Rejsebrev nr. 8

eller Deep in the village

Der er gået lidt tid, siden I sidst har hørt fra mig, og det er måske i virkeligheden et større savn for mig end for jer, for jeg er blevet klar over, at det at skrive er en måde at ordne og bearbejde de nogen gange overvældende mange indtryk.

Det er ikke fordi, jeg ikke har oplevet noget, der var værd at skrive hjem om, men dels har jeg opholdt mig to uger i landsbyer uden elektricitet. Dels har jeg haft gæster fra Danmark i påsken, min kollega Henry, hans kone Marianne og søn Bjarke, samt min nevø Anders. Og dels fordi arbejder jeg om lørdagen og dermed har meget lidt fri

Da vi er færdige med at spise, læner den pensionerede præst sig tilbage og begynder at tale med lav stemme. Først tror jeg, han beder, men så begynder en af sønnerne at oversætte: Hans far har længe haft problemer med synet, han blev opereret og fik nye briller, men han kan ikke se med dem.

Nu bliver jeg klar over, hvor vi er på vej hen: Mon jeg kan skaffe ham et par nye briller? I begyndelsen var jeg meget længe om at spotte den slags samtaler, og havde jeg undervejs vist stor forståelse og medfølelse overfor problemet, var det svært at sige nej, når ’det kontante’ spørgsmål pludselig faldt.

Så under den gamle præsts lange udredning holder jeg mig neutralt lyttende og jeg hjælper ham ikke med at formulere spørgsmålet. Måske fornemmer han min uimodtagelighed, for han giver ligesom op inden han kommer helt frem. Jeg har i dag også en god grund til at være uimodtagelig, jeg har nemlig købt en gomes (traditionel kjole) til hans kone.

Koordinatoren for den gruppe, vi arbejder med, hedder Chris og er en af præstens 13 børn. Vi spiser hos dem flere gange i ugens løb, og så plejer jeg gerne at købe en lille gave. Jeg spørger Chris, hvad hans mor vil blive glad for. En gomes, siger han uden tøven, og jeg bander indvendigt, for jeg ved det egentlig godt, at hvis man spørger en ugander, hvad hun ønsker sig, så er der ikke noget pjat med "det skal du da ikke tænke på og nej, det er da alt for meget". Næh, de kommer frejdigt med et pænt, stort, ubeskedent ønske.

Jeg spørger forsigtigt, om sådan en gomes ikke er dyr, og han siger, at den kan fås for 20.000 (ca. 100 kr.), og så tænker jeg, "Nåh ja – herregud, det kan jeg vel nok få råd til". Da sylønnen og knapperne og kantbåndene et talt med, kommer vi op på knap 30.000. Men konen blev overvældende lykkelig for den nye kjole, der var lysviolet med mørkelilla blomster på, og kastede sig for fødderne af mig og takkede mig. Selv den gamle præst glemte tilsyneladende alt om sine dårlige øjne og øste velsignelser både fra ham selv og Vorherre ned over mig. Så det var bestemt 150 kr. værd.

Ugen før påske og ugen efter påske har jeg været ude og arbejde i landsbyer og har boet hos folk i deres hjem og er på den måde kommet meget tæt på livet, som det leves i landsbyen. Jeg er nu i gang med den sidste af ti teatergrupper rundt i landet, som Fred og jeg har arbejdet med, og jeg siger til ham, at et rejsebureau ikke kunne ha’ve arrangeret det bedre, for jeg har fået et meget varieret indtryk af Uganda. Jeg har arbejdet i Kampalas slumkvarterer, i halvstore provinsbyer, og i "deep villages", som er det, vi andre kalder "langt ude".

Mønstret i landsby-ugerne er været det samme: De første dage får vi lov at være i fred, derefter begynder invitationerne at vælte ind, og til sidst må vi på besøg både til morgenmad, frokost, te og aftensmad. Alle vil gerne have mzungu-besøg, det giver status.

Vi arbejder til ved seks tiden, og så skal vi med nogen hjem og have ’the’. Det kan f.eks. bestå af en anretning med stegt lever, popkorn, æg og altid af jordnødder af egen avl. De første gange troede jeg, at det var aftensmad, så stor var min overraskelse (og meget lille min appetit), da vi fik serveret ’supper’ ved 10-11 tiden om aftenen.

Den ugandiske måde at have gæster på er meget anderledes end den danske. Når vi kommer, skal vi selvfølgelig hilse på hele familien, og det tager lidt tid (jeg skal komme tilbage til basogaernes hilseritual). Så bliver vi, æresgæsterne Fred og jeg og evt. dem vi bor hos, inviteret ind i husets bedste rum, hvor der som regel er et lavt bord og nogle stole alt sammen med nogle meget grimme hæklede lapper på, som helt klart er moderne boligstil her. Inde i huset er der mørkt og varmt. De, der bor i huset, sidder udenfor, og som regel kommer der en del naboer til for at få et glimt af de fine gæster. Det kan ske, at manden i huset kommer ind og sidder lidt, men aldrig konen, det er helt utænkeligt. Der sidder vi så, og efter en rum tid kommer værterne med varm mælk med en anelse the i og f.eks. den omtalte lever, popkorn med mere. Vi får aldrig rigtig snakket med dem, der har inviteret os, for det er ikke det, det kommer an på. Jeg kan aldrig helt forstå, hvad det så kommer an på, men så vidt jeg forstår, er det fordi en gæst er noget ophøjet, og gæsten skal have fred, nyde sin mad i fred.

