Rejsebrev nr. 1

Kampala i 2. gear

Nu er det ved at være en uge siden, jeg vinkede farvel til Anne og Dorrit iført min nye, røde fleecetrøje (hvilket jeg skulle fortryde 16 timer senere) og lettede fra Kastrup – med 15 kilos overvægt og en fast overbevisning om, at kulturchok kun er noget, der sker for amatører og uomstillings-parate mennesker. Jeg er blevet klogere! Det var da hurtigt ikke!

Det er søndag sidst på eftermiddagen, jeg sidder i mit "study", som er det rum i mit hus, hvor der er et skrivebord, og fra i dag også en nyindkøbt bambusreol.

Lad mig beskrive min residens eller først vejen dertil:

Fra MS’ kontor har vejen den store fordel, at man kun skal dreje til venstre hele tiden. En fordel, som I hjemme i Danmark sikkert slet ikke forstår rækkevidden af. Man kører ud af byen på en asfaltvej, det første stykke er tilforladeligt, men så begynder hullerne. Nogle over en meter i diameter, og dybe er de også. De er som regel midt på vejen. "Så kan man jo bare køre udenom", vil I måske sige, men I skal forestille jer kanten af vejen som en flodbred med dybe skrænter og huller, der af og til skærer sig langt ind mod midten.

Havde man så bare vejen for sig selv, kunne det endda gå. Men det har man ikke!

Vejene er tæt, tæt befærdede af biler, taxier, som hedder ’matatuer’. Det er sådan nogen, der hele tiden holder for at samle folk op, det kan de finde på at gøre i overhalingsbanen, de har som regel ikke hverken stoplys eller blinklys, og de kører virkelig råddent. Dertil kommer knallerttaxier (med en pude til passagerer på bagsædet), cykler og fodgængere en masse. Generelt for dem alle gælder, at de har lagt deres liv i Guds hånd, selv passer de i hvert fald ikke ret godt på det.

Nå, men vi kører altså på den hullede vej ud til bydelen Ntinda. Det går op og ned forbi et væld af små butikker (læs: skure uden forside), barer, ’pork joints’ hvor man kan købe stegt svinekød, møbelhandlere, som har deres værksted på fortovsarealet.

Efter cirka fem kilometer drejer vi til venstre ned ad en lille vej, som er delvist asfalteret det første stykke. Hvor asfalten hører op, ligger tre små butikker (læs: skure), og der drejer vi til venstre op ad en jordvej, temmelig kuperet, og i hus nummer to bor jeg. Der er en grøn jernport, som først skal låses op, før jeg kan smide min ’Toyota Hilux 4 wheel drive double cabin’ op over cementforhøjningen og ned på parkeringspladsen foran huset. Huset er rødstens med hvidt træværk med en smal veranda foran. Den lever ikke op til den, ’Queen of Africa’-veranda jeg har for mit indre øje. Lige præcis den veranda så jeg til gengæld i aftes, da vi var til MS' julefrokost hos lederen af MS-Uganda. Hun har et kæmpe hus højt beliggende med en stor terrasse med smukke kurvemøbler og udsigt over Kampalas grønne bakker. Men så flot bor en almindelig DW’er (development worker) ikke.

Jeg er nu godt tilfreds med mit hus. Det er stort, omend spartansk og ikke specielt charmerende møbleret, så dog ok. Jeg har bananpalmer i baghaven, hvor også ’boys-quarter’ ligger: Nogle små rum, hvor min vagtmand, Albert, netop er flyttet ind. Jeg har vagtmand fra syv aften til syv morgen.

Når jeg spørger folk, hvad vagtmanden gør, hvis der faktisk kommer tyve, siger de enstemmigt: Så løber han sin vej. Han er ikke bevæbnet, dvs. her i julemåneden, hvor chancerne for indbrud er størst, vil han vist nok bevæbne sig med bue og pil (eksotisk, ikke?). Det er altså mest præventivt, at han sidder der. Jeg ville nok heller ikke bryde mig om, at han var bevæbnet.

Jeg flyttede ud i mit hus i torsdags, og er nu så småt ved at ha’ mig indrettet og finde ud af det med alle nøglerne, vagtmand og tjenestepige. Der bor ingen andre hvide lige her omkring, men i Ntinda området bor flere af de andre DW’er.

Lad mig indrømme det blankt: Det har været en hård uge mest på grund af, at jeg skulle lære at køre bil i denne sindssyge by – og så i venstre side af vejen. Jeg har været ved at skide i bukserne af skræk og har ligget søvnløs. De første to dage havde jeg en dejlig rolig fyr, som lærte mig at køre, men så fik jeg en, som hele tiden ville presse mig til at køre lige så aggressivt som alle de andre, og han blev skidesur, når jeg ikke kunne / ville, det var meget ubehageligt.

Nu har jeg kørt alene i to dage, og det går faktisk meget godt. Jeg kørte ud i morges, fordi der ikke er meget trafik en søndag formiddag. Så øvede jeg mig på at finde ud til mit arbejde, at finde ind til den eneste pengeautomat, hvor man kan hæve med visa-kort, og på at orientere mig på hovedfærdselsårerne i byen, og det begynder at forekomme mig muligt at komme rundt uden at blive slået ihjel. Pyha!

Hele ugen er gået med at blive introduceret til MS, til trafikken, blive installeret i mit hus og ankomme til Afrika i det hele taget. Jeg skal love for, at jeg er kommet til Afrika!

Det har også taget mig lidt tid at finde ud af, hvordan jeg skulle forholde mig rent telekommunikationsmæssigt, det er ikke så enkelt. Jeg er endt på, at jeg skal købe en mobiltelefon med infrarød port, så jeg kan sende mails fra den. Fastnet anbefales ikke, da der er erfaring for, at folk hooker sig op på andres linie. Mobiltelefonen er det næste, jeg skal ha’ ordnet. I må meget gerne skrive til mig. Det er dejlig at få en mail hjemmefra, kort eller lang.

I morgen skal jeg starte arbejde, det som jeg jo egentlig er kommet for. Jeg vil ikke sige, at jeg er helt klar til det, men så godt som. Så det er næste spændende kapitel. Jeg er rimelig rolig ved det, for jeg har jo allerede mødt min ’counter part’ (kollega) i Danmark, og havde en god snak med ham.

Alt i alt tror jeg nok, jeg skal falde til, men jeg må sige, at det er hårdere, end jeg lige havde forestillet mig.

Jeg vil slutte med spredte brokker fra ugens løb:

Lena: (ser skilt, hvor der står ’Zebra Crossing’): Neeej, er der zebraer helt ind i byen?

Drake: (min co-driver) dør af grin og jeg med, da det går op for mig, at det betyder fodgængerovergang.

Lena: (ser folk, der laver bål foran deres hus): Neeej, laver de mad på bål?

Drake: Nej, de brænder haveaffald af.