Nyt håb om succesfuldt valg i Nepal

Efter flere ugers omfattende strejker i det sydlige Nepal og blokader af hovedstaden Kathmandu har intense forhandlinger mellem lederne fra det sydlige Nepal og overgangsregeringen endelig båret frugt.

Af Anne Mette Nordfalk, informationsmedarbejder MS-Nepal

29. februar 2008

Den sidste uge har Nepal holdt vejret, mens den nye sammenslutning af partier fra Nepals sydlige lavland UDMF har forhandlet en liste på 6 krav til regeringen. Efter mange måneders uroligheder og senest to ugers total blokade af al offentlig aktivitet i store dele af det sydlige Nepal og af forsyninger til hovedstaden Kathmandu, har det stået lysende klart, at grundlovsvalget den 10. april kun er muligt, hvis der opnås politisk enighed.

Nu er aftalen så omsider underskrevet. Den indbefatter først og fremmest tilsagn om, at det sydlige Nepal efter grundlovsvalget kan blive en autonom delstat. En anden hjørnesten i aftalen er tilsagn om, at det sydlige lavlands majoritetsgruppe madhesierne skal indruleres i den nepalesiske hær proportionelt med deres andel af befolkningen. Begge hovedpunkter er formuleret sådan, at de gælder alle etniske og sociale grupper, og dermed ser de ud til at være en positiv tilføjelse til den midlertidige grundlov, som allerede er blevet ændret to gange i det år, den har været gældende. 

Aftalen betyder først og fremmest, at udsigterne til valg i april nu er mere positive end nogensinde, og både USA, Indien, EU og FN hilser aftalen velkommen. Samtidig indvarsler den forhåbentlig fredeligere tider i lavlandet.

I hovedstaden Kathmandu betyder aftalen, at de svindende fødevareforsyninger og deraf stigende priser igen kan finde et normalt leje, og at den offentlige transport, skoler og hospitaler igen kan fungere som før.

Når storebror trækker i trådene

En altoverskyggende faktor i nepalesisk politik er den regionale stormagt Indien, med hvem Nepal har tætte politiske bånd. F.eks. mener mange iagttagere, at Indien i sidste ende afgør, om der bliver valg, og at en del af de uenigheder mellem de politiske partier, der med mellemrum lammer processen, skyldes partiernes tætte bånd til søsterpartier i Indien.  

I følge rygter er den forløbne måneds krise også et udtryk for regional stormagtspolitik. Bl.a. kom nyheden om, at flere fremtrædende politikere med rødder i lavlandet havde besluttet at forlade de gamle partier for at stifte nye i syd, kort efter at premiereminister Koirala udsatte underskrivelse af vandkraftaftaler med Indien til efter valget.

”Nepal har heldigvis ikke olie, til gengæld har vi vand, som Indien gerne vil have”, skriver Nepali Times i en leder, der sætter fokus på Nepals placering mellem de to stormagter Indien og Kina.

Partibosser eller statsmænd

Udover at være en brik i et regionalt magtspil er Nepals demokratiske proces hæmmet af, at de nepalesiske partier ikke er funderet i en demokratisk tradition. F.eks. har madhesierne i syd krævet medindflydelse, autonomi og respekt fra politikerne i hovedstaden i mere end et år, uden at der for alvor har været dialog og forhandlinger.

Da madhesierne endelig sluttede sig sammen om et fælles krav, var overgangsregeringens første reaktion udgangsforbud, politivold og mere arrogant retorik. Først da ikke bare lavlandet, men også Kathmandu var ved at gå helt i stå, vågnede partierne op til forhandling.

