Kan Kikwete indfri forventningerne?

I begyndelsen af februar skrev Tanzanias præsident, Jakaya Kiwete, historie. En massiv korruptionsskandale fældede premierministeren, som sagde op. Så fyrede præsidenten hele regeringen og indsatte en ny premierminister. Kikwete har endelig lanceret sin nye regering, og nu er spørgsmålet bare, om den vil indløse tanzanianernes voksende forventninger om mere demokrati?

De tanzanianske aviser bragte den 14. februar alle billeder af den nye regering på forsiden, ledsaget af Kikwetes formaninger til sin nye regering. ”Festen er slut, nu er det igang med arbejdet, og jeg forventer at I alle gør en indsats”, er Kikwete bl.a. citeret for i The Guardian. Kikwete tilføjede, at han ikke ville tøve med at foretage endnu en omrokering, hvis han opdager, at nogle ministre ikke leverer varen.

I følge Flemming Winther Olsen, der er landedirektør for Mellemfolkeligt Samvirke i Tanzania, er den forgangne uges omvæltninger et sundt tegn i et land, der normalt ikke diskuterer demokrati: ”Men det, som bliver interessant de næste par uger, er, om disse ministre kommer til at levere varen. Vil man tage hul på de andre store korruptionsskandaler som f.eks. sagen om Bank of Tanzania, hvor der er svindlet for ikke mindre end én milliard danske kroner?” 

Et sejlivet rygte blandt tanzanianerne går på, at det regerende CMM-parti har brugt pengene fra Bank of Tanzania til at finansiere deres valgkamp i 2005. Hvis der er nogen som helst sandhed i den antagelse, frygter tanzanianerne, at den forgangne uges omvæltninger blev skabt for at lægge låg på andre korruptionsskandaler.

”Vi har at gøre med et politisk system, hvor korruption er en så stærk integreret del, at det er stort set er umuligt at rydde op. Vi har sandsynligvis kun set toppen af isbjerget, hvad skandaler angår. Isoleret set er Kikwetes handling positiv, men hvis den nye regering ikke tager det næste skridt og lægger stilen om, så er vi lige vidt”, konkluderer Flemming Winther Olsen.

”Det som imidlertid er noget nyt, er dels mediernes mere markante rolle og det skred, der er fundet sted i folks måde at opfatte deres politikere på. Tanzanianerne har været vant til, at politikere er autoriteter, der ikke må siges imod. Nu føler tanzanianerne, at de har en andel i, hvad der er sket – at de har deltaget i demokratiet. De har oplevet, at det kan betale sig at demonstrere og følge med. Denne følelse af magt kan man ikke tage fra dem, og de vil nu stille nye krav til regeringen, som den må forholde sig til”, slutter Flemming Winther Olsen.