Presse   Jobs   Dokumenter   Om MS   Kontakt
dansk english Facebook Twitter

Forandring eller ingen forandring

Det er tirsdag den 13. marts, dagen efter præsidentvalget i Uganda. Hovedstaden, Kampala, opfører sig som en søndag morgen, de fleste butikker er lukket og alt ånder tilsyneladende fred og idyl. Avisernes forsider skriver med tykke typer, at den siddende præsident Yoweri Museveni fører i kampen om stemmerne, men resultatet er endnu ikke opgjort.

Af Mette Byrgesen Jensen

15. marts 2001

Først onsdag eftermiddag ved uganderne med sikkerhed, om Yoweri Museveni efter 15 år skal forlade posten som landets leder, eller om han får endnu fem år til at rette op på de ting, valgkampen har peget på som problematiske blandt andet korruption, sikkerhed og skattesystemet.

Det forventes, at Museveni vil vinde, men for første gang med en opponent mange har stemt på. Der kommer stadig meldinger om hele områder, hvor Dr. Kiiza Besigye er en klar vinder, især fra nord hvor der de sidste 15 år har været ustabilitet.

Valget i 1996 vandt han stort, og for Museveni skulle dette andet demokratiske præsidentvalg også have været "som at gå en tur i parken". Oppositionen har ikke været særlig markant, og Uganda har de sidste mange år været kendt for deres partiløse demokrati. Alle regnede ham for en sikker vinder, og hans valgslogan har da også været "No Change".

Det var derfor en overraskelse, da Museveni pludselig fik en konkurrent til præsidentposten fra sit eget Movement–system, en pensioneret general fra hæren, ven og medsammensvoren under guerillakrigen i 1986, Dr. Kiiza Besigye. De andre fire kandidater har ikke været særlig betydningsfulde.

15 år ved magten

Museveni kom til magten i 1986, hvor han sammen med en lille gruppe entusiastiske mænd og kvinder fik mobiliseret landets bønder og væltede Tito Okello fra magten.

Siden har han været en yderst populær leder. Han har stort set formået at holde størstedelen af landet fri af uroligheder, han har givet kvinderne stor magt og opmærksomhed, og landets infrastruktur og økonomi har fået et løft. Under Museveni har Uganda været donorernes kæledægge.

Præsidentens popularitet er dog støt faldet blandt landets intellektuelle, fordi mange mener, at han er løbet tør for nye ideer og bliver ved med at genbruge gamle slogans. De arbejdsløse og mange mennesker fra byområderne støtter også oppositionen og specielt Dr. Besigye, da de ikke føler, at de har fået noget ud af landets økonomiske vækst.

Under valgkampen har der været mange rygter om, hvad der vil ske, når resultatet kommer ud, hvad enten det bliver til Musevenis eller Besigyes fordel. Vold, kaos og uroligheder har været på tale og gjort folk både nervøse og usikre.

Aviserne har gennem valgkampen også skrevet om vold og trusler mod begge kandidaters støtter, men i følge en rapport fra Human Rights Watch  www.hrw.org/reports/2001/uganda  lader  det til mest at være gået ud over oppositionens tilhængere.

"Museveni skal nok vinde på en eller anden måde", er holdningen blandt folk, hvilket hentyder til, at mange mener, han vil forsøge at påvirke resultatet.

Indtil nu er alt forløbet fredeligt. Medierne har dog rapporteret om enkelte tilfælde af forudfyldte stemmesedler og andre småforsøg på svindel, men intet tyder på noget organiseret valgesvindel.