Rejsebrev nr. 4

eller På arbejde

"Hvorfor er der syv forskellige, statslige institutioner, der har til opgave at bekæmpe korruption?" spørger jeg (uskyldigt) Mr. Okum Martin fra Inspectorate of Government, som er den ugandiske ombudsmandsinstitution.

"I do not se a problem", siger han uventet skarpt i forhold til, hvor imødekommende han ellers har været.

"They cooperate".

Måske er det dét, der er problemet, tænker jeg.

Den første uge i januar har jeg fået arrangeret en række interviews med mennesker, der kan fortælle mig om korruption. Selv om jeg ikke skal skrive en forestilling, sidder det ligesom på rygmarven, at jeg er nødt til at vide noget, før jeg kan begynde at arbejde.

Inspectorate of Government udarbejder hvert halvår en fyldig rapport om korruption i den offentlige sektor. Rapporten indeholder en række indstillinger, f.eks. til at den og den leder fyres. Under mange af indstillingerne fra sidste år står at læse: "Not yet implemented". Det siges, at parlamentet knap nok bruger tid på at behandle rapporten. Det siges også, at de mange anti-korrutions institutioner mestendels er et alibi overfor de mange udenlandske donorer, der til stadighed pumper penge i Uganda.

Det er et stort emne at gøre sig klog på, men det er ikke svært at nå til den konklusion, at det egentlige problem er manglende vilje i den politiske top.

For et par år siden var præsident Musevenis bror involveret i en skandale i hæren. Han stod for indkøb af nogle helikoptere til et meget stort beløb. Han modtog penge fra et bestemt firma, hvor helikopterne så blev indkøbt. Det viste sig desværre, at helikopterne var gamle og udtjente og ikke i stand til at løfte sig 10 centimeter fra jorden. Sagen kom frem, der blev stor skandale, og det resulterede i, at broderen tilstod sin brøde. Museveni erklærede, at broderen havde tilstået, og at han havde tilgivet ham. Men ret beset er det måske det samme, som Anders Fogh gør med Thor Pedersen eller Peter Brixtofte.

"Hvad er den værste konsekvens af korruptionen", spørger jeg Lydia fra ACCU (Anti-Corruption Coalition Uganda).

"Det er, at de unge, ja, os alle sammen, mister motivationen til at uddanne og dygtiggøre os, fordi vi hele tiden ser, hvordan de unge, hvis forældre har penge, bestikker lærerne eller rektor, og som får stipendierne eller de gode jobs".

Jeg er enig med hende i, at det er alvorlig for et samfund.

I en af rapporterne står: "Den mest uheldige konsekvens af ustraffet korruption er et fald i den offentlige moral, korruption er blevet en accepteret ’way of life’ i Uganda. Der er ingen flovhed at spore hos en offentlig ansat, der stjæler penge, der ikke tilhører ham".

Ja, ja, nu skal vi vel heller ikke være mere hellige derhjemme i Danmark, end vi har grund til. Lidt lemfældig omgang med EU-midler og statens penge har man da hørt om, John Iversens diæter og den slags.

Det er bare så meget mere massivt her og har langt alvorligere konsekvenser end derhjemme.

Et par eksempler:

•  Medicin for milliarder af shillings forsvinder fra de offentlige hospitaler, som er det eneste sted, hvor de fattige kan få (i princippet) gratis behandling.
•  Nye skolebygninger, der efter få år styrter sammen over børnenes hoveder, fordi cementblandingen stort set består af sand (billigere), og rektor har stoppet de resterende penge i egen lomme.
•  Utallige alvorlige trafikulykker, der skyldes enten elendige gamle lastbiler, hvis bremser ikke fungerer, men som er godkendt, fordi vognmanden har bestukket tilsynet, eller chauffører uden kørekort, der har bestukket personalechefen i transportfirmaet.
•  Aidssyge som – til trods for, at det hedder sig, at der er offentlige gratis medicin – ikke får behandling, fordi de ikke har penge til at bestikke den læge, der skal udskrive medicinen. De ligger bogstavelig talt og dør udenfor Mulago Hospital, siger en dansk læge her. 

Lad mig vende mig mod mit eget lille anti-korruptionsprojekt: At lære 18 håbefulde ugandere den enkle og dog så svære kunst at lave forum teater.

Jeg er godt og vel halvvejs i mit to ugers ’Basic Training Course’. Det er hårdt arbejde, men det går godt. Vi arbejder hver dag fra 9 til 17.30, lørdagene inklusive. Det er for at udnytte tiden bedst muligt, det er et internatkursus, for over halvdelen af deltagerne kommer fra grupper uden for Kampala.

Gruppen tæller også en lille pige på knap to, hvis mor deltager i kurset. Den første uge blev hun stiv af skræk hver gang, hun så mig, hun har sandsynligvis aldrig før set en ’mzungu’. Hun holder stadig afstand, men er dog begyndt et kigge på mig, og når jeg smiler til hende, smiler hun et lidt anstrengt, bekymret smil.

