Rejsebrev nr. 6

eller I tror det er løgn

På landet

Da jeg hører prisen, er jeg godt klar over, at det ikke er et værelse med bad, jeg skal bo i den næste uge. Prisen er 3.000 Uganda shillings pr. nat, svarende til ca. 15 kr. Så jeg spørger, hvor badet er. Hotellets ejer viser mig beredvilligt ned til gården, der siden skal blive det trygge natlogi for min Toyota Hi Lux. Gården er præcis så lang som bilen og ca. 1 meter bredere. I gården er der, foruden to lokummer, også to badeværelser. Jeg kigger ind i et groft tilvirket træskur med sort plastik på den ene væg, cementgulv og et søm til at hænge sit tøj på.

"Men hvor er vandet?" spørger jeg, og så griner de hjerteligt, hotelejeren, Fred og tre unge mænd, som er fulgt med, måske arbejder de på hotellet. "Hvor er vandet?" gentager de og morer sig. Det var ugens dumme spørgsmål, for vandet medbringer man selvfølgelig selv. Hver aften bliver der stillet en 2½ l plastdunk med varmt vand og en grøn banan som prop ved døren til mit værelse. Det var lidt svært i begyndelsen, for mørkt er der også, men jeg blev i ugens køb helt ferm til at tage bad stående i en plastbalje og med en plastdunk som bruser.

Jeg er nu i gang med turen rundt til de ni teatergrupper.

Mandag morgen den 9. februar forlader jeg mit pæne forstadshjem bag den grønne port, forlader Kampala og begiver mig sammen med Fred til Mbarara, en provinsby fire timers kørsel mod sydvest ned mod Rwanda – og lander ud på eftermiddagen på ovennævnte hotel.

Og lade mig røbe med det samme: Alt blev straks sjovere og mere eksotisk, da jeg kom ud af byen. Det har været spændende at komme ud på landet, og jeg kan glæde mig til fem ugers arbejde mere "up country", som det hedder hernede.

Edwin, vores kontaktperson, har arrangeret, at vi skal arbejde med to forskellige grupper. Kort fortalt betyder det, at vores arbejdsdag ugen igennem ser ud som følger:

Klokken godt 9 kører vi fra Biharwe, en lille by, hvor vi bor på ovennævnte hotel, og de 10 kilometer ind til Mbarara og ud til et boligområde.

Her arbejder vi med en gruppe fra 10 til 13.30.

Så kører vi ned i byen og får lidt frokost, begiver os tilbage til Biharwe, og derfra op i bakkerne til landsbyen Rwemwerabiu, hvor vi så arbejder med en anden gruppe fra 15 til 18.30.

Kl. 18.50 står jeg og haler i Fred for at komme af sted ned af bjerget, inden det bliver mørkt. Klokken godt og vel 19 er vi tilbage på hotellet, godt og vel trætte.

Der er ikke meget at foretage sig i Biharwe om aftenen. Et par huse længere henne er der dog en ’videobiograf’. Et rum med et gammelt TV apparat og otte-ti siddepladser. Her viser de film, sagde Fred. Fedt tænkte jeg, der ikke har set en film, siden jeg forlod Danmark. Men ak, de taler på lokalsproget hen over lydsiden, så man ikke kan høre originalreplikkerne. Så var det sjovere bare at sidde udenfor hotellet og følge aftenens gang i Biharwe city.

Lad mig fortælle om landsbyerne.

Landskabet, I skal forestille jer, er grønt og bakket med bl.a. bananpalmer, mangotræer og majs. Hvis I kender Nordby Bakker på Samsø, skal I nok gange med fem for at få den rigtige størrelse. Vi kører fra Biharwe op ad en jordvej, den er bulet og hullet, men det er helt klart en vej. Den kører vi på tre-fire km forbi lerklinede huse og hytter. Det er nok sjældent, der kommer hvide mennesker her, for børnene råber ikke engang ’mzungu’, når de ser mig – de glor bare med åben mund.

På et tidspunkt drejer vi fra ’den store’ vej. Nu går det mere stejlt opad, men man kan stadig kalde det en vej, hvert fald en markvej. Men så pludselig forsvinder vejen. "Fortsæt", siger Edwin. "Hvorhen?" spørger jeg. Han peger på noget, der kan gå for at være en sti, men bestemt ikke en vej. Langsomt kravler min Toyota Hi Lux op gennem det grønne landskab, jeg er glad for, at jeg har et 4-hjulstræk, som jeg kan slå til, hvis det bliver værre endnu.

Det gør det ikke, pludselig siger Edwin "Så er vi her". Det er landsbyen Rwemwerabiu (det tog hele ugen at lære at sige det). "Hvor?" spørger jeg, og så griner de igen på den der søde, overbærende måde, som om man har spurgt dumt. "Der", siger han og peger ud i bakkerne, og ganske rigtigt, når man ser godt efter ligger der faktisk nogle spredte huse derude i det grønne.

