Rejsebrev nr. 7

En by i provinsen eller Under mangotræet

Det er lørdag eftermiddag, jeg er lige kommet hjem fra byen. Jeg var inviteret ind og se en af de grupper, vi har arbejdet med, spille noget af deres ’almindelige’ teater.

"The conventional theater", som de kalder det, varer aldrig under tre timer, og da det er på luganda, orker jeg ikke at se hele forestillingen, men går efter cirka en time. Det har jeg meddelt på forhånd, og det er jeg glad for, for stykket i dag er ikke særlig godt.

Teatret ligger i Old Kampala, et område af byen jeg ikke kender. Teatret ligger nærmest midt i et marked bl.a. for reservedele til biler og alskens biludstyr, alt sammen brugt forstås. Der er et leben af mennesker, boda boda’er (knallerttaxier) og biler parkeret midt på den i forvejen snævre vej. Jeg får kantet mig igennem og holder for at komme ud på en lidt større vej. Pludselig står der en ung fyr ved vinduet i førersiden, han er meget skeløjet og siger meget insisterende: "There is something". Som det flinke menneske, jeg er, og da især overfor skeløjede artsfæller, forsøger jeg at finde ud af, hvad han mener, han gentager bare: "There is something". Først da jeg ud af øjenkrogen ser en sort arm komme ind af vinduet i den anden side og tage fat i min taske, går det op for mig, hvad der er gang i: En simpel afledningsmanøvre for kammesjukkens tyveri. Jeg når slet ikke at reagere, før han har sluppet tasken, og væk er de begge to. Jeg lukker vinduet og skynder mig at køre væk, og først da jeg holder ind lidt længere oppe af gaden for at tjekke, om noget er væk, går det op for mig, hvorfor han slap tasken: Remmen sidder fast i sikkerhedsselen! Hvor heldig har man lov til at være?

Det er sådan en dag, hvor jeg er sikker på, at der er nogen, der holder hånden over mig – men jeg lover mig selv og hvem det nu end er med hånden, at jeg nok selv skal hjælpe til, bl.a. ved at være lidt mindre troskyldig, når jeg er inde i territorier, jeg ikke kender.

Det var seneste nyt. Jeg er ’hjemme’ i Kampala i denne uge og holder forskellige møder og træner lidt med en kernegruppe, vi er ved at stable på benene.

I søndags kom jeg hjem fra to ugers arbejde i Hoima, og det vil jeg gerne fortælle lidt om.

Hvordan skal man beskrive Hoima?

Fire gader på langs, tre på tværs vinkelret på hinanden. Main Street er asfalteret, og under vores ophold bliver en gade mere asfalteret. Det betyder meget, siger Fred, det med asfalten. Det er tegn på udvikling, at byen er ’moderne’.

Nu mens vi er ved asfalt:

Vejen fra Kampala vestpå er asfalteret de første 50 km, men med mange grimme huller. Så skifter det til jordvej, og et skilt meddeler, at de næste 70 km er asfaltvej under konstruktion. Det tager mig cirka halvanden time, og jeg glæder mig til at komme på asfalt igen – men der er ikke mere asfalt, før vi kører ind på Main Street i Hoima. Efter de annoncerede 70 km var de bare ikke ved at konstruere en asfaltvej. Jordvej hedder marram-road, et rigtig godt ord synes jeg, for man kan næsten høre, hvordan det lyder, når man kører på den.

Tilbage til Hoima:

Jeg ved faktisk ikke engang, hvor mange mennesker der bor, det ved folk ikke, når man spørger dem, jeg vil skyde på 15-20.000. Byen er, som alle byer, fyldt med butikker – fra den mindste, et bord på et gadehjørne med to slags toastbrød, til noget der minder om et lille dansk supermarked "Lucky Seven". Det er som om omdrejningspunktet for al samvær er handel. Tydeligst selvfølgelig på byens marked, det eneste sted, hvor der går lidt uorden i de lige gaders koordinatsystem, for markedet breder sig ligesom ud over sine bredder.

Fred og jeg slutter vores arbejde ved halv syv tiden og går en tur ned på markedet i den sidste rest dagslys. Jeg ved ikke, hvad folk tænker om dette umage par: Den (forholdsvis) unge, ugandiske mand og den ikke helt unge ’mzungu’, der hver aften går en tur rundt på markedet og køber ind sammen. Et eller andet tænker de sikkert.

Nu er det mørkt – meget mørkt – for der er "power cut", en regelmæssigt tilbagevendende begivenhed i Hoima. "Strømmen er gået – tilbage til Jinja hvor den kommer fra", som man siger i Uganda, hvor al strøm kommer fra det store kraftværk bygget ved Nilens ’Owen Fall’.

