Rejsebrev nr. 9

eller En gang imellem bliver man sindssyg

I min ansættelseskontrakt med MS står der, at jeg skal "spille en rolle i informationsarbejde og solidaritetsarbejde i den danske offentlighed også efter kontraktens ophør". Det studsede jeg lidt over, jeg har aldrig før set en kontrakt, der forpligter ud over ansættelsesperioden, men jeg tænkte den tid den sorg, og mon ikke også jeg kommer ud og fortæller nogle historier til små dele af den danske offentlighed. Så det ordner sig nok.

Med hensyn til alt det jeg har skrevet, er jeg er imidlertid blevet lidt i tvivl, om det overhovedet kan falde ind under kategorien uinformationsarbejde (hov, der opfandt jeg ved en fejl et nyt ord: uinformationsarbejde). Er det mon i virkeligheden det, jeg har bedrevet, kulørte oplevelsesbeskrivelser, i stedet for informationsarbejde?

Nå, nu skal jeg se at komme til sagen: Om det nu er affødt af passagen i min kontrakt, eller af at jeg snart skal til at skrive en rapport om min arbejde hernede, så har jeg tænkt, at det var måske på tide, at jeg gav jer nogle ’rigtige’ informationer, nogle rammer om alt det eksotiske.

Så det vil jeg hermed forsøge:

En del af jer kender sikkert MS i forvejen, så I kan bare springe videre i teksten.

MS står for Mellemfolkeligt Samvirke. På engelsk kaldes det lidt mindre mundret Danish Association for International Co-operation. Det går – kort fortalt – ud på, at MS for de danske skatteyderes penge bedriver udviklingsarbejde i en række 3. verdenslande i Afrika, Mellemamerika, Nepal samt en smule på Balkan. Den aktivitet, der tager broderparten af midlerne, er et personel-program, dvs. der sendes en dansk udviklingsarbejder ud for at arbejde i det pågældende land. Det er ikke veje og broer, de bygger. De bygger mennesker og organisationer. ’Capacity building’ er p.t. nøgleordet i MS’ arbejde. Budgettet for det, der hedder "MS i Syd", var i 2002 på 138 millioner kr. efter regeringens nedskæringer. Før nedskæringerne var det 151 millioner kr.

I det enkelte land arbejder MS med en række partnerorganisationer, enten ved at udstationere DW’er (development worker), eller ved blot at støtte økonomisk. I Uganda er de fleste partnerorganisationer at finde udenfor Kampala, mange i det nordlige Uganda, som er den mest ’underudviklede’ del af landet. Disse organisationer er mange og mangfoldige. De spænder fra Human Rigths Network, over Farmers’ Association og til min egen organisation, antikorruptions teaterbevægelsen.

En DW skriver kontrakt for to år, men mange forlænger og bliver måske i tre-fire år. Jeg er ikke DW, jeg er STA (Short Term Advisor), som altid har et helt specifikt arbejdsområde. Det kan man vist nok være i indtil ni måneder. Min kontrakt er på seks måneder og kan ikke forlænges.

Forskellen på en DW og en STA kunne man forklare ved at sige, at STA’en gerne må gøre arbejdet selv, mens DW’en skal få partnerne til det. Altså, jeg kommer herned med en ekspertise, jeg kan/skal undervise i forum teater, og når jeg tager af sted, skal så og så mange mennesker have lært at lave forum teater. Hvis du er DW, arbejder du på at opbygge partnerens kapacitet, du coacher dem bl.a. i at få deres organisation til at fungere: Hvordan holder man et effektivt møde, hvordan får man ført de beslutninger ud i livet, som man har taget på mødet, hvordan skriver man et referat, hvordan sikrer man gennemsigtighed i regnskaberne, hvordan skaber man demokrati i organisationen?

Lad mig røbe det allerede her: Mit temperament passer glimrende til at være Short Term Advisor!

Jeg har lige netop læst nogle rejsebreve fra en af de unge mænd, jeg var på kursus sammen med i Helsingør. Han sidder langt ude på landet i Tanzania et sted og er ikke helt sikker på, hvad det egentlig er, han skal lave. Hans partnerorganisation sætter ham ikke i gang, initiativerne forventes at komme fra ham. Puha, så foretrækker jeg langt mit eget program, selv om det i perioder har været noget intensivt. Men hatten af for dem, der tager de lange seje træk.

