Markant medlemsfremgang i MS
Langt flere danskere vælger verden og bliver medlemmer af Mellemfolkeligt Samvirke. I løbet af de seneste 2 år har organisationen oplevet en medlemsfremgang på 50 % og har nu over 6000 medlemmer.
29. december 2004Det er mere end på noget tidspunkt i organisationens 60-årige historie. Dertil kommer omkring 100 kollektive medlemmer, som repræsenterer store og små foreninger med tilsammen over en million danske medlemmer, der også har valgt at støtte op om Mellemfolkeligt Samvirkes vigtige arbejde.
"I en tid med nedskæringer på u-landsbistanden og en barsk udlændingedebat oplever vi, at det er nemmere at hverve medlemmer. Folk har igen brug for at give deres holdninger udtryk. En af måderne er at melde sig ind i en forening som Mellemfolkeligt Samvirke, der arbejder for mangfoldighed og en mere retfærdig verden," siger Mellemfolkeligt Samvirkes formand Søren Hougaard.
Medlemsfremgangen kommer efter en række nye tiltag: Dagbladsannoncer med kendte og ukendte danskere, der repræsenterer et bredt udsnit af befolkningen. Ny hjemmeside www.blivmedlem.nu, hvor medlemskaber kan betales med Dankort. Telefonnumre med døgnindmeldelse. Medlemmer, der hverver medlemmer, og en særdeles aktiv hverveindsats over for tidligere medlemmer.
Mellemfolkeligt Samvirke blev grundlagt i 1944 som Fredsvenners Hjælpearbejde, en forening der var aktiv i at genopbygge Europa efter 2. Verdenskrig. I 1948 tog organisationen navneforandring til Mellemfolkeligt Samvirke, der gik i gang med Danmarks u-landsarbejde i 50’erne og 60’erne. I 1974 blev det en medlemsorganisation og tog i det tiår del i det, der dengang hed fremmedarbejderdebatten.
I dag udfører Mellemfolkeligt Samvirke og omkring 200 lokale partnere i Asien, Afrika og Mellemamerika udviklingsarbejde på områder som menneskerettigheder, miljø og AIDS. Organisationen arbejder stadig med minoritetsspørgsmål, arrangerer ungdomsudveksling og laver et bredt oplysningsarbejde i Danmark med udgivelser, foredrag, bibliotek og butik.
”Den store medlemsfremgang afslutter vores 60-årige jubilæum på fornemste vis. Mellemfolkeligt Samvirke har en lang og spændende historie, men appellerer stadig til danskere. Vi står for tradition og fornyelse på samme tid. Og vi skal have endnu flere danskere til at vælge verden og blive medlemmer af Mellemfolkeligt Samvirke. Det gør os endnu stærkere, når vi blander os i samfundsdebatten,” siger Søren Hougaard.
Mellemfolkeligt Samvirke er samtidig under et ydre pres. For at styrke den folkelige forankring har Udenrigsministeriet krævet 5500 medlemmer ved udgangen af 2004. Ellers kunne det få konsekvenser for midlerne til organisationens u-landsarbejde. Det mål er langt mere end opfyldt.
Yderligere oplysninger:
Søren Hougaard, formand for Mellemfolkeligt Samvirke, 21602068



