Rejsebrev nr. 2

Madam Lena ser sort teater

Så er det søndag igen, og nu har jeg været her i to uger. Det begynder at føles som "Lena på eventyr" i stedet for som et vrag af en midaldrende kvinde, der har vovet sig for langt væk hjemmefra.

Jeg er begyndt at sætte pris på at være i troperne, og det hænger nøje sammen med, at jeg har opdaget, at der er indtil flere swimmingpools i mit kvarter. Skønt, det var lige, hvad jeg trængte til. Så jeg har fået lakeret tåneglene og lidt kulør på kadaveret, og det er godt mod snigende depression.

Mit høj-alarmberedskab, som meget handlede om trafikken, har nogenlunde lagt sig. Jeg har kørt i myldretid, jeg har kørt i mørke, jeg synes ikke, det er sjovt, men det går. Selv rundkørslerne har jeg nogenlunde styr på. Jeg har sådan en remse, jeg siger inde i hovedet, når jeg nærmer mig en: "De, der er inde i rundkørslen, har forkørselsret, dem skal du i princippet holde tilbage for".

Det er sikkert ligesom derhjemme, men der behøver man jo ikke at tænke over den slags.

Dette brev, skal ikke handle om trafik, men derimod om mit arbejde, som jeg heldigvis er kommet godt i gang med.

Som planen er nu, skal jeg arbejde med ni forskellige teatergrupper, fem i Kampala og fire ude i distrikterne. I januar holder jeg et 14 dages grundkursus for en eller to repræsentanter fra hver af disse grupper, som så skal rejse tilbage til deres grupper og begynde at arbejde. Senere skal jeg så rundt og arbejde med disse grupper, en uge hvert sted. Vi får se, om det holder vand.

I den forløbne uge, har jeg sammen med Fred Mussisi, min counterpart, været ude og besøge tre af grupperne, alle her i Kampala.

Jeg mødes med Fred ved Nationalteatret, klokken er godt 18. Jeg siger, at vi skal se at komme af sted, inden det bliver mørkt, mørket kommer som bekendt pludseligt hernede, og vi når det da heller ikke. Så det er mørkt, da vi skrumpler af bumlede og hullede jordveje ud i et fattigt kvarter syd for centrum.

Vi parkerer et sted, hvor små handlende har sat deres sparsomme vareudvalg ud ved vejen og tændt en lille fakkel. Det ser meget pittoresk ud, men det er det ikke, de har bare ikke andre lyskilder, hvilket jeg snart skal erfare yderligere.

Alvorlige, høflige unge mænd tager imod os, siger at de er meget beærede over besøget og kalder mig "Madam Lena". Vi bliver ført af mørke passager hen til at slags korn- og foderstof pakhus. Derinde i mørket sidder allerede 12-14 mennesker. Udenfor er der en gadelampe, som skinner ind i den forreste del af lokalet, resten henligger i totalt mørke.

Fred og jeg skiftes til at fortælle. Han om, hvorfor vi er kommet, jeg om hvad forumteater er for noget. Jeg tegner og fortæller. Havde jeg kunnet se lidt mere, havde jeg nok bemærket, at folk ikke forstod ret meget af, hvad jeg sagde. Da jeg har snakket færdigt, spørger jeg om, hvad de tænker, og om de har nogen spørgsmål. Lang tavshed.

Så er der en, der rejser sig op og spørger: Hvordan får man publikum til at betale, hvis de selv skal gøre arbejdet? Nå, noget har de dog forstået. Spørgsmålet om penge gentager sig de følgende aftner i forskellige varianter. Det handler om, at det her er mennesker, som laver teater i håb om at kunne skaffe sig lidt indtægt ved at sælge billetter. Noget som i forvejen kun lykkes dem i ringe grad, forum teater eller ej.

