Betty Nansen begejstrer på de skrå brædder i Mellemøsten

Latterbrøl, gåsehud og tårer i øjenkrogene. Unge skuespillere fra Betty Nansen teatrets C:NTACT projekt fik de store følelser frem i det arabiske publikum, da de fortalte deres personlige historier i en iskold teatersal i Jordans hovedstad Amman.

Beduin fortæller.

Den tunesiske beduin har netop forladt scenen på Al-Balad teatret i Amman. Denne frostklare aften i januar har han, iført turban, stok og hvid kjortel, underholdt med anekdoter om stammefolk i Tunesien. Hans indslag er den del af den store Hakaya festival, som støttes af Mellemfolkeligt Samvirke, og som løber af stabelen fra 12. til 16.januar. Hakaya betyder fortælling på arabisk – og formålet med festivalen er dels at fyre op under den ældgamle arabiske fortælletradition og dermed bringe 1001 nats eventyr ind i nutiden; dels at undersøge, hvordan ’storytelling’ kan bruges som redskab til at skabe dialog mellem unge fra forskellige kulturer.

Klar på scenen sidder seks unge danskere, der er eksperter i sidstnævnte. De er unge talenter fra Betty Nansen Teatrets såkaldte C:NTACT projekt, og som medlemmer af projektets ’taskforce’ er de vant til at rejse ud i alle afkroge af Danmark for at fortælle andre unge deres personlige historie. Bænket på plasticstole sidder de seks nu i Jordans hovedstad og venter på, at scenen skal blive deres. Én er brun, én er hvid, to går med slør – og to har et nyindkøbt palæstinensertørklæde om halsen.

Bjertaget jordansk tilskuer.

Jeg er helt vildt spændt på, om de griner de rigtige steder,” lyder det fra 19-årige Khadije Nasser, mens hendes sidemand, Nellie Walters, griner lidt nervøst – for det er første gang, at truppen skal optræde på engelsk. ”Vi har haft svært ved at oversætte ordet ’perker’ – og det er jo slet ikke sikkert, de forstår vores danske jokes,” siger han.

Glade C:ntact-skuespillere efter forestillingen - det er Khadije Nasser til højre.

Personlige historier i centrum

Danske unge med anden etnisk baggrund har siden 2003  - med stor succes – stået på de skrå brædder i Danmark som en del af Betty Nansen Teatrets C:NTACT projekt. De unges personlige historier er i centrum – og bliver med hjælp fra professionelle kunstnere tryllet om til teaterforestillinger, film, radio eller tekstproduktioner.

Nu er C:NTACT for første gang rejst til Mellemøsten. Formålet med turen er dels at forberede et C:NTACT forløb for unge ’uslebne’ talenter i Palæstina i samarbejde med Center for Kultur og Udvikling (CKU), dels at komme med et dansk storyteller-bidrag til Hakaya–festivalen og forhåbentlig ad den vej skabe ung-til-ung dialog på en ny måde i samarbejde med Mellemfolkeligt Samvirkes partnere i Jordan.

Jakob Holm fra C.ntact sammen med skuespillerne.

”Teater giver dig en følelsesmæssig forståelse af de ting, du ikke forstår. Derfor er det klart, at teater kan bruges til andet end som pasningsgaranti af voksne mennesker mellem kl. 20 og 22,” siger Henrik Hartmann, teaterchef på Betty Nansen Teatret. Han er rejst med til Jordan og tilføjer:

”Et af vores formål med C:NTACT er at give teatret tilbage til de mennesker, der ejer historierne. Vi vil gerne være med til at italesætte den ungdommelige kraft – og gennem historierne give unge i Mellemøsten en større selvstændighed.”

Khadije Nasser på scenen.

På flugt fra far

En af dem, der ejer en stærk personlig historie er Khadije Nasser. Hun er fra Libanon, men født i Danmark, og hun er lige begyndt på journalistlinien på Krogerup Højskole. Iført en sort/hvid kjole, matchende slør og gummisko rejser hun sig fra plasticstolen og træder frem på scenen – og da hun går i gang med at tale, forstemmer al mumlen blandt det forfrosne jordanske publikum. 

