Bragt i Kristeligt Dagblad den 11. februar 2008

Flygtninge krydser hinandens spor

Etniske mindretal bliver fordrevet overalt i landet. De vender hjem til deres stammefæller for at begynde en ny tilværelse. Kenya er ved at blive etnisk opdelt.

Af Morten Bonde Pedersen, informationsmedarbejder i MS-Kenya

FNs børneorganisation, Unicef, har de seneste dage delt sølvgrå presseninger ud i Jamhuri Park i udkanten af Kenyas hovedstad, Nairobi. Her bor tusindvis af internt fordrevne kenyanere, der er flygtninge i deres eget land.

De sølvgrå platikstykker tjener som afskærmning mod vind og vejr for de familier, der har installeret sig under halvtag i de hestestalde, som tages i anvendelse, når der er ridestævner i parken. Jamhuri Park ligger under normale omstændigheder øde hen 11 måneder om året, når der ikke er stævner og udstillinger.

Derfor var det her, de første flygtninge søgte tilflugt, da Kenyas største slumkvarter, Kibera, eksploderede i vold og ildspåsættelser den 30. december, efter at Mwai Kibaki blev genudnævnt som præsident.

Siden fik de fordrevne fra Nairobi ordre til at rømme parken og vende tilbage til deres normale tilværelse. Trods protester valgte de fleste at flytte, men netop som Jamhuri Park var ved at blive tømt, kom en anden bølge af flygtninge, ofre for hævnakter efter den første voldsbølge. Det fornyede pres på parken fik tidligere på ugen regeringen til at anerkende flygtningeproblemet, og den ansvarlige minister, Naomi Shaban, indviede officielt lejren under et besøg.

De nye flygtninge, som er strømmet til, er primært fra luo-stammen. De er blevet drevet ud Kenyas centrale provins, hvor landets største stamme, kikuyu, udgør det store flertal. Fordrivelserne er kikuyuernes svar på, at hundredtusinder af kikuyuer er drevet ud af andre provinser.

Familien Owino er blandt de luoer, som har valgt at rejse i hast fra deres hjem i et kikuyu-domineret område.

Antony og Beatrice Owino sidder på kanten af en af Unicef-presseningerne, som er lagt over de få ejendele, familien kunne nå at pakke, da de fik tilbud om at komme med bus til Nairobi. Deres tre børn løber rundt i lejren, hvor 2600 fordrevne nu bor.

- Mungiki (en frygtet kikuyu-bande, red.) havde delt sedler ud, hvor der stod, at medlemmer af visse stammer skulle flytte væk. De kom også med macheter og sagde, at jeg havde fornærmet dem. Efter det turde vi ikke at blive længere. Vi pakkede, hvad vi kunne have med os, og søgte tilflugt på politistationen, fortæller Beatrice Owino.

Antony Owino tilføjer, at det har været vanskeligt at skulle sige farvel til hus og job.

- Det hele har været uvist. Først vidste vi ikke, hvornår vi kunne komme videre fra politistationen, og nu ved vi ikke, hvornår vi kan komme videre herfra. I tre dage havde vi ingen mad, og min kone måtte gå uden for lejren for at tigge, siger han.

Familien har kurs mod en by i den provins, hvor luoerne udgør flertallet. I dag er den provins mere eller mindre etnisk renset for kikuyuer, som er luoernes politiske rivaler.

Salim Mirodho er generalsekretær i den kenyanske hjælpeorganisation Sofadecca. Hans organisation har sørget for transporten til Jamhuri Park.

- Når disse mennesker kommer hjem til de provinser, hvor deres stammefrænder udgør flertallet, er de i sikkerhed. Det er de ikke der, hvor de kommer fra. Hundredvis af mennesker er blevet overfaldet og mange dræbt på politistationer. Politiet er overbelastet og kan ikke beskytte dem, siger han.

Mens Salim Mirodho giver interview, bliver han afbrudt af to kikuyuer, som også vil give deres besyv med. De er flygtet fra Kibera-slummen i Nairobi og vil gerne tilbage til det område, hvor deres slægt kommer fra.

Tilfældigvis er det præcis det område, hvor luoerne er blevet hentet i busser. Salim Mirodho beder dem derfor være på udkig efter et lift med de næsten tomme busser, som kører tilbage efter flere fordrevne.

På den måde krydser flygtningene i disse dage hinanden, så Kenya bliver mere og mere etnisk opdelt. Kun få tør tro på, at de fordrevne inden for overskuelig fremtid kan vende tilbage. På et møde mellem en række af de største hjælpeorganisationer og uafhængige eksperter i Nairobi tidligere på ugen blev det anslået, at den aktuelle konflikt i bedste fald vil betyde, at en million kenyanere må flytte og slå sig ned andetsteds. Det har den kenyanske regering også set i øjnene, om end modvilligt.

- Det er ikke regeringens politik, at kenyanere skal flytte tilbage til deres oprindelsesområde. Men det er det, folk har ønsket, og derfor bakker regeringen nu op om den strategi, sagde den ansvarlige minister, Naomi Shaban, i denne uge på kenyansk tv.

Selv om alle de fordrevne, uanset stammetilhørsforhold, deler skæbne i lejrene, er de langtfra ligestillede, når de skal skabe sig en ny tilværelse der, hvor de slår sig ned.

De, som er blevet fordrevet under den igangværende konflikt af kikuyuer, er typisk rejst fra deres egne stammeområder for at finde job i andre provinser. Ofte har de jord, de kan vende tilbage til og dyrke hjemme, hvor slægten kommer fra.

Anderledes forholder det sig med de fordrevne kikuyer. Den provins, de rejser tilbage til, er overbefolket, og de fleste har intet jord at vende hjem til. Mange af de kikuyuer, der indtil valget i december levede som mindretal andre steder i landet, er efterkommere af emigranter, der rejste ud for at finde nye områder at dyrke.

I 1960'erne og 1970'erne slog titusinder af kikuyu-bønder sig ned i den frugtbare Rift Valley. Jorden fik de tildelt af Kenyas første præsident, Jomo Kenyatta, der selv var kikuyu. Enten blev markerne solgt til dem til en favorabel pris, eller også fik de den foræret. Hvad der præcis skete, står hen i et historisk mørke.

Hundredtusinder af efterkommere af disse bosættere står nu i en særlig vanskelig situation, forklarer Frank Ojiambo Wanyama. Han er administrativ chefredaktør på Østafrikas største avis, Nation, i Nairobi, og har fulgt kenyansk politik tæt siden 1974.

- De må nu forlade deres fødeegn og deres værdier i form af jord og investering i små landbrug. De siger ikke bare farvel til et job for at rejse hjem til slægten og den fædrende jord.