madrasser, 300 kilo genbrugstøj, som nogle af de ældste børnehjemsbørn nu sælger på markedet, og at en ugandisk socialarbejder kan rejse til hovedstaden Kampala og undersøge mulighederne for at oprette et ’rigtigt’ børnehjem. Et par kirkelige organisationer i og udenfor Uganda har foreløbig vist interesse.

”Antuneta er gammel og træt nu, men hun skal ikke se det hele falde fra hinanden. Jeg vil gerne gøre mit til at vise, at det ikke har været forgæves”, siger Mie Hersted.

To kvinder med en fælles kælighed til børn: Ugandiske Antuneta Abiria med Lazarus på to år og danske Mie Hersted med sin datter, Linea på fire år.

I Hersteds ugandiske have er trillingedrengene kravlet til vejrs i avocadotræet.

”Så kan de komme med alle deres fabriksfremstillede klatrestativer”, bemæker Mie Hersted, mens hun gør klar til sine børns daglige bad i det fri: Plastikbaljer fyldes fra regnvandtanken, to Hersted-børn deles om hver portion vand.

Sådan er familiens liv lagt i nye rutiner. Uden rørlagt vandforsyning og med sparsom elektricitet fra en solfanger på taget bliver også børnenes forhold til almindelige fornødenheder udfordret.

”Mine børn kan virke frygteligt forkælede – ikke mindst i sammenligning med børnehjemsbørnene. Tidligere i dag fik mine børn sodavand, på børnehjemmet kan de ikke være sikre på at få mad hver dag”, siger Mie Hersted.

Hun er glad for at give sine børn oplevelsen af, at verden kan hænge sammen på en anden måde end den danske. Det viser sig i stort og småt. Som når det vækker begejstret jubel, at Peter Hersted har mangofrugter med hjem, eller når regntidens komme bliver fejret med grin og krigsdans under de tunge, lune dråber. Men også livets barskere realiteter kommer tæt på de fire lyse, danske børn.

”Mine børn lærer, at mange ting ikke er en selvfølgelighed. De har for eksempel oplevet, at børn kan dø, fordi lægerne ikke kan finde ud af at hjælpe dem. Det er barske løjer, men det sker tit her. Jeg tror på, at det hører med til livet at kende aspekterne. Vi voksnes opgave er at sørge for, at børnene alligevel føler sig trygge”, siger Mie Hersted.

Skolen er vigtigst

På væggen i familiens stue hænger hjemmelavede plakater med lister over måneder og ugedage. ’Monday, Tuesday, Wednesday…’ Trillingerne på seks og lillesøster på fire går i hjemmeskole, og sproget veksler mellem dansk og engelsk.

Begge forældre er uddannet folkeskolelærere og arbejder også i Uganda med undervisning. Peter Hersted er tilknyttet den lokale håndværksskole, som drives af det ugandiske spejderkorps. Han samarbejder med lokale ansatte om at forene traditionelle arbejdsmetoder med mere moderne teknik som for eksempel maskinsave, ligesom han rådgiver skolens ledelse i ledelses- og administrationsspørgsmål.

Mie Hersteds arbejde er at videreudvikle syv såkaldte ressourcecentre, som drives i samarbejde mellem Mellemfolkeligt Samvirke og en ugandisk organisation. Ressourcecentrene er en kombination af bibliotek og medborgerhus, ligesom de fungerer som mange lokale børns eneste oase, når det handler om at få fred og ro til at læse lektier. På rad og række sidder børn og unge bøjet over bøger, hæfter og rapporter, i dyb koncentration og absolut stilhed.
Et særligt indsatsområder er pigerne. I Uganda, som er et af verdens fattigste lande, får deres uddannelse ofte familiernes lavest prioritet, dels fordi især pigerne på landet bliver giftet bort og lærdommen således ikke kommer deres egen familie til nytte. Og dels fordi pigerne ofte dårligt kan hverken kræve, ønske eller nå at gå i skole, når der hver dag skal males mel, hentes vand og brænde, vaskes tøj, passes små søskende og graves, såes, luges og høstes i småbrugene.
Med sin læreruddannelse i baghånden arbejder Mie Hersted blandt andet på at etablere særlige pigeaktiviteter på ressourcecentrene og på at overbevise forældrene i området om, at uddannelse er den eneste holdbare vej ud af fattigdommen.

”Det gælder selvfølgelig også børnehjemsbørnene. Jeg synes, at noget af det vigtigste, vi har opnået indtil nu, er at alle de større børn er blevet sendt i skole og kan udvikle sig ad den vej. Og de suger til sig. Grace Samanya på 15 år kom i skole for tre måneder siden, og nu har hun lært at tale engelsk. Så er det hele til at tro på”, siger Mie Hersted.