Rejsebrev nr. 9

eller Hold da op! eller Du godeste!

(som min mor ville ha’ udtrykt det)

Undertitlerne refererer til, hvordan jeg havde det adskillige gange i den forløbne uge, hvor jeg har fået en smule indblik i, hvad der sker i et af Ugandas urolige hjørner, det nordlige.

Jeg er lige kommet hjem efter en fire dages workshop i Arua med deltagere fra hele Uganda, samt Kenya, Rwanda, DR Congo og Sydsudan. Deltagerne fra byen Gulu, som ligger cirka 300 km. fra Arua, tager vejen ned omkring Kampala, hvilket gør, at turen bliver på ca. 1.000 km. Den direkte vej er for farlig, fordi der er tilbagevendende rebelaktiviteter i området fra LRA, Lord’s Resistance Army, ledet af Josef Kony.

"Dear Museveni we are happy to recieve you here in Gulu
Communication is poor
Education is poor
There are no more virgins in Gulu
They were all raped by Kony
The situation is poor"

Min kollega Fred fremfører sangen med pjevset kvindestemme, hvilket gør det let at høre, at sangen er dybt ironisk. Den stammer fra sidste år, hvor præsident Museveni var på besøg i Gulu, og mange syntes, det var langt ude at synge velkomstsange for Museveni, som oppositionen (bortset fra at en sådan ikke findes formelt set) mener, bør holdes ansvarlig for, at den langvarige krig i nord endnu ikke er bragt til ophør.

Noah Davis, som er leder af WFP (World Food Programme) i Uganda, gift med min skoleveninde Margrete og dertil en klog mand, siger:

"Museveni som er øverstkommanderende for UPDF, Ugandas hær, kunne sagtens nedkæmpe rebellerne, hvis han ville. Men det vil han ikke, for rebellerne giver ham en undskyldning (overfor World Bank og andre store donorer, som står for 50 procent af Ugandas nationale budget) for at have et stort militærbudget".

På den lange bustur hjem fra Arua sidder jeg ved siden af Wilson, som kommer fra et af Ugandas andre urolige hjørner, sydvest, ind mod DR Congo, og jeg får lidt "insideinformation". Han forklarer, at 18 af præsident Musevenis ministre stammer fra hans eget sub-county (svarer ca. til kommune), de fleste højtplacerede i hæren er fra Musevenis egen landsby. Det er da et pudsigt sammentræf – ikke! Hærchefen er præsidentens fætter. Når denne fætter tager nordpå, så medbringer han en taske fyldt med penge, Wilson tegner i luften, hvor stor tasken er – en pænt stor sportstaske – og når han kommer tilbage, aflægger han ikke regnskab for noget. Hvis nogle af kopprutions-vagthundene brokker sig, siger fætter: "Der er krig deroppe! I kan vel for fanden ikke forvente, at jeg skal stå og vente på at få regningen".

Josef Kony, rebellederen, er en kulørt og uhyggelig karakter, som hævder, at han er legemliggørelsen af ’the holy spirit’, modtager sine ordrer direkte fra Gud, og lader dem gå videre til sine folk. Da der åbenbart ikke er tilstrækkelig mange troende, som frivilligt vil gå i herrens tjeneste, har Kony gjort det til sit speciale at bortføre børn. Drengene bliver trænet som soldater, pigerne bliver givet til befalingsmændene som opmuntring og tak for veludført tjeneste. Man mener, at omkring 10.000 børn i alt er blevet bortført I de 17 år, konflikten har stået på. Et andet speciale er at skære læber og hænder af, og stikke øjne ud på forrædere – ifølge Kony den bibelske straf for at tale, se og handle imod guds vilje. Denne terror får folk til at opgive deres jord og flygte, og det er en af årsagerne til, at der er 800.000 internt fordrevne i Uganda, som lever i såkaldte IDP-flygtningelejre (internally displaced people).