Jeg er blevet modtaget næsten som en dronning ude i landsbyerne, hvilket somme tider er fantastisk, somme tider meget underholdende og sommetider lidt trættende. Efter den første uge drog jeg hjem med følgende gaver samlet ind fra kursusdeltagerne: 20 æg, 2 store yams rødder, 2 store kassava rødder, 8 avocadoer, 2 kg jordnødder, 2 kæmpe papaya frugter, ca. 20 kg appelsiner.

Alt sammen egen avl forstås. Det er utrolig rørende, jeg er meget glad for gaverne (som jeg for en stor del lader gå videre til mine vagtmænd), og samtidig også glad for at jeg ikke fik en høne eller en ged!

Jeg har været i to forskellige landsbyer i kongeriget Busoga øst for Kampala, og der har hilseritualet (som overalt i Uganda er mere omstændigt end vores) udviklet sig til en meget lang ting:

- Hvordan står det til derhjemme?
- Fint.
- Hvordan har børnene det?
- Fint.
- Hvordan har konen det?
- Fint.
- Giver koen noget mælk?
- Ja, fint.
- Hvordan med gederne?
- Fint?
- Lægger hønsene æg?
- Ja, fint.

Derefter sker der noget meget mærkeligt, de begynder at sige sådan her:

- Mmmmmm
- Mmmmmm
- Mmmmmm
- Mmmmmm

De skiftes, og tonelejet stiger hele tiden, og når de er flere, lyder det nærmest som sang. Så er det, jeg kan føle, det er lidt fattigt med vores ’Hej’ eller ’Heeej’ eller ’Hej hej’, hvis det går rigtig højt. Men det afspejler måske hvor meget tid, vi har.

Jeg ved ikke, om nogen af jer somme tider har spurgt jer selv, om I kan få opmærksomhed nok. Det har jeg, og jeg har altid tænkt, at opmærksomhed kan man ikke få for meget af. Jeg må sige, at jeg har nået et mætningspunkt for opmærksomhed efter disse uger ude i landsbyerne. I denne uge bor vi (Fred og jeg) i Kirima, en af den slags landsbyer de kalder et "trading center". Det er nummeret større end village og betyder en lang gade (jordvej altså) med små butikker. Vi bor i baglokalet til en lille butik, der handler med skolehefter, A4-blokke, kuglepenne og aviser. Det er en ældre mand på 55, der har butikken. Ja, hernede er man ældre, når man er 50 – og de kigger vantro på mig, når jeg fortæller, at jeg er 50. Muzei (respektfuld betegnelse for ældre mand) er meget stolt over at have en mzungu boende. I morges, mens jeg stadig lå og sov, hørte jeg døren gå op, og jeg hørte muzei hviske noget med mzungu. Jeg lindede på det ene øjenlåg og så to hoveder kigge ind, og jeg er sikker på, at han sagde: "Se, der ligger en mzungu i min seng". Da var det lige ved at være for meget af det gode – især så tidligt om morgen, før man rigtig har fået iført sig sin høflighed.

I forrige uge boede vi hos Patric, som er næstformand i bestyrelsen for IATM. Vi fik os nogle spændende diskussioner om mange ting, men mest om, hvorfor det går, sådan som det går i Afrika.

Jeg har af mine påskegæster fået en bog der hedder "Besættelsen – Hvad nu hvis". En såkaldt "kontrafaktisk" antologi, som f.eks. fremskriver, hvad der ville være sket, hvis tyskerne havde vundet krigen, og hvis Danmark var blevet befriet af russerne i stedet for af englænderne. Patric stiller spørgsmålet: Hvad ville der være sket, hvis Afrika ikke var blevet koloniseret? Uganda er f.eks. en samling kongedømmer og stammer, som aldrig har hørt naturligt sammen, før englænderne kom og besluttede, at de skulle være et protektorat og dermed et land (sådan lidt hurtigt forklaret). Hvordan ville Uganda have udviklet sig, hvis englænderne var blevet hjemme? Meget interessant spørgsmål.

En aften hvor vi er til te hos førnævnte gamle præst, får jeg et andet interessant spørgsmål: Hvad er årsagen til Danmarks succes, hvorfor er I sådan et rigt lille land med demokrati og så mange veluddannede mennesker? Det fik vi en spændende snak om. Hvad ville I svare på det spørgsmål?

Nu er det søndag eftermiddag. Jeg kom hjem fra Kirima i aftes med ladet fuldt af matoke, sukkerrør, avocadoer, søde kartofter, appelsiner og søde bananer. En del af det var til Rosemary, den gamle mands datter, som arbejder i IATM, en del var til mig fra kursusdeltagerne. Der var et par lokale VIP’er til lørdagens forumforestilling, en LC1 og en councellor, og det var councellor, som overrakte gaverne, og der blev taget billeder og holdt taler. På den slidte tavle – som er malet direkte på væggen, i det slidte halvåbne undervisningslokale står der: "Forum Theatre Training Closing Ceremony". Uganderne elsker ceremonier. Inden overrækkelsen har der været fem taler, inklusive en fra mig og en fra Fred.

Det er nemt at skrive om alt det eksotiske – svært at lade være – men der er jo også andre sider af livet i den lille organisation, som er eksotisk, om end i en anden lidt betydning: Uforståeligt, enerverende, skidehamrende irriterende.

Det handler om et nyhedsbrev, der er seks måneder forsinket, en indkaldelse til generalforsamling, der to gange kom for sent ud, og meget andet.

Men den historie får I næste gang, nu vil jeg nemlig gerne ha’ dette brev sendt af sted.

Jeg har nu kun fire uger tilbage af mit arbejde. Pyha, jeg synes, der er meget, jeg gerne vil nå. Efter arbejdet holder jeg tre-fire ugers ferie hernede (i Østafrika), og så vender jeg næsen hjemad omkring den 1. juli.