Lad mig så fortælle lidt om ’min’ partnerorganisation, International Anti-Corruption Theatrical Movement (IATM). I får lige lidt med deres egne ord:

"IATM is a civil society organisation of performing artists, groups and individuals joining efforts to figth corruption. Founded 1997.

Mission: To reduce corruption by building a morally strong vibrant corruption resistant civil society, aware of, and rrready to defend the human rigths.

Vision: A moral corrupt free society".

IATM er startet som frivilligt arbejde. På et tidspunkt har man så ønsket at professionalisere sig, man har lavet et sekretariat med fire ansatte (til noget der ikke rigtig kan kaldes en løn, nærmere måske et vederlag) og en bestyrelse. Udover mig, som altså er der i seks måneder med den helt specifikke opgave at træne dem i at lave forum teater, så har de pr. 1. marts fået en DW, Morten, som har kontrakt for to år. Det er ham, der skal tage det lange seje træk med at få nogle helt fundamentale arbejdsprocedurer til at fungere, for det er der virkelig brug for.

Bestyrelsesformanden er Honourable Suleiman Madada, parlamentsmedlem (kuglelynet i det karrygule jakkesæt, som jeg har omtalt i et tidligere brev). Der er et ret anspændt forhold mellem bestyrelsen (især formanden) og de ansatte, som mener, at bestyrelsen har fuldstændig urealistiske forventninger til hvor mange aktiviteter, sekretariatet er i stand til at gennemføre. Bestyrelsen på sin side mener, at der er for mange ting, som staff ikke har styr på og ikke får lavet Det er vel i og for sig en velkendt problemstilling, som ikke er specielt afrikansk, men når vi nu absolut vil lære dem at gøre alt på vores måde, så må de vel nødvendigvis også få de samme problemer. Set derfra hvor jeg sidder – lidt udenfor det hele – vil jeg sige, at begge parter har ret. Ja, bestyrelsen er for urealistisk i sine forventninger, og ja, der er en masse ting, som staff ikke gør godt nok.

Lad mig give et eksempel:

I januar blev jeg bedt om at skrive et indlæg til IATM’s nyhedsbrev, og det gjorde jeg. Nyhedsbrevet udkommer i princippet fire gange om året, og dette nummer skulle være udkommet i november. Nu er det så blevet færdigt, jeg har lige fået det i hånden i dag (den 6. maj). Hvad sker der undervejs?

Det har været oppe på stort set alle de personalemøder, jeg har været til i de fem måneder, jeg har været ansat. En måned gik med at få samlet indlæggene, en anden måned gik med at vente på et enkelt indlæg, som ikke var kommet. Nåh ja, og så var der ingen strøm, fordi regningen ikke var betalt, det gik der vist også en måned med. Så gik der vel en måned med at finde ud af, om det skulle kopieres eller trykkes, og derefter en måned med at finde et billigt trykkeri.

For et par møder siden var nyhedsbrevet faktisk endelig klart, men så var der ikke mere blæk i printeren.

Hvorfor købte du så ikke en patron?

Jamen, det er Steven, der har pengene.

Steven forklarer. at han skulle ha’ en underskrift af Madada, og han havde jo været i Nairobi.

Han kom hjem for en uge siden, siger jeg.

Mens aben kører rundt i lokalet, mister jeg et kort sekund tålmodigheden og spørger:

Hvem har ansvaret for at købe blæk til printeren???

Der bliver stille, det er utidigt at stille den slags meget direkte spørgsmål, og jeg får aldrig noget svar.

Det er sådan en dag, hvor jeg priser mig lykkelig for at jeg ’kun’ er short term ansat. Jeg tror ikke, jeg ville have tålmodighed til det andet.

Engang imellem bliver man sindssyg! Mest sådan en fornemmelse af ikke at forstå, hvad der foregår. Ligesom det er svært at forstå, at man den ene gang efter den anden kan aftale, at vi starter personalemødet kl. 9, og folk så alligevel først kommer kl. 10. Fuldstændig klassisk ’nord-syd konflikt’, fuldstændig efter bogen, men derfor ikke mindre irriterende.