Vi arbejder i Mirembe Theater, en rå sal med cementgulv og cementscene. Det eneste lys kommer fra tre, søvnige pærer, der lyser på scenen, og så selvfølgelig det, der kommer ind af de små, højtsiddende vinduer. Kan I forestille jer, hvordan det er at se på sorte ansigter i modlys? Rigtigt! Det er svært! Men man vænner sig til det.

Den første dag lever op til mine værste forventninger om afrikanere. Folk skal møde kl. 9. Kl. 10 er der kommet seks. Fred siger, at han har fået tilbagemelding fra alle, at de kommer, men de fleste kan vi ikke ringe til, da de ikke har telefon.

Madada er kommet til tiden. Som formand for IATM vil han gerne være med og sige et par ord ved ’the opening ceremony’, som han kalder det. Det, mener han, vil ligesom give en vis vægt til arrangementet. Kaste glans over det, tror jeg, han mener. Han sidder i sit karrygule jakkesæt med elefantslips, og fra tid til anden mumler han noget beklagende om afrikaneres forhold til tiden.

Ved halv 11 tiden er vi oppe på knap ti, Madada holder sin tale, og tager af sted.

Først på kursets tredje dag bliver vi fuldtallige. Til gengæld har der så heller ikke været noget fravær eller frafald – bortset fra Edwin, som ligger hen over et bord og sover en stor del af tiden, fordi han har malaria. Stakkels mand. I dag var Sarah fraværende, også malaria.

De første dage bruger jeg meget tid på leg og opvarmning. Nogle ting går fint, andre er de undrende og famlende overfor.

Jeg har tænkt meget over, hvordan jeg skal beskrive mit arbejde med dem. Det er svært, synes jeg. Noget af tiden forstår vi hinanden fint, og jeg føler, at de er helt med på, hvad jeg laver med dem. Og somme tider stiller de så nogle spørgsmål, så jeg tænker, "Du godeste, de har ikke fanget noget som helst". F.eks.: Hvad er forskellen på forumteater og status teater? (efter at jeg har lavet nogle timers statusarbejde med dem). Så er det bare med at lægge ansigtet i de rette pædagogiske folder og sige noget fornuftigt.

Jeg starter med at lære dem at lave stop-forum, det er dejlig firkantet at gå til, og jeg får banket de grundlæggende regler om publikumsdeltagelse og joker-spørgsmål ind.

Efter et par dage begynder jeg at kede mig, så jeg går over til at lave open forum – det kalder jeg under én hat alle de andre forskellige former, vi bruger i forum teater.

Perspektivbytte-metoden er sjældent relevant. Det er svært at spørge til en lokalpolitikers gode grunde til at dække over en voldtægt, som en af hans ansatte har begået! Eksemplet er hentet fra en scene med titlen "Korruption i lokalpolitik". Ligesom det er svært at spørge efter officerens gode grunde til at slå den soldat ihjel, som nægter at stjæle Røde Kors’ medicinlager, så officeren selv kan sælge det videre. Det eksempel er fra en scene med titlen "Korruption i krigszonen".

De seneste fire-fem dage har vi hele tiden arbejdet med at lave små scener, og det er de faktisk gode til, det går hurtigt og nemt, og det er ikke svært at finde historier. Vi har korruption i politiet, i hæren, på hospitalet, korruption ved valg, korruption i familien, i kirken, ja sågar i NGO’er. Og de mere eksotiske: Korruption i kærlighed og i ægteskab.

Deltagerne får hver især en scene at være jokere på, og så tæsker vi metoderne igennem: At få publikum op og ned igen, og "hvad sker der her", og de plumper i og laver alle mulige ’fejl’, ligesom vores egne, danske jokere plus en hel del flere. Indimellem har det høj underholdningsværdi for mig, fordi jeg får sider at se af det ugandiske samfund, som det ellers kunne tage mange interviews at nå ind til.

Jeg vil skønne, at knap halvdelen af dem har en chance for at kunne lære at blive jokere. De andre – nej, ikke om de så blev 100 år. Enten fordi de har alt for lidt selvtillid – jeg har en fyr, hvis blik altid flakser rundt oppe under loftet – eller fordi de simpelthen ikke er i stand til at overskue hvilket af to spørgsmål, det vil være godt at starte med.

Fred – min counterpart, altså nærmeste samarbejdspartner – kan blive en rigtig god joker. Han er kvik, kan analysere, overskue, samle op, er god i sin kontakt med folk. Ham har jeg et fint og meget uproblematisk samarbejde med, hvilket er et stort plus. Han skal være ved min side hele tiden rundt til de ni grupper. På den måde bliver han super-trænet, og det er også ham, der skal tage over som støttefunktion, når jeg engang drager mod nord igen.

