Kenya skal reddes af internationalt pres
Det er svært at se, hvordan Kofi Annan skal kunne mægle en løsning igennem. Det stærkeste kort er trusler om sanktioner mod landets regering og politiske elite fra det internationale samfund.
Af Adan Kabelo og Morten Bonde Pedersen24. januar 2008
ANALYSE. Kun få kenyanere tror for alvor på, at FN's tidligere generalsekretær Kofi Annan kan mægle landet ud af den aktuelle krise. Flere tror, at internationalt pres kan påvirke de to politiske fløje, som står over for hinanden
Kofi Annan har taget over efter Jendayi Frazer, som var udsendt af det amerikanske udenrigsministerium, og formanden for den Afrikanske Union, Ghanas præsident, John Kufuor. De har begge forladt landet efter forgæves at have forsøgt at mægle i den aktuelle konflikt, der har lammet Kenya de seneste fire uger.
Det står klart, at Annan er på en mere end vanskelig opgave med at skabe dialog mellem to fløje, som begge står stejlt.
På den ene side forsøger regeringen at nedtone problemerne med vold og uro over for omverdenen og afviser at forhandle om den politiske magt. På den anden side kræver oppositionspartiet ODM, at stemmerne til præsidentvalget skal tælles på ny under overvågning af en uafhængig, international instans. Er det ikke muligt, skal der udskrives omvalg, så snart det er muligt.
Med krav, der er så fjernt fra hinanden, er det svært at se, hvordan Kofi Annan skal kunne mægle en løsning igennem. Det stærkeste kort i det spil er trusler om sanktioner mod landets regering og politiske elite fra det internationale samfund og fra den kenyanske befolkning.
Danmark har sammen med 13 andre vestlige lande truet med at indstille al økonomisk bistand til Kenyas regering, hvis ikke parterne finder en fredelig løsning. I stedet skal bistanden kanaliseres til den private sektor og private organisationer. Den politik støtter et stort flertal i Europa-Parlamentet.
Også Verdensbanken og den Afrikanske Udviklingsbank lægger pres på politikerne med trusler om at indstille lån til Kenya.
Desuden har visse europæiske lande truet med indrejseforbud rettet mod politikere fra begge fløje. Det vil ramme landets kosmopolitiske elite hårdt. Endnu hårdere vil det formentlig være, hvis de samme sanktioner blev udvidet til disse menneskers nærmeste familie. Mange rige kenyanere har voksne børn eller børnebørn, der bor og studerer i Vesten.
Presset fra det internationale samfund er et stærkt kort mod en regering, der bryster sig af at have trukket Kenya ud af det økonomiske dødvande, landet befandt sig i under den tidligere præsident Daniel arap Moi, der gik af i 2002.
En vækst i Kenyas økonomi på godt seks procent sidste år har udløst international anerkendelse og er blevet holdt frem af regeringen op til valget som et bevis på dens duelighed. Prognosen for i år var - indtil uroen brød ud - en vækst på syv procent. Det anses dog ikke længere for realistisk. Ikke mindst fordi turistsektoren har lidt store tab.
Turisme er essentiel for Kenyas økonomi. Vintermånederne er højsæson, og derfor er det fatalt, at mange hotelværelser i disse uger står tomme. Det rammer ikke kun de mange, der har mistet deres job på hotellerne. Også Kenyas økonomiske elite kan mærke følgerne. Mange kenyanske pengemænd har investeret formuer i hoteller og turist-aktiviteter, der gennem årtier har været en lukrativ sektor.
Det er ikke kun sanktioner fra udlandet, der truer privatøkonomien hos den såkaldte politiske og økonomiske klasse. Internt i landet har oppositionen varslet en boykot af firmaer, som ejes af bestemte personer med tilknytning til regeringen. Endnu er der ikke offentliggjort nogle navne på firmaer, som ønskes boykottet, men lister over firmaer og deres ejere cirkulerer på e-mail.
Desuden er det ved at blive et problem for regeringen, at dele af samfundet stadig ligger stille. Eksempelvis står de offentlige universiteter tomme her tre uger, efter undervisningsåret begyndte. Regeringen frygter at åbne en ny front i konflikten, hvis de studerende får lov at indtage klasseværelserne. Sker det, er der en risiko for, at stridigheder mellem studerende fra forskellige stammer skaber ny uro, hvis da ikke studenterne vil gøre fælles front mod magthaverne med demonstrationer og happenings, der kan skabe fornyet international opmærksomhed.
Uanset om det lykkes at forhandle sig frem til en politisk løsning eller ej, er de hårde tider næppe forbi for Kenya. Selv hvis Annan leverer miraklet, vender landet ikke uden videre tilbage til normaltilstanden fra før valget. Genopretning handler ikke kun om at erstatte nedbrændte butikker, ødelagte veje og smadrede biler. Det handler nok så meget om, at Kenyas mange stammer igen skal være villige til at leve side om side og samarbejde i det daglige. Før det sker, er der mange dybe sår, der skal heles.
Morten Bonde Pedersen og Adan Kabelo arbejder begge for Mellemfolkeligt Samvirke i Kenya