Rejsebrev nr. 3

Hvordan ved løverne, hvor campingpladsen begynder?

 Jeg vågner kl. tre og skal tisse. Jeg lytter og kan høre hyæner (takket være Peter Christie i Sydafrika ved jeg nøjagtig, hvordan en hyæne lyder). Jeg kan også høre noget andet, en prustende lyd som leder tanken hen på flodheste.

Og så er der det med løverne. Nu har jeg jo set, at de opholder sig ikke ret langt væk fra lodgen. Har de mon overhovedet fået at vide, at de ikke må gå ind på campingpladsen? Jeg kan pludselig huske alle historierne (fra Sydafrika) om "man eater lions" og beslutter, at jeg godt kan vente med at tisse, til det bliver lyst.

Måske jeg lige skal fortælle, hvor jeg er. "Forkundskaber ere nyttige at have", som H.C. Andersen siger.

Jeg er, sammen med en veninde, Anita, kørt til Queen Elisabeth National Park, otte timer sydvest for Kampala, tæt på Congo. Anita er 32 og endnu ikke kommet i den alder, hvor man synes, at safari luksus er fedt, så hun foreslår, at vi bor i telt. Det er jeg med på, dels fordi det koster væsentlig mindre, men også fordi luksus er bedst sammen med nogen, der sætter pris på det. Vi snyder dog lidt og betaler os ind på noget af lodgens luksus – svømmepølen. Det koster den ikke helt ringe sum af 10$, men så har vi også lov til at være der hele dagen.

Mweya Safari Lodge ligger på en halvø, der går ud i Lake Edward. Stedet ligger højt med flot udsigt, også fra campingpladsen, som ligger nede bag lodgen. Det er naturcamping, der er en bruser og et toilet, det er faciliteterne, men det er ok.

Det lykkes mig faktisk at falde i søvn igen. Vækkeuret ringer kl 5.45, vi skal på "game drive". Det hedder det, når man skal ud og kigge på de vilde dyr. Det er stadig bælgmørkt, og jeg svinger voldsomt med min lille lygte for at jage evt. løver, flodheste og hyæner væk, mens jeg går op til toilettet og vasker mig i mørket. Tilbage ved bilen forsøger jeg at få mine kontakltlinser på, men taber den ene. Heldigvis finder jeg den igen, men jeg opgiver og beholder brillerne på.

Vi kører op til hotellet for at få en guide. I hotellets / lodgens forhal er der mange mennesker, som alle skal på game drive. Alle hvide. Der bliver serveret kaffe, te og muffins af det venlige, høflige personale. Alle sorte. Hotellet er i den her ’afrikana-safari-lodge’ stil, der er sådan lidt storvildtjæger / kolonitids stemning over det. Jeg forventer hvert øjeblik at se Dennis Finch Hatton (i skikkelse af Robert Redford, naturligvis) komme og sige, at vognen er klar. Jeg kan godt lide den stemning, den får mig til at føle mig som en interessant, rig kvinde på eventyr.

Men jeg bliver revet ud af mine drømmerier, da den venlige og høflige receptionist meddeler os, at der desværre ikke er en guide til os, men vi kan få lov til at følge efter Nelson, som kører i en anden bil. Det er garanteret fordi, vi bor på campingpladsen.

Så kører vi af sted. Klokken er nu 6.30. I mørket snegler en lang række Pajero'er, Landcruisere og Landrovere sig ned af jordvejen. Efter et par kilometer spotter vi de første løver. De ligger ret tæt på vejen, som om de var placeret af turistbureauet. Der bliver nærmest trafikkaos, for alle 10-12 biler skal jo se løverne. Jeg forstå godt løverne, da de efter nogle minutter langsomt og med hele værdigheden i behold lunter længere ind i bushen.

Så kører vi i lang tid ned til en åben slette. Vi er alene nu – tror vi – men kun indtil vi har spottet en ny flok løver på fire-fem stykker, så er der pludselig mange biler igen. Som jeg hørte en mand sige: "This is not a game drive, it's a traffic-jam", og jeg må da indrømme, at det tager lidt af suset.

