Valgsvindel: Uro i Kenya er tegn på demokrati
Det er sundt og rigtigt, når befolkningen reagerer imod magt- misbrug. Det betyder, at de har forstået deres rettigheder i et demokratisk samfund.
Af Frans Mikael Jansen, Generalsekretær i Mellemfolkeligt Samvirke16. januar 2008
For et par år siden, mens jeg arbejdede i Uganda, deltog jeg i et møde i Nairobi om demokratiets vilkår i Afrika. Mødet var velbesøgt, og især var oppositionsledere fra en lang række afrikanske lande mødt frem. Der var også tre kenyanske ministre. Der var en åbenhjertig stemning på mødet og en sund og ganske selvkritisk analyse af, hvad det er for problemer, der stiller sig i vejen for en ægte demokratisk udvikling i Afrika.
Der blev snakket om manglende demokrati i de afrikanske politiske partier, om ledernes behov for at belønne politiske støtter, om etniske og religiøse modsætninger, og om magthavernes tendens til at klynge sig til magten for enhver pris.
Alligevel var der en vis optimisme om, at der er nye tider på vej. Befolkningerne i mange lande er blevet mere oplyste om demokratiets betingelser og om deres rettigheder som borgere. De går fra at være undersåtter til at være borgere. Mødets deltagere var enige om, at borgerne i de afrikanske stater i fremtiden ville finde sig i mindre, og at politikere derfor måtte tilpasse sig denne virkelighed.
Mange talte om betydningen af en kritisk, men konstruktiv opposition og om behovet for at skabe en fælles politisk kultur.
Der var ingen repræsentanter fra Uganda til mødet i Nairobi, og der var heller ingen repræsentanter fra Zimbabwe. Begge disse lande har endnu til gode at opleve, at statsledere bliver udskiftet på fredelig vis.
I Kenya derimod har befolkningerne i de senere år fået vigtige erfaringer med et ungt demokrati. Den tidligere landsfader og despot, præsident Moi og hans parti Kanu, blev stemt fra magten i 2002, hvilket gav plads til regnbue-alliancen og præsident Kibaki. Da Kibaki i 2005 ville ændre forfatningen og skabe mere magt til præsidenten, stemte befolkningen imod, og forslaget faldt.
Ved det netop afholdte valg i Kenya valgte befolkningen at fjerne støtten til en række korrupte ministre og til at vælge et parlament med et stort flertal til oppositionen. Men Kibaki blev siddende og erklærede, at han havde vundet præsidentvalget. Valget var åbenlyst svindel, hvilket både valgobservatører og valgkommissionens formand da også sagde efterfølgende.
Pludselig var Kenya i mediernes søgelys. Tv og aviser talte om etnisk krig og om truslen om et nyt folkedrab som i Rwanda. Substansen i den folkelige protest syntes næsten glemt: at folket var blevet snydt for den præsident, de mente, de havde valgt.
USA, der først havde lykønsket Kibaki med sejren, mente nu, at der skulle laves en samlingsregering, og at Kibaki skulle deles om magten med oppositionen. Spørgsmålet om valgsvindel måtte fejes ind under gulvtæppet.
Der er behov for at få nedtonet modsætningerne og få standset volden. Men det er vigtigt for demokratiets fremtid i Kenya, at befolkningen har tillid til, at de folk, de vælger til at repræsentere sig, også er dem, der kommer til magten. Derfor må de forhandlinger, der nu foregår, og de løsninger, der måtte findes, under alle omstændigheder indeholde en aftale om et snarligt nyvalg til præsidentposten.
Kenya er et ungt demokrati, og der vil være mange op- og nedture, inden den samlede befolkning har fået de demokratiske ikke-voldelige spilleregler helt integreret i deres værdisystem. Det er sundt og rigtigt, når befolkningen reagerer imod magtmisbrug. Det betyder, at de har forstået deres rettigheder i et demokratisk samfund.
Vi må håbe, at alle gode kræfter nu forenes for at skabe en løsning, der på en ikke-voldelig måde kan sikre, at befolkningen får en præsident, som man har tillid til er valgt på ordentlig og hæderlig og demokratisk vis.