”Mine forældre blev skilt, da jeg var seks år,” starter hun, og hendes lange øjenvipper glipper et par tårer væk, mens hun i løbet af de næste minutter udfolder historien om, hvordan hun og hendes søskende for en række år siden blev kidnappet af deres libanesiske far, som tog dem med på ’ferie’ til fædrelandet. Mens den spinkle pige fortæller, ser man for sig, hvordan hun og hendes søskende gemte de penge, de havde fået til slik, for at kunne ringe hjem til deres mor fra en gammel telefonboks i Libanon, og hvordan de måtte flygte på et æsel over en flod med deres vigtigste ejendele i skoletasken, før de endelig blev genforenet med deres mor i Damaskus.

”Bravo,” lyder det fra salen, da Khadije er færdig med at fortælle. Flere blandt det jordanske publikum har tårer i øjnene, og mange har brug for lige at veksle et ord med sidemanden.

Frygten for, at de danske jokes skal falde til jorden, viser sig at være helt ubegrundet. Få minutter senere ruller latterbrøl gennem ’eskimoteatret’, når de unge skuespillere skruer op for selvironien og deler ud af deres personlige oplevelser med at føle sig anderledes i Danmark.

Danske kærester, der tror, at de får hele den iranske hær på nakken, hvis de kysser med en mørkøjet pige, krigen i Sierra Leone og indvandrerkriminalitet i form af en smeltet chokoladebar i en seksårig kurdisk drengs bukser. C:NTACT skuespillerne kommer vidt omkring, inden de modtager et stort bifald for deres historier.

Evrim fra C:ntact på scenen.

Efter forestillingen får publikum chancen for at stille spørgsmål til den danske trup. En skov af hænder flyver op – og det viser sig hurtigt, at det arabiske publikum er blevet ramt lige i hjertekulen af de unges historier.

”Jeg er fuldstændig blæst væk – det er som at få holdt et spejl op for ansigtet. Som palæstinenser kender jeg alt til at blive diskrimineret,” siger en ung mand.

”Er der en immigrant-krise i Danmark?”, vil én vide. ”Har I fået det værre efter 11.september og tegningesagen?” lyder det fra en anden. ”Er det virkelig jeres egne historier?” spørger en tredje.  

De danske skuespillere svarer samstemmende, at de faktisk synes, det hele går den rigtige vej i Danmark, og at folk generelt er blevet mere nysgerrige efter at vide mere om deres baggrund.

Khadije bliver hurtigt omringet af folk, der vil holde hendes hånd og give hende en krammer.

”Hver gang, jeg står på scenen og fortæller historien om min far, giver det mig et eller andet. Men i dag er det første gang, jeg har været lige ved at græde. Det største drama i mit liv skete så tæt på, hvor vi er lige nu, og der sad en masse arabere, der kunne relatere sig til det, jeg fortalte. Jeg tror, de har en anden forudsætning for at sætte sig ind i min situation end et dansk publikum har,” siger hun.

Ny måde at fortælle på

Historiefortælling fylder meget i den arabiske verden – men der er langt fra magiske lamper og beduiner til autentiske historier om det, der gør ondt.

” I den arabiske verden bruger vi de traditionelle historier til at vække fantasien og skabe kontakt til den indre verden. Det gode ved historier er, at de ikke kan være forkerte. De rammer noget i os, fordi vi alle er skabt af – og skaber os selv gennem – historier. Men personlige historier er en meget privat sag i Mellemøsten, og det er nyt for os at se dem blive brugt på denne måde i det offentlige rum,” siger Shireen Yaish, dfer er koordinator af Hakaya-festivalen.

Hun ser meget gerne et styrket samarbejde med C:NTACT og Mellemfolkeligt Samvirke omkring historiefortælling. ”Jeg tror på, at folk opdager hinanden gennem historier. Men det er ikke sikkert, at vi vil kunne få folk i den arabiske verden til at stille sig op på scenen på samme måde, som de unge danskere har haft mod til at gøre,” pointerer hun.