Fremgangslandet, der gik ned
På afstand ligner de seneste ugers kaos i Kenya en pludselig nedsmeltning af et samfund på vej frem. Men kigger man bag facaden, er det måske lettere at forstå, hvordan det tvivlsomme resultat af præsidentvalget den 27. december kunne føre til flere end foreløbig 1000 dræbte og flere end 300.000 fordrevne.
Af Morten Bonde Pedersen, Informationsmedarbejder i MS-Kenya08. februar 2008
Omkring juletid var hotellerne i Kenyas nationalparker og langs Det Indiske Ocean fuldt belagt. Landet var på vej til at tage afsked med 2007. Et år, hvor den økonomiske vækst passerede bemærkelsesværdige seks procent, hvor nye store vejprojekter var sat i gang med tilskud fra EU, og hvor folk med penge på lommen forberedte sig på at få del i aktier i landets største telekoncern, Safaricom, som staten ville privatisere.
I dag er de fleste hoteller enten næsten mennesketomme eller lukket. Hovedvejenes ringe beskaffenhed er der ikke mange, der skænker en tanke, fordi kun få chauffører tør sætte sig bag rattet af frygt for sikkerheden, og statens salg af teleaktier er udskudt.
På afstand ligner de seneste ugers kaos en pludselig nedsmeltning af et samfund på vej frem. Men kigger man bag vækstkurver, aktiekurser og investeringsrater, er det måske lettere at forstå, hvordan det tvivlsomme resultat af præsidentvalget den 27. december kunne føre til flere end foreløbig 1000 dræbte og flere end 300.000 fordrevne.
Uden for de økonomiske vækstcentre lever millioner af kenyanere i dyb fattigdom i fjerne landområder eller i storbyernes slum. For dem handler dagligdagen udelukkende om at skaffe sig det måltid, som skal holde dem i live til i morgen.
Ifølge FN lever halvdelen af befolkningen på den forkerte side af FNs fattigdomsgrænse. Samtidig tjener en elite på omkring ti procent af befolkningen godt 40 procent af indkomsten i landet.
De enorme sociale forskelle har historisk kun fyldt lidt i denne offentlige debat. Gennem 24 år med Daniel arap Moi som enevældig hersker blev medier og civilsamfund styret med hård hånd.
Efter at Moi trådte tilbage i 2002, og den nuværende regering under Mwai Kibaki kom til, blev ytringsfriheden udvidet, og organisationer fra det civile samfund fik større råderum.
Michael Muragu er formand for PeaceNet, Kenyas føren-de fredsorganisation. Han mener, den netop overståede valgkamp adskiller sig markant fra de ni tidligere i det selvstændige Kenyas historie.
- Kenyanerne oplevede for første gang, at politikerne talte om emner, som er vigtige for de fattige såsom social ulighed og korruption. Det har ellers været emner, politikerne nødigt har ville berøre, siger han.
Dominic Walubengo er en af veteranerne i Kenyas civilsamfund og leder den politiske miljøorganisation Forest Action Network. Han mener, at politikerne i denne valgkamp har inddraget sociale temaer i en grad, som ikke før er set.
- ODM (oppositionspartiet, red.) har været meget god til at fange og sætte ord på de marginaliseredes problemer. Derfor har mange mennesker nu følt, at det var tid til at skabe forandringer med deres stemmeafgivelse, siger han.
Begge ser de seneste ugers opstand og uro som en logisk følge af de seneste års demokratiske udvikling.
- Paradoksalt nok har udvidelsen af ytringsfriheden arbejdet mod den selvsamme regering, som har sat den demokratiske udvikling i gang. Kenyanerne er blevet bevidste om deres rettigheder. De kan se, at goderne i landet er ulige fordelt, de kan se, at korruption er et problem alle vegne, og de kan gennemskue politikernes floskler, siger Michael Muragu.
Præsidentvalget tegnede gennem det meste af valgkampen til at blive tæt. De to hovedkandidater har opbakning fra hvert deres etniske bagland bestående af en koalition af stammer.
Det var derfor på forhånd ventet, at tilhængere af en af de to fløje ville stå skuffede og frustrerede tilbage efter valget. Kun få kenyanere havde dog troet, situationen ville udvikle sig så voldeligt som tilfældet er. Ifølge Dominic Walubengo skyldes det den kaotiske stemmeoptælling.
- Kenyanerne ved i dag meget om demokrati og kan se, hvornår et valgresultat er manipuleret, og hvornår det ikke er. De er blevet meget frustrerede, fordi de kan se, at deres ledere ikke selv praktiserer demokrati, siger han.
Danske Poul Thisted har boet og arbejdet som menneskerettighedsrådgiver i syv år i Kisumu, Kenyas tredjestørste by, oppositionens højborg og hovedstad for luo-stammen, som opposi-tionsleder Raila Odinga tilhører.
Kisumu er i dag stort set brændt ned til grunden efter at vrede menneskemasser i ugerne efter valget hærgede byen. Fra sit hjem i Kisumu tilslutter han sig synspunktet om, at den rodede stemmeoptælling var gnisten, der fik vreden til at flamme op.
- De fattige havde sat deres lid til ODM, som under valgkampen havde benyttet sig af, hvad vi vil kalde en socialdemokratisk politisk retorik. Luoerne troede på, at det nu var deres tur til at få del i den økonomiske vækst. Folk er vrede, fordi de er sikre på, at det også ville være gået sådan, hvis ikke deres stemmer var blevet stjålet, siger han.
Luoernes hærgen i Kisumu har især ramt kikuyuer, stammefrænder til præsident Kibaki.
Ligesom i andre kenyanske byer var de fleste småhandlende i Kisumu fra kikuyu-stammen. Indtil valget kom.
I dag er byen ifølge Poul Thisted etnisk renset. Til gengæld er luoer fra andre provinser blevet tvunget til at flytte tilbage byen, mange af dem drevet på flugt af kikuyubander.
Netop den såkaldte 'balkanisering' af landet, hvor bestemte geografiske områder er forbeholdt bestemte etniske grupper, udgør det største problem for landets økonomi på sigt.
En gruppe førende erhvervsledere advarede tidligere på ugen om, at 400.000 arbejdspladser risikerer at gå tabt, hvis volden fortsætter.
De samme erhvervsledere opfordrer derfor regeringen til at sikre, at alle kenyanere kan slå sig ned og drive forretning hvor som helst i landet. Ingen er i tvivl om, at det vil tage lang tid at nå dertil. Og ingen er i tvivl om, at landets førende politikere må blive enige om en politisk løsning på konflikten, før livet kan vende tilbage til normalen.
Under ledelse af FNs tidligere generalsekretær Kofi Annan forhandler præsident Mwai Kibaki og oppositionsleder Raila Odinga i disse dage om skabe fred og tage fat på nogle af de strukturelle problemer, som har udløst konflikten.
De to ledere blev i sidste uge enige om en firepunktsplan, der skal føre Kenya ud af krisen. Forhandlingerne betegnes som det sidste håb for Kenya . Ingen taler om, hvad der vil ske, hvis også det håb brister.