”Problemet er, at de syv regerende partier har monopol på magten og ressourcerne. Hvert parti befæster sin magt med støtte fra sine egne, som det så igen er partiets ansvar at sørge for”, forklarer Dev Raj Dahal, som er politolog, phd og landekordinator for det tyske Friedrich Ebert Stiftung i Kathmandu, og tilføjer: ”I Nepal har vi partibosser ikke statsmænd”. Med andre ord er partierne ikke gearet til at skabe resultater, der går ud over deres egne rækker, og derfor finder overgangsregeringen ikke en samlet løsning, som tilgodeser hele landet, men responderer på enkeltgruppers krav, når de bliver tilstrækkeligt højlydte. ”Vores politikere responderer kun på voldens sprog”, som Dev Raj Dahal udtrykker det.

Også Nepals energikrise kan ses som en del af det problem. Subsidierede priser har sammen med dårlig ledelse skabt underskud i kassen hos det statsejede Nepal Oil Corporation (NOC) og deraf betalingsproblemer og jævnlige stop af leverancer fra Indien. 

”Når de ansvarlige ledere er politisk udpegede, er de ikke nødvendigvis tilstrækkelige kompetente eller erfarne til at varetage opgaven og samtidig udebliver al institutionel læring”, forklarer Dev Raj Dahal. Det sidste år er køerne af motorcykler, taxaer og busser ved alle benzintanke i hovedstaden blevet stadigt længere, mens 8 timers daglige strømsvigt har gjort byen afhængig af, at der kan skaffes tusindvis af liter diesel til generatorer.

I slutningen af januar forsøgte regeringen at hæve priserne, men måtte skyndsomt bede NOC sænke dem igen, da vrede Kathmandu-boere omgående lukkede hovedstaden med brændende dæk og omfattende strejker. Regeringens evne til at skabe fælles fodslag og forståelse for sine handlinger fejlede således også her.

”Det føles, som om Nepal er ved at gå helt i stå, staten fungerer knapt nok, og alligevel er der ikke mange tegn på, at politikerne har den mindste anelse om de problemer, som almindelige mennesker står overfor”, skrev BBCs Nepal-korrespondent Charles Haviland for nyligt.

Støtte til kongen?

Omkring årsskiftet besluttede et flertal i det nepalesiske parlament efter længere tids maoistisk pres at afskaffe monarkiet, når den grundlovsgivende forsamling træder sammen efter valget. Nu er kong Gyanendra efter mere end et års tavshed, igen begyndt at kommentere på den politiske situation. Senest ved at mane til fred og fordragelighed mellem de stridende parter. ”Nu hvor politikerne faktisk støtter op om valget, er der en reel mulighed for, at kongen bliver afsat, derfor er han nu begyndt at røre på sig”, udtalte Kunda Dixit, chefredaktør på Nepali Times tidligere på året til Mellemfolkeligt Samvirke.

En meningsmåling offentliggjort i ugeavisen Nepali Times viste fornyligt, at hele 49 pct. støtter monarkiet, og selv om eksperter understreger, at dette ikke er ensbetydende med støtte til den nuværende konge eller hans søn Paras, så styrker det alligevel hans mandat og sætter yderligere spørgsmålstegn ved politikernes legitimitet.

Hertil kommer, at også kongens position kan ses som en del af et regionalt magtspil, hvor indiske royalister bl.a. menes at puste til ilden i det konfliktfyldte lavland.

Folket som motor i fredsprocessen

Det var det nepalesiske folk, som i april 2006 gav politikerne og de maoistiske oprørere mandat til at bringe fredsprocessen frem til grundlovsvalget, og mange tror på, at det også nu er folket, som skal lægge pres på politikerne og få dem til at leve op til deres ansvar. For at det kan ske, er der i flg. Dev Raj Dahal brug for omfattende folkeoplysning: ”Med mindre folk kender deres rettigheder og pligter, vil vores ledere træde dem under fode. Folk skal have at vide, hvordan systemet fungerer, så de kan skaffe sig indflydelse på lokalt plan. Vi skal skabe statsborgere med en fælles national identitet ud af Nepals mange folkeslag, ikke politiske partier”, slutter han.