Vi kører op foran kirken - som ikke ligner noget, vi forstår som kirke, det er et halvstort, lerklinet hus, med et stort rum, jordgulv, nogle bænke og en slags talerstol. Der venter en gruppe på cirka 25 mennesker. Det er ’Rwemwerabiu Youth Singers’, unge mennesker. Det er her, vi skal arbejde, det er dem, vi skal arbejde med. Udover dem er der cirka 20 børn og kvinder med spædbørn på armen eller på ryggen. De er her bare, fordi der sker noget, de er tilskuere til workshoppen.

Det bliver hurtigt for varmt at arbejde inde i huset, så vi rykker ud på marken. En dag arbejder vi omgivet af kvæg, det er flotte, langhornede køer, de har hernede. Hvis jeg havde taget et billede, ville det grangiveligt have set ud, som om nogle af skuespillerne var køer! Dagen efter var de der igen, og jeg forsøgte at tage et gruppefoto med køer, men så snart de så mit kamera, vendte de sig om og gik.

Efter diverse indledende forklaringer om forumteater, lege og øvelser, beder jeg dem om at lave nogle små scener med historier (korruption er det overordnede tema), som de mener vil interessere folk i deres lokalområde. Og da vi jo er på landet, bliver det en scene om korruption i jordanliggender, som de vælger at arbejde med og vise i en offentlig forestilling om lørdagen.

Historien er som følger:

Rig mands jord grænser op til fattig mands jord. Rig mand flytter hegnspæle, stjæler fattig mands jord. Fattig mand går til LC1 (svarende til en sognerådsformand) og klager sin nød. LC1 lover at se på sagen, kom igen i næste uge. LC1 går til rig mand og nævner sagen en passant. Rig mand bestikker LC1 til at tage hans parti. Ugen efter kommer fattig mand tilbage til LC1, som imidlertid beklager, at han er syg og ikke kan gøre noget ved sagen - kom igen om 14 dage! Her slutter stykket.

Dette er et stykke ugandisk ofte forekommende virkelighed, og det var interessant at arbejde med. Den ene dag gik gruppen fuldstændig død. Lige meget hvad de gjorde, kunne de ikke få has på den korrupte LC1. Dagen efter prøvede jeg at lade dem gå en anden vej, nemlig at lade dem skifte LC1’en ud (altså ’trylle’), og så gik der hul på noget, og de arbejdede energisk i lang tid – uden at jeg forstår et ord, men energien kan jeg aflæse, og den er god.

James, en ung skolelærer, som er den eneste, der forstår og taler lidt engelsk, vælger vi til at være joker ved lørdagens forestilling. Når jeg retter ham eller giver ham gode råd om jokerarbejdet, bliver han meget forfjamsket og siger: "Madam Rena, I am velly velly solly, that I… I am so istupid". Dette er ikke trykfejl, men et forsøg på at gengive den ugandiske udgave af engelsk, de bytter lystigt om på L og R.

Nu vi er ved sproget:

Der står jo i min jobbeskrivelse, at arbejdssproget er engelsk, men der har de gjort regning uden vært, eller de har rent ud sagt ikke tænkt sig om. Af de 25, jeg arbejder med her, er der 1 (én) der taler lidt engelsk, ovennævnte James. De andre forstår meget, meget lidt og taler endnu mindre. Oven i købet taler de her et andet sprog end luganda – som er Freds sprog – men lykkeligvis forstår han faktisk nryuankole.

Så Fred og jeg arbejder meget tæt sammen, og det går fantastisk godt i forhold til, hvor svært det egentlig er. Det er jo sjovt med sprog og teater, for når jeg kender scenen og har hørt den mange gange, og jeg kender forumarbejdet, så jeg sagtens følge med på et eller andet niveau.

I sidste uge deltog vi i MS’ årsmøde, hvor organisationens ansatte og repræsentanter fra de 30 partnerorganisationer også deltog. Vi optrådte to gange, en gang i to timer med en forestilling på 30 minutter og en gang på ’markedspladsen’, hvor vi spillede en lille ting på fem minutter og arbejdede i en halv time for at vise, at man også kan tage forum teater ind som et indslag på en konference f.eks.

Emnet er god ledelse (’good governance’) i NGO’er og sammenhængen mellem NGO’er og lokalpolitik.

Historien handler om en NGO, som har en bestyrelsesformand, en ’chairman’. Han er grundlæggeren af organisationen, det er ham der har lavet politikkerne og ansat personalet. Han har ansat en leder, Mansoor, som arbejder på at ’streamline’ organisationen. Altså gøre det gennemsigtigt, hvad der foregår, leve op til egne vedtægter og den slags. Chairman blander sig i mere end godt er, og på mystisk vis vinder det byggefirma, han ejer, licitationen til et stort, nyt Health Center. Firmaet er berygtet for at lave dårligt byggeri, skoler der falder sammen m.m. Mansoor forsøger at stoppe byggeriet, men bankes på plads af Chairman. Her stopper historien. Hvad kan Mansoor gøre?

Spillet og forumarbejdet blev vel modtaget, folk var meget engagerede, og mange sagde, at det var et problem, de kendte, men som var et tabu at berøre: "The founder syndrom". At spillet ramte godt, skal ikke tilskrives mig, men Fred, som har arbejdet med NGO’er i over ti år. Mange gav udtryk for, at vi havde været et stort plus for årsmødet, som ellers er en temmelig kedelig affære, og at vi skulle været blevet ved meget længere.