I mørket brænder mange små olielamper, så handlen kan fortsætte. Mange har et lille trækulsildsted, som gløder rødt i mørket. De rister bananer, kassava og ting, jeg ikke kan identificere, og bager chapati. Mados og røg driver gennem mørket. På en åben plads sælger de grøntsager og frugt, mælk fra store mælkejunger, og sko, de fleste brugte, som de vasker, reparerer og pudser omhyggeligt for at kunne få en god pris. Inde bagved er der en smal gade, hvor der sælges alt muligt isenkram, knive, skeer, de små trækulsbrændere, det hele lokalt produceret, hvilket det bærer tydeligt præg af. Længere inde igen en plads, som er helliget matoken, de grønne bananer.

Når vi har købt vores daglige fornødenheder, går vi som regel ud og spiser. Vi har identificeret tre spisesteder, hvor der er noget at hente udover matoke og sejt oksekød, for det holder jeg ikke til i 14 dage. De fleste steder er den eneste salat, de kan mønstre, en lille klat hvidkål.

Det har taget mig lidt tid at finde ud af, at nogen gange siger uganderne bare det, de ved, man gerne vil høre. I den forløbne uge oplevede jeg det helt uomtvisteligt tydeligt:

Kan jeg få en salat?

Yes, Madam, we can make a salad for you.

Salaten kommer imidlertid aldrig, og jeg spørger, hvor den blev af, om han har glemt den.

Oh, but Madam, carrots are very expensive.

Men hvorfor sagde du så, at du kunne lave en salat?

But Madam, you wanted salad!

Efter at krigen brød ud, spiser vi tit nede på Kolping, som er en tysk katolsk mission. De har en rimelig god restaurant med storskærm. Her kan vi så sidde og glo på CNN’s wargame og forsøge at følge lidt med, imens hører jeg højtalerne fra moske’en ved siden af, der kalder til bøn. Altså, jeg sidder på en tysk katolsk restaurant i Uganda og ser krigen i Irak, mens jeg hører muslimerne kaldes til bøn udenfor. Pludselig bliver jeg lidt kulturelt rundtosset, og jeg bemærker, at når en speaker toner frem på skærmen, tænker jeg "Guuud en mzungu, sikke et langt ansigt han har". Det går op for mig, at jeg stort set ikke har set hvide mennesker i en uge, lige bortset fra en stor englænder, som altid spiser her.

Den første gruppe, vi arbejder med heroppe, er unge, og det er lidt tungt, for de kan ikke koncentrere sig om arbejdet, men er optaget af alt muligt andet. En anden besværlig ting er, at de insisterer på, at de ikke har problemer med at forstå engelsk, men jeg kan se, at det har de.

Det bedste, man kan sige om den uge, er, at vi havde en meget spændende udflugt (som de havde sagt, ville tage to-tre timer, men som endte med at tage næsten hele dagen). Vi blev kørt ud til en lille fiskerlandsby ved Lake Albert: Mennesker, fisk og fisk og det man i min barndom ville kalde "negerhytter" - lerklinede hytter med tag af tørret græs. Hæren var der også med et par mand, for på den anden side af Lake Albert ligger den Demokratiske Republik Congo, og som i alle grænseegne af Uganda er der altid lidt uro og raslen af rebeller, det er meget kompliceret at finde ud af, hvad det handler om.

I den anden uge arbejdede vi med en gruppe voksne, og her er der ingen, der snakker engelsk, men det er meget nemmere: Så ved vi, hvor vi er. Fred oversætter alt, hvad jeg siger, eller han arbejder selv med dem med mig på sidelinien. Faktisk kan jeg vældig godt lide det. Måske fordi det giver en følelse af ikke at have ansvar for noget – for jeg forstår jo ikke noget. Sådan er det selvfølgelig ikke, men jeg tror, det er den følelse, jeg får.

Denne gruppe har arrangeret ikke mindre end to forestillinger om lørdagen. Første forestilling er i en skolesal med bliktag. Når det regner på et bliktag i Uganda, så er det umuligt at høre noget som helst. Så forestillingen bliver forsinket mere, end den var i forvejen. Forsinkelsen breder sig til forestilling nummer to. Vi ankommer en halv time efter, at vi skulle være startet, og jeg synes, det er ret pinligt, for for en gangs skyld er publikum kommet til tiden. Der er nemlig fine folk til stede. Et imposant kvindeligt parlamentsmedlem i sølvfarvet gomes (den traditionelle kvindedragt) med stor sort ’sløjfe’ om maven, samt et par lokale VIP's, LC1 og LC3, svarende til sogneråds- og kommunalbestyrelsesformand. De sidder under et mangotræ, der i anledning af regnvejret er suppleret med en presenning påtrykt UNHCR (FN’s flygtningehøjkommisariat). Det almindelige publikum sidder udenfor presenningen i den tiltagende regn.

