Rejsebrev nr. 5

eller Er du faldet til?

Nu har jeg været i Uganda i 10 uger. Jeg synes, det er gået meget hurtigt, men selvfølgelig kan jeg sagtens mærke, at tiden har arbejdet og filet kanterne af mit sanseapparat på godt og ondt.

Jeg kører rundt i Kampala i min Toyota Hi-Lux, som om jeg aldrig havde bestilt andet. Taxiernes køren ud foran og ind foran mig uden at blinke udløser højst et irriteret skuldertræk, hvor det for to måneder siden tændte røde lamper for enden af alle nervespidser. Kun når jeg kører på Jinja Road i mørke, er jeg i alarmberedskab – og det er der al mulig grundt til at være.

Synet af de hundredvis af små butikker overalt er blevet hverdag, synet af de store klaser matoke (grønne bananer) overalt på lastbiler, på pick ups, på cykler, på hovedet af kvinderne – ligeledes.

At gå ud af porten og over vejen til min genbo, David, og købe min daglige, nybagte chapati er ligeledes blevet hverdag – om end stadig en stor fornøjelse. Ja, selv at se samme David om aftenen, når jeg kommer hjem, sidde – samme sted som han bager chapatierne – og læse i biblen i skæret fra en petroleumslampe, synes ikke længere så eksotisk.

Jeg undres heller ikke længere over, at kvinder i alle størrelser kan sidde sidelæns og se afslappede, ja tilmed elegante ud, på bagsædet af boda boda’erne (knallert taxier)

Tiden har også lært mig på lang afstand at spotte folk, der vil tigge og kigge den anden vej, med mindre det er en af de dage hvor jeg ikke kan, og små og større mønter fosser ud af min lomme i en lind strøm.

I bøgerne står der, at det tager et halvt år at falde til og finde sine ben i en ny kultur, og det er sikkert rigtig, hvis man altså skal være her i flere år. Hvis man som jeg kun skal være her i seks måneder i alt, ja, så må man jo arbejde hurtigere, eller rettere det gør man automatisk.

Jeg synes, jeg har fået skabt mig en hverdag, der fungerer. Jeg synes, mit arbejde går godt. Men hverdag er det også blevet i den forstand, at jeg er begyndt at kede mig lidt. Specielt er aftnerne lange. Jeg kender jo ikke så vanvittig mange mennesker, og dem jeg kender har – ligesom derhjemme – i dagligdagen fuldt op at gøre med arbejde og familie. I øjeblikket arbejder jeg selv sent på dagen, hvilket betyder, at jeg først er hjemme ved otte tiden, og så er det mørkt. Der er stadig meget trafik, så det er ikke så attraktivt at køre ind til byen. Der bor to MS’ere i mit område, men den ene har fået en lokal kæreste, og den anden er hele tiden væk, når jeg er hjemme, så det er ikke blevet til så meget.

Jeg har ikke noget fjernsyn, selv om jeg godt ved, at man kan lære meget om den lokale kultur ved at se fjernsyn. Til gengæld får jeg læst en del, og det nyder jeg meget at have tid til.

At bo sikkerhedsmæssigt forsvarligt, som man selvfølgelig skal, betyder at være hegnet ind bag en høj mur og en port, som hele tiden er lukket og låst, og den sætter sig på en måde også igennem psykisk, fordi man er isoleret fra uganderne. Jeg bor godt nok i et helt ugandisk kvarter, men mange af dem lever også bag mure og porte fordi det – til dels – er et middelklassekvarter, og det gør det jo ikke nemmere.

Der er tre små butikker lige om hjørnet, og der sidder tit nogen udenfor og snakker, som jeg kender det så godt fra min fars købmandsbutik, og jeg har en dyb længsel efter bare at kunne sidde der og være med, uden at nogen lagde mærke til det. Jeg har prøvet at blive hængende lidt, men det bliver hurtigt lidt kunstigt.

Ved et af de første forsøg kom jeg i god snak med den unge pige, der ekspederede, men der gik ikke to minutter, før hun begyndte at spørge mig, om jeg ikke kunne skaffe hende ’sponsorer’, så hun kunne komme på college. Det måtte jeg beklage ikke stod i min magt, og så gik jeg hjem.

Nu har jeg vænnet mig til det spørgsmål i en eller anden variant: kan du ikke skaffe min søster et arbejde, kan du ikke skaffe penge til min organisation, – kan du ikke, kan du ikke. Jeg er holdt op med at tage det personligt, at de kun ser mig som en, der har alt (hvad jeg jo ret beset også har), og som man nok kan få et eller andet ud af.

Om søndagen tager jeg ofte ud til et ’badeland’ ved Victoriasøen med en kæmpe svømmepøl, palmer, bar og restaurant.. Det synes jeg er rigtig skønt, men jeg kan da allerede forestille mig, at det kan blive ensformigt hver søndag at se de samme "mzunguer" i de samme liggestole.

Nu er det søndag aften. Siden jeg begyndte brevet lørdag eftermiddag, har jeg været i teatret tre gange, og så bliver livet straks eksotisk igen. Jeg synes, jeg lærer meget om landet ved at se deres teater, både hvad angår indholdet og deres spillestil. Den er helt skøn melodramatisk!

I aftes havde vi prøveforestilling på det stykke, vi er ved at forberede til MS’ årsmøde. Der kom 60-70 mennesker (det er første gang, de har haft et publikum på over fem voksne), så det var rigtig spændende. Det gik godt, men det må jeg fortælle om en anden gang.

Jeg er nemlig ved at pakke rejsetasken, for i morgen tidlig kører Fred og jeg til Mbarara, fire timer mod sydvest. Her skal vi arbejde med den første af de ni teatergrupper. Seks af grupperne bor ude i landet, så der er i det hele taget forandringer i hverdagen på vej – og det er rigtig godt timet.

Jeg håber, I har noget ordentlig vinter derhjemme. Her er det 25-30 grader.