En træmand i mahogniland

Fra byen Koboko kan Martin se over grænserne ind i både Sudan og Congo. De geografiske grænser ligger fast, men Martins egne grænser har flyttet sig i løbet af de sidste tre år som tømrer i Uganda.

Af Karsten Peier

Med lidt god vilje kan man godt få de bløde bjerge og grønne vidder i det nordvestligste hjørne af Uganda til at minde om det kuperede og frodige landskab på Fyn. Men så hører ligheden også op.

Bananpalmerne, de rustrøde og hullede jordveje og de runde lerhytter med stråtag vidner om, at der er langt til Glamsbjerg paa Vestfyn, hvor Martin Plauborg Schmidt stammer fra. Det er ikke kun omgivelserne, der er drastisk anderledes. På næsten alle områder adskiller hans og familiens liv sig fra den danske dagligdag, de forlod for snart tre år siden.

Martin og hans kone, Tine Schmidt, arbejder som udviklingsarbejdere for Mellemfolkeligt Samvirke (MS) hos hver sin organisation i Koboko. Med sig har de datteren Anne-Sofie, som er fem år.

Det er i tømrerværkstedet på Uganda Scouts Vocational School – en teknisk skole – Martin bruger det meste af sin arbejdstid. I Danmark gik de fleste timer med at montere det ene køkken efter det andet. I Uganda lærer han blandt andet de studerende, hvordan man laver samlinger, tagkonstruktioner og møbler.

Lærerige udfordringer

Ind imellem hjælper han skolens ledelse med at lave undervisningsmaterialer og studieplaner, og der bliver også tid til afgive tilbud, modtage ordrer på opgaver og holde lidt styr på værkstedets regnskab. Så det er ikke underligt, at Martin beskriver sin ugandiske tilværelse som afvekslende, lærerig og fyldt med udfordringer.

"I Danmark er det meste tømrerarbejde jo rutinepræget serieproduktion. Hernede er der sjældent to dage, der ligner hinanden. Der er mange forskellige opgaver, og der er plads til, at jeg plukker de mest nødvendige og interessante ud og afprøver nye ideer. Det er nok den største fordel ved at være her", fortæller Martin.

Ikke alene har han som tømrer lært en masse om snedkeri gennem arbejdet med at lave stole, sofaer, senge, borde, skolepulte osv. Han har også fået erfaring i at inspirere og lære fra sig, og det har været en stor udfordring.

"Selv om min jobbeskrivelse siger, at jeg er rådgiver, så er det svaert ikke at blive betragtet som en slags chef, og jeg skal passe paa ikke at overtage beslutningsprocessen I effektivitetens navn. Jeg skal vise initiativ og være et godt eksempel for eleverne og samtidig motivere dem til selv at tage beslutninger og initiativ", forklarer Martin, der beskriver sig som en mand af få ord.

Kommer tid, kommer råd

Derfor var det en stor tærskel, han overskred, da han med kort varsel fik til opgave at stå foran en stor flok elever og give dem teoretisk undervisning. Det gav stress på de indre linjer, men ellers er hverdagen mindre stresset end den danske. Mange ugandere har en meget afslappet holdning til deadlines. Hvis de overskrides, er det ingen katastrofe. "Kom igen i morgen eller i næste uge", er holdningen, og det ser Martin som både en ulempe og en fordel.

"Jeg synes, tempoet i Danmark er alt for højt. Alligevel tog det tid at vænne sig til tempoet hernede, hvor de har et helt andet forhold til livet og arbejdet. Mens vi i Danmark skynder os, fordi "tiden går", saa er indstillingen hernede, at der ikke er grund til at have for travlt. For der kommer jo mere tid i morgen. Derfor er det ikke så mærkeligt, at de har svært ved at se det nødvendige i at overholde deadlines, og derfor er tålmodighed en forudsætning for at arbejde her", siger tømrersvenden fra Fyn.

De fleste elever er vokset op i en lerhytte, hvor der ikke findes andre møbler end en måtte af strå til at sove på. Og de er her på skolen, fordi det er deres eneste mulighed. Ikke fordi de har valgt det af interesse. Martin mener, det er en del af forklaringen på, at eleverne har svært ved at vise initiativ og begejstring og forstå, at møblerne skal have en flot finish. Og så er det en del af kulturen, at man ikke udfordrer sine overordnede. Derfor gør man kun, hvad man får besked på.

"Hvis man selv tager en beslutning eller et initiativ, bliver det betragtet som en udfordring. Lederen føler sin position truet og vil måske straffe den, der har handlet selvstændigt. Det bremser mange initiativer", forklarer Martin.