Parlamentsmedlemmet holder en tale og besvarer derefter spørgsmål. En meget speciel, lille og hærget kvinde – i lange bukser, hvilket er et særsyn blandt voksne kvinder – fortæller, at hendes søn blev dræbt i Gulu og er blevet begravet deroppe, og nu vil hun spørge, om hun kan få hjælp til at få ham transporteret til Hoima. Han var hendes eneste søn. Kvinden gør et uudsletteligt indtryk på mig, og krigen i nord bliver pludselig meget nærværende. En krig mellem regeringshæren og forskellige rebelgrupper, den største kaldet Lord’s Resistance Army (LRA).

I maj måned skal jeg en uge til Arua,som ligger en time fra grænsen til Sudan, og undervise på et "Conflict Intervention" kursus. I den sammenhæng får jeg lejlighed til at se en af de kæmpestore flygtningelejre for internt fordrevne. Det er selvfølgelig ikke nogen søndagsudflugt, men jeg er glad for, at jeg også får lejlighed til at se denne mere mørke side af Uganda.

Tilbage til mangotræet og parlamentsmedlemmet. Da hun har besvaret spørgsmål i en lille halv times tid, skal hun og de andre VIP’er videre til en anden landsby, som de skal nå, inden det bliver mørkt. Kun den mindste VIP, LC1, bliver tilbage til os.

Så spiller de forestillingen. Det regner lidt, skuespillerne og nogle af publikummerne er i ly under presenningen. Jeg har taget et billede af sceneriet: Græsset er grønt, presenningen hvid og buer dekorativt, kvindernes kjoler i flotte farver. Det var det sidste billede på filmen.

Hvis jeg havde kunnet tage et billede en halv time senere, hvor vi var i gang med forumarbejdet, og hvor regnen var tiltaget til brusebadsstyrke, ville man ikke kunne se forskel på skuespillerne og publikum, for publikum sidder helt henne ved skuespillerne for at være i tørvejr. På et tidspunkt kører en knallert forbi med en levende, bagbundet gris på bagagebæreren. Det bobler i mig af grin og glæde over at få lov at opleve så meget.

For nogle år siden var jeg på storytelling-kursus i England. En af deltagerne var en midaldrende tandlæge, som ikke fortalte ret meget, og da slet ikke om sig selv, til gengæld havde han et dyrt kamera, som han tog billeder med uafladeligt. På kursets sidste dag lavede vi en lille ceremoni. Vores undervisere var, udover at være meget kompetente, nogle gamle, romantiske naturreligion-flippere, så vi gravede et hul i jorden og lagde hver en lille gave (til gud og til naturen) ned i hullet. Det var i størrelsesordnen en smuk fjer og en speciel sten. Pludselig tog fanden ved tandlægen, han flåede sit dyre kamera af, kastede det ned i hullet og brød grædende sammen og sagde: "Altid har jeg det fordømte kamera mellem mig og verden, alt ser jeg gennem kameraet og tillader ingen at se mig". Joh, historiefortælling er et stærkt medie. Ingen fortrak en mine, der blev kastet jord på gaverne. Og hvis ikke en af lærerne har listet sig ud en mørk nat og gravet det op, så ligger det der endnu.

Hvorfor fortæller jeg nu den historie?

Det er ikke fordi, jeg synes, kameraet står i vejen. Jeg synes, jeg har masser af kontakt med virkeligheden. Jeg fortæller historien, fordi jeg har det sådan ind imellem, at jeg ser alt i billeder. Billeder som jeg så gerne vil tage med hjem for at dele med nogen, kunne vise og forklare, hvordan der er hernede. Bevidstheden om, at jeg ikke skal være her for evigt, begynder at snige sig ind på mig, og hvordan skal jeg nå at tage billeder af alt det? Eller rettere: problemet er ikke at nå det, men at mange af motiverne er mennesker i flygtige situationer, og jeg ville bare føle mig så meget som en turist, hvis jeg gave mig til at fotografere.

Nu kan jeg se, at jeg er på femte side, og det er nok tid til at slutte af, hvis jeg vil gøre mig håb om at læserne hænger på.

På falderebet vil jeg lige fortælle, at der er spændende ting i gang arbejdsmæssigt. Jeg er ved at forsøge at sparke nogle "income generating activities" (som det hedder på donorsprog) i gang.

I går var jeg til et møde med en stor kanon i IGG (Inspectorate General of Government, den største af de korruptionsbekæmpende institutioner), og vi har fået en aftale om at optræde på en stor konference, hvor en ny undersøgelse bliver præsenteret. Præsidenten kommer og åbner det hele.

Det er jeg lidt stolt af, for det er en kontakt, jeg har skaffet, som har skaffet jobbet. Mere om det i næste brev.