Da jeg kom hjem fra Sydafrika og fortalte mine første løvehistorier, opdagede jeg, at der stort set er to slags tilhørere: De der har været i Afrika, og de der ikke har. De, der ikke har, lytter høfligt, men man har på fornemmelsen, at de snart begynder at kede sig (som Lone sagde, en anelse utålmodigt: "Kan du ikke snart fortælle noget om de mennesker, du har mødt?"). Dem, der selv har prøvet det, liver vældig op og kommer i tanke om alle deres egne løvehistorier.

Det er svært at beskrive eller forklare, hvad det er, men det er et sus. For mig er det løverne, der er suset. Elefanterne, bøflerne og alle antiloperne er flotte, men hver gang jeg ser en løve, giver det et gib i mig, og jeg oplever noget som er en blanding af gys / spænding og noget næsten religiøst. I hvert fald føler jeg mig som en meget ydmyg gæst i disse kraftfulde væseners nærhed. Jeg ved godt, at løven ikke kan opfatte, at der er noget levende inde i bilerne, men når den kigger mig direkte i øjnene på fire-fem meters afstand, så ruller jeg lydløst vinduet op og trækker vejret dybt.

Vi kommer tilbage fra game drive ved halv ti tiden og køber os til en anden af lodgens luksus’er, nemlig ’full english breakfast’, og efter de store oplevelser er vi så sultne, at vi får fuld valuta for de ca. 50 kroner, det koster.

Det er dejligt at komme ud i naturen efter tre uger i Kampala. Ærgerligt bare, at man ikke rigtig kan gå tur på egen hånd. Man kan godt gå på vejen fra campingpladsen op til lodgen, men meget mere tilråder de ikke, for der kan være både bøfler og flodheste i krattet, og de er heller ikke ufarlige. Næst efter løverne er det nok flodhestene, der gør størst indtryk, fordi de er så kæmpe, kæmpestore, at man tror, det er løgn. Vi er på en sejltur, hvor det vrimler med flodheste, og de kommer meget tæt på båden, som heldigvis ikke er så lille, at man er nervøs for at blive væltet. Vidste I, at flodhesten er det dyr, der dræber flest mennesker i Afrika?

Udover spændingen og suset ved de farlige dyr er der stor skønhed at hente i Queen Elisabeth National Park: Lys savanne med spredte, smukke træer, klare kratersøer efter udslukte vulkaner og masser af forskellige antiloper, som er meget smukke, som de står der og vejrer i det tidlige morgenlys med deres snoede horn.

På tredje dagen kører vi ned til en skov, som ligger i bunden af en slugt, en "gorge". Her er der chimpanser. Vi går med en guide i næsten tre timer uden at se andet end halerne af små aber langt langt oppe i træerne. Da vi er næsten tilbage ved bilen, sidder der pludselig en chimpanse lidt længere oppe af stien. Jeg bliver overrasket over, hvor stor den er, næsten så stor som mig. Vi gemmer os – er helt stille for ikke at skræmme den – den ved godt, at vi er der, sidder og venter på, at vi skal forsvinde, og ligner grangiveligt et træt menneske, der tænker: Åh, kan de dog ikke snart gå hjem, så jeg kan få min frokost i fred. Senere hører vi to chimpanser snakke sammen om, hvor træls det er at blive forstyrret, og det ender med, at de hopper op og ned på en gren for at få noget til at falde ned i hovedet på os (siger guiden).

Nå, nok fra doktor Lieberkinds udsendte medarbejder.

Nu er det ved at være hverdag. På mandag starter arbejdet igen, og jeg er gået i gang i dag med at forberede det 14-dages kursus, jeg skal holde fra den 13. januar. Næste uge skal jeg bruge på at snakke med forskellige mennesker og høre mere om korruptionens mange ansigter, og hvad folk mener, at man kan gøre ved det. Jeg skal blandt andet snakke med ’vores’ parlamentsmedlem, "Honourable Madada".

Jeg har besøg hjemmefra af Bodil nede fra Masken, min gamle teatergruppe, og det er helt dejligt at ha’ selskab. Hun kender en ugandisk kvinde, der bor i Danmark og faktisk er prinsesse og søster til den bugandiske konge. Prinsessen er hernede i øjeblikket, og hende skal vi ud sammen med i morgen, det bliver spændende.

Jeg håber, I alle er kommet godt over julen og nytåret og har lyst og mod til at tage hul på det nye år.