Til gengæld er glæden og tilfredsstillelsen stor ved at følge de elever, der kommer fra ingenting og ender med at kunne et håndværk, de kan leve af. For eksempel forældreløse Samuel. Han har efter basisuddannelsen paa USVS knoklet for at skrabe penge sammen til anden del af tømreruddannelsen. Den klarede han så godt, at han nu er i gang med faglæreruddannelsen. Martin og Tine håber, at de kan hjælpe ham til et ophold i Danmark, så han kan få mere praktisk erfaring i et dansk tømrer- eller snedkerfirma.

Gammelt og godt

Fra en dansk synsvinkel kan det virke grotesk, at der stort set kun arbejdes med mahogni- og teaktræ fra Sudan og Congo i skolens tømrerværksted. Selv tagkonstruktionerne bliver lavet af mahogni. Men det er nu engang de træsorter, der er mest af og tradition for at bruge.

Værkstedet består af en lang, muret bygning med tagplader af blik og blå jerngitre for de rudeløse vinduesrammer. Planker ligger overalt i stabler og venter på at blive forarbejdet.

I den ene ende af værkstedet står en gammel traktormotor, og ved hjælp af en seks meter lang aksel under gulvet driver den seks maskiner – blandt andet en fræser, en afretter og en tykkelseshøvl.

Maskinerne er gamle, men til gengæld er de simple og stærke. Det er vigtigt her i Koboko, hvor vedligeholdelse og reservedele ofte er ligeså fjerne begreber, som fritgående elefanter og vildtvoksende bananpalmer er i en dansk sammenhæng.

Og så har maskinerne en speciel historie. De har nemlig rejst samme tur som Martin, inden de fandt deres nuværende ståsted. De stammer fra hans far, Arne Plauborgs, hobbyværksted, hvor de allerede havde stået længe, da faderen købte det i 1976.

"Selvfølgelig har jeg et specielt forhold til dem, fordi jeg har "kendt" dem, siden jeg var lille, og fordi jeg har fået dem herned. Godt nok er de gamle, men de virker", siger Martin og klapper tykkelseshøvlen.

Ved hjælp af maskinerne kan eleverne lære mere og værkstedet producere mere end uden maskinerne. Snart skal den gamle traktormotor arbejde endnu mere. Den skal nemlig også drive en generator, som igen skal trække fire nye maskiner skænket af en tysk donor.

Stuepige og nattevagt

Det var helt tilfældigt, at Martin i 1999 bed mærke i en jobannonce fra MS, da han læste dagens avis.

"Vil du med til Uganda?"

"Ja", svarede Tine, som er uddannet indenfor marketing, da hun havde læst annoncen, hvor MS søgte et par.

I Koboko arbejder hun med organisationsopbygning, markedsføring, regnskab og anti-korruption i en organisation med mange gøremål – blandt andet landbrug, familieplanlægning, voksenuddannelse og hygiejne.

På den private front adskiller den lille families dagligdag sig også en del fra livet i Danmark.

Et par solpaneler i haven sørger for, at familens hus i udkanten af Koboko for det meste har elektricitet og varmt vand i bruseren. En stuepige sørger for, at huset er rent, opvasken taget og tøjet vasket. Og en nattevagt sørger for den trygge søvn. Anne-Sofie har god plads og boltre sig på i den store have, hvor der blandt andet vokser teaktræer, majs og chili.

"Det er på mange måder en priviligeret tilværelse. Vi har mere tid, og vi er kommet tættere på hinanden. Vi snakker meget mere sammen, fordi alt omkring os er så anderledes, og vi oplever noget nyt hver dag. Så der er mere at snakke om", siger Martin.

Men teaktræerne vokser ikke ind i himlen, selv om Koboko er et frugtbart område. Der er også afsavn. For eksempel er der cirka 10.000 kilometer til familien og vennerne i Danmark og godt 600 kilometer til de gode indkøbsmuligheder og underholdningstilbud i Ugandas hovedstad, Kampala.

"Vi har mindre social kontakt end derhjemme. Dels har vi som familie ikke det samme behov for kontakt, som en enlig ville have. Dels er det svært at komme tæt på folk privat, fordi forskellene i baggrund, uddannelse og økonomisk status er så store. Men folk i Koboko og Uganda er generelt meget venlige og imødekommende, så det er mest op til en selv. Man skal bare være åben for mulighederne", understreger Martin, der sammen med sin familie forlader Koboko til februar 2003, hvor deres kontrakter med MS ophører.

Hverken Martin eller Tine har på noget tidspunkt fortrudt, at de tog det store skridt og rejste til Uganda. Før de drog af sted, aftalte de, at hvis én af dem eller Anne-Sofie ikke havde det godt med at være i Koboko, ville de straks tage hjem. Det har aldrig været på tale.