Efter snakken laver jeg lidt lege med dem, det er jo meningen, at vi skal lære hinanden at kende. Jeg laver en navneleg, hvor de skal sige deres navn og så et ord med samme bogstav, f.eks. "Laughing Lena". Det lykkes kun for cirka halvdelen af dem, og efter nogle stykker holder jeg op med at korrigere, for jeg begynder at forstå, at det handler om, at de taler meget dårligt engelsk, men ikke vil indrømme det.

Fred understreger, at grundkurset kræver, at man er god til engelsk, og folk ser lidt forlegne ud.

Så lærte man det. Dette var besøget hos Theater Standard.

Dagen efter er vi ude i et andet fattigt Kampala kvarter. Lokalet er en slags selvbestaltet børnehave, og her er lys: En 40 watt pære, så vi føler os nærmest badet i lys.

I aften har vi fine gæster. "Honourable Madada", alias Suleiman Madada har været med til at starte ’min’ organisation, International Anti-Corruption Theatrical Movement (IATM), og han har været med til at drive foreningen frem. Han har ry for at være en utrættelig ildsjæl med et stort organisationstalent. Han er nu gået ind i politik, sidder i parlamentet, deraf "Honourable". Han er kuglerund og ikke meget større end mig, og der står en em af god energi omkring ham. Han taler sig varm – på det lokale luganda – så det er ikke meget, jeg forstår, men ind imellem hører jeg ord som ’capacity building’ og ’empowerment’, og så ved man jo nok, hvad klokken er slået. Og her er der virkelig brug for begge dele, mere end så mange andre steder, hvor jeg ellers har hørt ordene. Da Madada har talt færdig, synes Fred ikke, at han vil stå tilbage, så han holder også en lang, engageret tale på luganda. Jeg sidder i min pæne hør-nederdel og min hvide skjortebluse og føler mig lidt som Dronning Margrete, min rolle er at nikke og smile og være interesseret og imponeret, ikke noget med at sidde og pille næse og tjekke mobiltelefonen, for de kigger hele tiden på mig.

Den tredje aften er vi i et lignende kvarter, ligeledes med en pære i loftet (nok kun en 25 watt) på besøg hos "Kibuli Talented Actors". Jeg har bedt, om de vil vise mig noget af deres teater, og det vil de gerne. Der er en kort rådslagning, så går fem skuespillere udenfor og kommer et øjeblik efter dansende ind, og så danser de en rum tid.

Så flytter de lidt på et par møbler og gør klar til at spille en scene, og i det øjeblik, de begynder, går 25 watt’en. Eller måske er det strømmen. Så de spiller en lang og til tider meget morsom scene stort set i mørke. Kan jeg ikke se dem, så kan jeg i hvert fald høre dem. De spiller med en stemmepragt så alle Nadine George’s elever ville blive blege af misundelse. På et tidspunkt bliver der båret nogle stearinlys ind, så jeg også kan se lidt. Scenen foregår i en virksomhed mellem en chef og en underordnet. Det er en komisk scene med en masse misforståelser, fordi den underordnede ikke forstår engelsk, men lader som om.

Jeg bruger scenen som udgangspunkt for min snak om forumteater (den bliver mindre og mindre sofistikeret for hver aften, og mere og mere ’basic’). Hvad kunne den ansatte, Kali, gøre i stedet for at lade som om, han forstår engelsk. Han kunne lære engelsk, lyder det promte. Jeg benytter lejligheden til at sige, at de skal sige til, hvis ikke de forstår mig, var det ikke det stykket handlede om? Så griner de lidt fjoget, men også befriet, og vi beslutter at tolke det hele til luganda.

Aftenen bliver betydelig mere levende end de første to af den simple grund, at folk har fattet, hvad det handler om. Så der er mange spørgsmål og kommentarer. Da mødet er slut, synger de en sang, og beder os om at sige en bøn. Moses (også fra IATM) og Fred kigger på mig. Jeg var blevet ’advaret’ på forberedelseskurset i Danmark om, at det kunne man komme ud for, så jeg takker Gud for den gode spirit i mødet, og det kan jeg sagtens uden at rødme, for det har faktisk været en rigtig fin aften.