Jeg skal lige huske at sige, at Fred, min counterpart, er meget tjekket, kommer stort set aldrig for sent, laver det han lover – men han har også været i Danmark i tre måneder! Han er meget oppe på det der med, hvor meget tid hans kolleger og andre ugandere spilder på manglende ’time consiousness’, og han er vildt imponeret af, hvor effektivt og præcist det danske samfund fungerer. Engang imellem bliver jeg nødt til at fortælle ham lidt om medaljens bagside med stress, udbrændthed og ensomhed.

Det er ved at gå op for mig, at den lille organisation er i fare for at knække over på midten, fordi der er for lidt initiativ og for få kvalifikationer hos det øvrige personale. Når Fred er ude af døren, og det har han jo været stort set hele foråret, så går alting ligesom i stå. De ting der bliver besluttet på personalemødet, bliver ikke gjort, fordi de, der skal gøre det, ikke skriver det ned, og så glemmer de det. En detalje som indkaldelse til generalforsamling, der jo skal være medlemmerne i hænde et vist antal dage forud for mødet, var lige ved at blive glemt for anden gang.

Og en gang imellem er det så man tænker, hvorfor er det også, de skal gøre tingene på vores måde, hvad ville der ske, hvis man lod dem sejle i deres egen sø / gøre tingene på deres egen måde? Men globaliseringen er jo så ’fremskreden’, at den mulighed nok ikke reelt eksisterer..

Pyha, det er sådan noget, man kan blive svimmel af at spekulere på.

Så nu får I lige en lille historie fra hverdagen at slutte af på.

Jeg har været ude af byen, og der er gået flere uger, hvor jeg ikke har set min housegirl, Helen. Forleden mødtes vi omsider og hilste overstrømmende på hinanden, for vi kan godt li’ hinanden. "You have grown big madam", siger hun glad. Jeg forstår ikke helt, hvad hun siger. Mon hun har hørt om min herostratiske berømmelse i landsbyerne ude øst for Iganga? Nej, det har hun nok ikke, så jeg spørger, hvad hun mener. "You have become big – fat", siger hun, stadig glad. Det er så uvant at høre ens vægt (problemer) omtalt på denne ligefremme måde, så jeg spørger en ekstra gang for at være helt sikker. "Du mener, at jeg har taget på?" "Yes madam, it’s good, you were so small when you came".

Hun har fuldstændig ret – jeg har taget på. Jeg har fået alt for meget mad i alle de uger, jeg har været ude af byen, og jeg sidder alt for meget i en bil, og har næsten aldrig mulighed for at gå en tur. Jeg var bare ikke klar over, at det var så tydeligt! Det trøster mig lidt, at Anita fortæller, at det sagde de også til hende efter en ferie, og hun er slank som et siv. Måske er det deres måde at sige: Hvor ser du godt ud. (Men nej, det er rigtig nok).

Nu er det maj derhjemme (ja, det er det jo selvfølgelig også her), det er en dejlig måned, som jeg godt kan savne lidt. Her er det fortsat regntid. For et par uger siden var der faktisk oversvømmelse i nogle områder af Kampala. Men indimellem er det rigtig varmt. Som i går f.eks., hvor jeg var ude i Kibuli for at se noget forum teater. Jeg havde fået at vide, det startede kl. 10, og så kommer jeg selvfølgelig kl. 10. Men programmet var en time forsinket. De havde ventet på Kampalas borgmester, så da jeg kom, skulle de først til at starte marchen. Det var en dag, der handlede om at holde Kibuli rent. Kibuli er plaget af dårlige latriner, affald i gaderne, og i regntiden går det ofte rigtig galt med sygdomme som kolera og dysenteri til følge. Så der var en march på halvanden time gennem tre forskellige kvarterer. Solen bagte ned, og jeg havde hverken hat eller vand med, da jeg ikke vidste, at jeg skulle ud og gå. Til sidst måtte jeg kapitulere og blive samlet op af en bil. Det var mine Kibuli-venner glade for, for så blev de jo også nødt til at komme op og køre. De skulle jo selvfølgelig følges med mig.

Varme hilsner Lena