En dag fik jeg dog en overraskelse. Fred og jeg havde konstrueret en scene sammen for at få en med lidt flere lag i, og næste dag bad jeg ham instruere den. Jeg skal ellers love for, at det var en autoritær instruktørtype, der dukkede frem:

"Det havde jeg ikke forventet at være nødt til at sige, det er jo elementært. Nu må I tage jer sammen, hvad er det, vi har forsøgt at lære jer hele ugen?" og "Er der en, der kan gøre det her bedre end Estone?". Og videre i den dur.

Jeg måtte simpelthen fortrække, jeg kunne ikke holde ud at høre på det, og jeg kunne jo ikke begynde at underminere hans autoritet for øjnene af folk (ved at foreslå at han talte ordentligt til dem). Stemningen blev mærkbart ændret, de begyndte at kalde ham "Mister Mussisi" og sige "Yes Sir", men det var ikke fremmed for dem. Så tror pokker, at de ikke sagde ret meget de første dage, når jeg satte dem i en rundkreds og spurgte dem, hvad de tænkte og følte. Jeg gik hjem og skrev nogle ’papers’.

Forplejning:
Hver dag ved et tiden kommer en lille, trind kone og hendes høje, flotte datter med mad til os. Konen bærer på hovedet en gryde med kogt matoke pakket ind i bananblade (det er mos af madbananer), datteren en stor spand med tallerkner og krus. Hver dag det samme, med få og små variationer: Matoke, klistret og tung majsgrød, seje stykker oksekød i tynd sovs, brune bønner i sovs, samt det de kalder greens, som er lidt ligesom spinat. Nogle dage er der søde kartofler andre dage kassawa, en trevlet rodfrugt, der ikke er værd at skrive hjem om. Matoken kan jeg faktisk godt lide og sovsen er ok, men efter at ha’ spist med de første syv dage kan jeg ikke mere, jeg begynder at tage mad med selv. De får stort set det samme til aftensmad, og deres morgenmad ligner også betænkeligt meget det samme.

Nu er det torsdag eftermiddag, jeg sidder på Freds kontor. Her er et bord, en stol, en reol og en telefon, der ikke virker. Computer findes ikke herude, så det er godt, at jeg har min egen. Folk arbejder i tre hold med tre forskellige scener, som vi har udvalgt blandt de 15 små scener, vi har lavet.

I morgen og på lørdag har vi inviteret folk udefra til at komme og se forum teater, så nu arbejder de på at lave scenerne mere færdige. Fred og en mere går rundt og instruerer lidt. På en eller anden måde er det lidt svært for mig, for deres spillestil er så langt fra vores, så det vil jeg slet ikke begynde at pille ved.

Når jeg snakker med Fred om korruption, siger han: "Uganderne er meget anderledes end jer danskere (han var tre måneder i Danmark i efteråret), uganderne kender ikke til fællesskab og solidaritet, de forstår ikke at stå sammen. Hvis vi gjorde det, kunne vi da hurtigt gøre noget ved korruptionen".

Jeg har læst en ugandisk roman hernede, "Abessinske Krøniker" (på dansk), den handler om tiden med Amin og Obote, og om krigene. Jeg synes, romanen har givet mig et vist indblik, og jeg må sige, at jeg forstår vældig godt, at det ligger dybt i dem at tænke på sig selv først, fordi livet her i mange år primært har handlet om overhovedet at overleve.

Jeg vil lige bringe et citat fra bogen for måske at illustrere, hvad jeg mener. Det foregår i 1986 lige efter den nuværende præsident Musevenis magtovertagelse:

"Vores første opgave bestod i at kontrollere en ladning presenninger bestemt for Nakaseke, et tidligere guerillaskjulested dybt inde i Luwero-trekanten. Vi tog en bus til Luwero cirka 50 km fra Kampala. Allerede 10 km fra byen så vi frugtstativer i vejkanten med sirlige rækker af kranier, skinneben og lårben, og resten stablet op bagved. Kranierne havde ingen underkæbe, og mange havde huller forårsaget af kugler eller macheter. Skyllet af regnen og tørret af solen lignede det næsten legetøj.

Men på baggrund af de spøgelsesagtige, skændede bygninger hvor man lige akkurat kunne begynde at se tegn på liv, nysgerrige ansigter, der kiggede frem fra ruinhobene og stirrede på passagererne i bussen, var der ingen glæde at opleve (…). Jeg begyndte lige så langsomt at blive overbevist om at eftervirkningerne efter krigen var langt værre end selve kampene, og at det var langt sværere at vinde en fred end en krig".

Det næste, der skal ske i mit arbejde, er, at jeg sammen med Samam gruppen fra Kampala skal lave et lille spil, der skal opføres på MS’ årsmøde i februar.

Dernæst skal jeg i gang med at arbejde med de ni grupper i en uge af gangen. Jeg skal ud af Kampala i seks uger i alt. Jeg glæder mig til at komme ud i lidt mere landlige omgivelser.