Men det er godt at efterlade dem, hvor de stadig er sultne.

Vi fik flere henvendelser fra folk, der gerne ville bruge forum teater til forskellige kurser og konferencer, så jeg tror, bolden er begyndt at rulle.

Det er ni lørdag aften, klokken er snart 1.

Jeg har lige forladt afslutningsfesten på årsmødet. Vi er på Hotel Triangel Annex i Jinja, som ligger lige ned til Victoriasøen.

Festen holdes på en åben terrasse i 1. sals højde, der vender ud mod søen. Et otte mands band spiller, de har en kendt sangerinde, som ligner noget fra Andrew Sisters i 50’erne. Der er også otte dansere, som indimellem kommer ind med et stykke gedeskind på røven og danser traditionelle danse. Det langhårede skind accentuerer bevægelserne, som om de ikke var tydelige nok i forvejen!

Jeg blev – som den første – budt op af den smukkeste mand i MS, ja måske i hele Uganda. Han er fra nord, de er høje og meget mørke. Han er også gift, endda nygift, men det spolerer nu ikke fornøjelsen, ved dansen altså!

Myggene danser også, i skæret fra projektøren. Der skal nok være en del af dem, som er malariamyg, og jeg er glad for, at jeg tager en højeffektiv (sikkert giftig) malariamedicin. Søen ligger sort, men der er 10, 20 nej 30 lys derude. Det er lygter på de små både, som de fisker fra om natten.

Nu står månen op, den er halv, og den er rød, den spejler sig i vandet, og palmerne nedenfor terrassen står i silhuet på den rødlige baggrund

Jeg mærker en kriblen på armene og benene. Længe tror jeg, det er myggene, indtil det går op for mig, at det er Afrika, der er ved at krybe ind under min hud.

Tilbage i byen

I denne uge arbejder vi med en af Kampala grupperne, "Theater Standards", et af de steder, jeg beskrev i brevet om ’sort teater’. De har dog forbedret lysforholdene anseligt, idet de har hængt en 40 watts pære op midt rummet.

For mange år siden var jeg i Grækenland en sommer. Vi var tre-fire danskere og en amerikaner som sluttede sig til os. Det var dengang man som dansk kvinde måtte bade topløs – uanset hvor i verden man befandt sig. En dag kom amerikaneren og bad om at blive fotograferet sammen med Ruth og mig – topløse, for som han sagde: "If not, my friends will never believe me".

Sådan har jeg det tit hernede: I skulle se, hvor det er, jeg arbejder, I tror det er løgn! Billeder kan man ikke rigtig tage, for der er alt for mørkt, og hvis man gør, ligner det alligevel ikke rigtigt.

Så lad mig slutte af med at beskrive denne uges arbejdsplads for jer:

Fra den befærdede Queens Way lidt syd for centrum skal jeg dreje op over en høj kantsten, køre ned ad en lidt stejl skrænt, så er jeg i Katwe-kvarteret. Jeg parkerer bilen, går forbi en containerbutik med flotte ligkister, en anden containerbutik med brugte fjernsyn, hen til en rå, ufærdig bygning, som har stået ufærdig i mange år. Går gennem en smøge langs bygningen, klokken er hen af halv otte, så det er lige blevet mørkt. Foran mig ser jeg tre bål eller ildsteder, og varmen slår imod mig. To mænd står og rører i store gryder. Hvad laver de? De koger mælk, så kan det holde sig længere, de fylder det på store, gule plastikdunke, hvorfra de så sælger det. Ved siden af bålene er der en stor ovn – og jeg mener stor – cirka 4 x 4 meter. Den fyrer de op i om morgenen og bager brød til salg. Ovnen er varm endnu, selv om den er gået ud. Hvor ovnen slutter, går der et højt trin op, og her ligger ’teatersalen’.

I varmen fra ovnen og bålene arbejder jeg og Fred, dryppende af sved, hver aften med 10-15 mennesker, I det flakkende skær fra en 40 watts pære, flakkende fordi der er lidt klumper i strømmen. Mændene sidder på halve havestole og lave bænke, kvinderne breder et stykke stof ud på gulvet og sætter sig. De ser moderne ud med deres bobbede hår, men de siger ikke meget, lader mest mændene tale.

I aftes lod vi Jamil arbejde som joker. Han er en voksen mand, ellers er de fleste ret unge, og han er et naturtalent som joker, lyttende, spørgende. Stemningen, som ellers har været lidt tung, stiger. De begynder at forstå, hvad det går ud på, de er fortrøstningsfulde, det skal de nok få lært, forsikrer de mig, og tak for alt, hvad du har gjort for os – Madam Rena!

Glade og tilfredse kører Fred og jeg op af skrænten, over den høje kantsten og ud i Queens Way’s stadig tætte trafik og ind mod centrum. Jeg sætter Fred af, låser alle dørene og kører hjem til huset bag den grønne port.

Alt er godt – jeg trives med arbejdet og uganderne.