Storyteller med slør

For tre år siden vidste hun ikke, hvad ordet ’integration’ betød - nu rejser hun Danmark tyndt for at fortælle sin personlige historie om at være kurdisk og dansk på samme tid. Zerife Özclan er en af frontløberne i Betty Nansens C:ntact projekt, og i januar stod hun på scenen i Jordan til en fortællefestival støttet af Mellemfolkeligt Samvirke.

18-årige Zerife Özclan fra Betty Nansen Teatrets C:ntact-projekt stod på scenen i Jordan i januar.

Der er noget fandenivoldsk over 18-årige Zerife Özclan. Hun har sagt ”røv” i Deadline på DR2 – og nu sidder hun ganske ublu og tysser på det jordanske publikum, der er kommet ind for at opleve hende – og resten af den unge Taskforce fra Betty Nansen Teatrets C:ntact projekt - fortælle deres personlige historier.

”Når vi er rejst hele vejen fra Danmark for at komme herned og optræde, så skal de da også høre efter,” siger Zerife med ild i øjnene, mens hun retter på sit mintgrønne slør, så en fin blondekant ved hårgrænsen kommer til syne. 

Zerife er kurder fra Tyrkiet og bor i Valby. Hun har gået på mange forskellige skoler og har også været omkring et Julemærkehjem. Døren til skuespillets verden åbnede sig ved et tilfælde for tre år siden, da en lærer på hendes skole en dag spurgte hende, om hun havde lyst til at være med i et nyt teaterprojekt, som Betty Nansen Teatret havde sat i søen. 

”Jeg sagde ja – uden at ane, hvad det gik ud på. Faktisk troede jeg, at teater var noget med Romeo og Julie, opera og alt sådan noget kedeligt noget. Det tror jeg, at mange unge stadigvæk tænker. De bliver i hvert fald vildt overraskede, når vi kommer ud på skoler rundt omkring i Danmark og går i gang med at optræde,” siger hun.

Under Betty Nansen Teatrets hat var Zerife med til at tage de første spadestik til det integrationsprojekt, der senere kom til at hedde C:ntact.

”Da jeg startede, vidste jeg slet ikke, hvad ordet ’integration’ betød. Jeg hørte det hele tiden: integration, integration, integration, og kunne godt se på folk, at det var et vigtigt ord – men jeg var bange for at gøre mig selv til grin ved at spørge, hvad det betød. Til sidst gik det op for mig, at det havde noget med indvandrere og samfund at gøre,” griner Zerife.

Teater dagen lang
I dag fungerer C:ntact som en kunstnerisk platform, hvor unge med såvel dansk som udenlandsk baggrund kan udtrykke sig på deres egne præmisser. De unges personlige historier er i centrum, og med hjælp fra professionelle kunstnere lærer de at formidle deres historier til publikum. 100 unge er hvert år med i C:ntact, og omkring 20.000 danskere har oplevet de unge storytellere på scenen.

Zerife er med i C:ntacts Taskforce – en teatertrup bestående af unge mellem 15-25 år. De tager ud på skoler, til konferencer, til institutioner – og sparker med deres forestillinger liv i debatten om integration, og om hvordan det er at være ung i et Danmark, der er under konstant forandring.

”Jeg tror, at jeg bruger 20 pct. af mit liv på at sidde i en bus på vej til en forestilling. Det er det, jeg laver 24-7 – når jeg altså ikke går i skole,” siger Zerife. 

Den historie, hun optræder med i Jordan, handler om hendes farmor.

”Det er historien om en kvinde, der har boet i Danmark i 20 år – men er lige så fremmed som en, der kun har boet her i to uger. Hun er analfabet og kan slet ikke finde ud af, hvordan man ringer til lægen, eller hvor mange piller man skal tage, hvis man har ondt i knæet. Jeg har prøvet at komme hjem og se min farmor sidde og græde, fordi vi ikke besøger hende nok. Det er vigtigt at få fortalt hendes historie – for der er faktisk mange, der har det sådan i Danmark, selv om vi gør så meget for integration og tvinger ældre til at gå på arbejde,” siger Zerife med energi i stemmen.

”Herre-nice” publikum
Besøget i Jordan og mødet med et mellemøstligt publikum har gjort stort indtryk på Zerife.

”Jeg er en meget sjov person – for på den ene side kan jeg snakke om integration, og på den anden side har jeg haft mange fordomme om folk fra Jordan. Jeg har tænkt på, om de overhovedet ville kunne forstå engelsk – tænk hvis de kun kunne sige ’buy something?’ eller ’hungry, hungry?’. Men jeg var nok lidt for hård – for publikum var herre-nice. Jeg var virkelig, virkelig overrasket over deres reaktioner. Folk har gået rundt i to dage til denne festival og lyttet til storytellere, som de har hørt på i hele deres liv. Og pludselig kommer vi – en flok unge mennesker – som bare er seriøse. Da vi så folks ansigter efter forestillingen, gav det virkelig et kick – for man kunne se, at de bare ville have mere,” siger Zerife med et stort smil.

”Flere kom op og sagde til os, at de kunne sammenligne det, vi fortalte om at være indvandrer i Danmark, med deres eget liv. Egyptere, der bor i Jordan, palæstinensere, der bor i Israel – det er de samme ting, de oplever. De kunne helt klart bruge det til noget, selv om vi kommer fra lille kolde Danmark.”

Zerife mener, at det har stor betydning, at det mellemøstlige publikum har fået lov at møde dem, der ejer historierne.

”Der står ikke en lyshåret nyhedsvært og fortæller, hvordan tingene er i Danmark. Jeg tror, at folk hernede vil huske os, fordi vi har fortalt vores egne historier,” siger hun.

En af de historier, som Zerife fortæller, efter at hun er trådt ud af det jordanske rampelys, er den om hendes optræden i Deadline på DR2. Sidste år vandt C:ntact integrationsministeriets  ”Ildsjælepris”, og Zerife blev inviteret i studiet sammen med teaterchef på Betty Nansen, Henrik Hartmann.

”Og så sagde jeg noget med, at det er godt, at de unge får et ”spark i røven” og kommer væk fra gadehjørner, eller hvor de ellers hænger ud, for at spille teater i stedet for. Jeg kunne godt se, at de andre begyndte at grine – men jeg tænkte, at det var fordi jeg havde sagt noget rigtig klogt.”

Det havde hun faktisk også. C:ntact er i hvert fald blevet en dundrende succes i Danmark – og har nu også skabt debat i Mellemøsten.