Nyt unuanceret udfald imod dansk udviklingspolitik

Martin Paldam har kun set på vækst, ikke bekæmpelse af fattigdom, og hans forsimplede budskab kommer dermed til at afspore debatten, skriver Trine Pertou Mach og Frans Mikael Jansen fra Mellemfolkeligt Samvirke.

Af Trine Pertou Mach og Frans Mikael Jansen

22. januar 2008

Det er altid en ”god historie”, når nogen stiller spørgsmålstegn ved, om u-landsbistanden virker. Med jævne mellemrum er der forskere, der rydder forsiderne og får adgang til alverdens debatprogrammer på den konto. Nu har Martin Paldam gentaget dette stunt, og reaktionerne er helt forudsigelige. Helt sikkert også for Martin Paldam, som jo har gjort det før. Stor medieopmærksomhed, bistandsaktørerne tager til genmæle, andre forskere underkender metode og konklusion, og nogle politikere udnytter situationen politisk  ved ”samvittighedsfuldt” at bede om en uafhængig undersøgelse.

For den almindelige dansker skaber det naturligvis uro. Man håber og forventer jo, at de penge, man betaler over skattebilletten og i bidrag til de folkelige u-landsorganisationer, gør en forskel for afskaffelse af fattigdom. Man kan naturligvis ikke helt gennemskue argumenterne, men når nu en professor har forsket i disse ting, så gør det naturligvis indtryk.

U-landshjælp hjælper
Lad os derfor indledningsvist slå fast, at u-landshjælp hjælper. Det løser bestemt ikke alle problemer, der er også både god og dårlig bistand, der er uheldige bivirkninger, men helt generelt gør det en stor positiv forskel. Nu har Paldam ikke set på fattigdomsbekæmpelse, ikke set på menneskerettigheder, eller menneskelig udvikling, men på økonomisk vækst. Paldam har ikke set på, hvad der ville være sket uden u-landsbistand, men på den påståede udeblivelse af resultater på den overordnede økonomiske fremgang.

Mellemfolkeligt Samvirke har aldrig påstået, at der kan skabes omfattende økonomisk vækst, eller at vi kan afskaffe fattigdom alene med udviklingsbistand. Dertil er dens størrelse og betydning alt for marginal i forhold til en række andre forhold. For at illustrere dette kan man se på, hvad det tidligere Vesttyskland har brugt på at hjælpe det tidligere Østtyskland så nogenlunde på fode. Ifølge de tyske vismænd er der fra 1991 til 2003 brugt ca. 950 milliarder euro – næsten det samme som den samlede u-landsbistand til alle verdens udviklingslande i den samme periode. Et andet eksempel som stiller udviklingshjælpens størrelse lidt i relief er, at danske landmænd i gennemsnit får over 150.000 kr. i EU-tilskud årligt, mens Etiopien i samlet udviklingsbistand kun modtager, hvad der svarer til 150 kr. pr. indbygger (1000 gange mindre).

Mellemfolkeligt Samvirke har gennem årene argumenteret for mere og bedre udviklingsbistand. Ja, men vi har også argumenteret for, at bistand alene ikke kan sikre udvikling. Det overrasker os derfor ikke, at Paldam ikke kan finde en direkte sammenhæng mellem udviklingsbistand og vækst. Der skal jo andet end bistand til at finansiere og sikre udvikling. Bistanden kan være med til at forbedre evnen og kapaciteten til at sikre udvikling, men den kan ikke i sig selv sikre vækst og udvikling.

”Trade, not aid”
For en del år siden greb det engelske slogan ’Trade, not aid’ om sig. I andre perioder har det været udenlandske investeringer, gældslettelse, optimal brug af lokale ressourcer, god regeringsførelse og forpligtende globalt samarbejde, der er blevet fremhævet som løsningen. Først i forbindelse med FN konferencen om ”Finansiering af udvikling” i Monterrey i 2002 blev det almindeligt anerkendt, at det er en kombination af disse midler, der er behov for, hvis en socialt afbalanceret udvikling i verdens fattigste lande skal sikres.

Bistand gør det langt fra alene. Private udenlandske investeringer kan tilføre langt mere kapital end den relativt beskedne globale bistandsindsats på ca. 80 mio. US $ om året. Øget handel og mere retfærdige handelsvilkår kan bidrage med 4-5 gange så meget og være med til at bringe udviklingslandene ud af råvareleverandør-rollen og bidrage til, at en større del af forarbejdningen af råvarerne foregår der og skaber lokal beskæftigelse. Gældslettelse kan i de mest forgældede udviklingslande frigøre større beløb, end landene modtager i bistand. Overførsler fra borgere, der arbejder i udlandet, skønnes at være større end indtægterne fra de vigtigste eksportvarer og langt større end bistanden udefra.

Udviklingsbistand fortsat nødvendig
Udviklingsbistand er fortsat et nødvendigt middel for de fattige lande til at skabe de rammevilkår, som er nødvendige for f.eks. at kunne udnytte handelsmulighederne, at kunne styre og få glæde af investeringerne, at kunne konsolidere en demokratisk udvikling med god regeringsførelse, og at kunne sikre en socialt afbalanceret udvikling.

Erklæringen fra Monterrey-konferencen var en flot markering af en mere nuanceret forståelse af udviklingsbehovene. Og den var et meget lovende udtryk for en ny form for helhedstænkning og vilje til at både de rige og de fattige lande, hver med deres muligheder, ville bidrage til en udvikling, som alle kunne få glæde af. Desværre har de rige lande ikke leveret deres bidrag – hverken i form af øgede investeringer, øget bistand eller mere retfærdige handelsvilkår. De bruger fortsat mere på at beskytte og subsidiere deres egne landbrug end på at støtte udvikling i de fattigste lande – og det ligger meget langt fra løfterne i Monterrey erklæringen. Til gengæld har de været rigtig gode til at stille krav til udviklingslandene om, at de skal levere deres andel af aftalen: liberalisering, privatisering, demokratisering, god regeringsførelse og meget andet.

Vi er derfor enige med Dansk Folkeparti, når de melder ud, at man i u-landenes interesse skal afskaffe EU's landbrugsstøtte, problemet er blot, at det siger DF gerne, når u-landsbistanden angribes, men ellers er det ikke en holdning, som partiet arbejder politisk for.

Martin Paldam kommer med sit forsimplede budskab til at afspore snarere end at fremme debatten om, hvordan vi skaber vækst og udvikling i den fattigste del af verdenen. I virkeligheden lægger han brænde på bålet hos de mest reaktionære kræfter, der gerne vil beskære dansk udviklingsbistand. Vi må ikke håbe, at det også lykkes ham at skabe forvirring og usikkerhed hos for mange danskere, som ikke er inde i disse relativt komplicerede problematikker.

Trine Pertou Mach og Frans Mikael Jansen,
forkvinde og generalsekretær i Mellemfolkeligt Samvirke