En anden årsag til de mange nationale flygtninge er at finde i den stamme, som hedder karamojong. Det er Ugandas kvægfolk, som minder om masaierne i Kenya og Tanzania. En karamojong lever og dør for sine køer, og alt i tilværelsen går ud på at samle så mange køer som muligt. Det vil sige, at karamojongernes ’arbejde’ er at stjæle hinandens køer. Sådan har det altid været, forskellen er bare, at hvor de før i tiden var bevæbnet med et spyd, har de i dag et AK47 maskingevær, derfor dør mange flere i deres ’cattle rustling’.

Oscar, en høj, glad, ung fyr, som er med i Arua-workshoppen, stikker mig en plakat. Det er et foto af en ung mand i camouflagejakke og kasket, med traditionelle øreringe og halssmykker på, samt en AK47 over skulderen: En karamojong-kriger. "SAY NO TO THE GUN! STOP THE VIOLENCE!", står der på plakaten.

Oscar fortæller, at han selv er karamojong – men ikke kriger – tværtimod er han med i et fredsinitiativ, der forsøger at få de unge karamojong-krigere i tale. Jeg øjner en mulighed for at få noget mere at vide om denne mærkelige kultur, som er så svær for en flad dansker at fatte.

Oscar fortæller:

"Brudeprisen er 100 køer, det skal en ung mand altså ha’ skrabet sammen, inden han kan blive gift.

Når de tager ud på cattle-raids er de altid nogle stykker sammen og altså også flere om at dele byttet. Inden de tager af sted, skal de have gode råd og velsignelser af ’the whitch doctor’, som tak for det skal han måske have 20 køer. Den unge mand ender altså med at komme hjem uden noget til sig selv."

Og så er det ikke godt at møde dem, siger Oscar. Det er farligst, hvis de er få, for så går det hurtigt med at blive enige om, at "ham der skal skydes". Hvis de er over fire, er der større chance for at overleve et sådant møde, for så vil der ofte være en, som synes, at man kan nøjes med at stjæle vedkommendes ejendele.

Tilbage til det med giftermålet.

"Frieri foregår på følgende måde: En gang imellem arrangeres der dans i landsbyen, så danser de i mange timer. Når en ung mand har udset sig den pige, han vil giftes med, tager han hende med ud i bushen, hvor de slås, og han slutter af med at voldtage pigen. Hvis det nu skulle ske, at pigen er uvillig, og det lykkes for hende at tæske manden, så er han en slagen mand til spot og spe i hele landsbyen.

Hvis en mand ikke har kunnet betale den fulde brudepris, men måske kun 50 køer, så har kvindens far lov til at sælge hende igen, hvis der er en, der byder f.eks. 75 køer. Så flytter kvinden og børnene hen til den nye mand. Den mand, der mister sine kone på den måde, er også en slagen mand og betragtes som et skvat."

Det begynder at gå op for mig, hvorfor det er så vigtigt med de køer!

For karamojongerne er verden delt i tre kategorier:

Venner (klanen)
Fjender (de andre klaner)
Fremmede (resten af Uganda og europæerne)

De kæmper indbyrdes mellem klanerne, men også nabofolket, iteso, stjæler de kvæg fra (og slår ihjel), og derfor er der mange fra disse områder, som er flygtet fra deres hjem og nu lever i IDP-lejrene. Disse lejre er drevet af den ugandiske regering, og folk bliver her behandlet meget ringere end dem i UNHCR-flygtningelejrene.

En sådan er vi ude og besøge som en del af workshoppen, som har titlen ’Conflict intervention as Civil Society Organisations’ – og handler om, hvordan lokale organisationer kan spille en rolle i konfliktløsning. Workshoppen blev holdt i Arua for at være tættere på urocentrene, end man er på et hotel i Kampala. Og det er virkelig et helt andet Uganda, man møder heroppe.

Flygtningelejren, Rhino Camp (som hedder sådan, fordi stedet for år tilbage var et jagtområde, hvor bl.a. præsident Theodor Rosevelt gik på næsehornsjagt) er ikke en lejr, men et såkaldt settlement, hvor flygtningene fra Syd Sudan har hver et stykke jord, som de kan dyrke, og man satser på, at de langt hen skal være selvforsynende, resten sørger World Food Programme for at levere.

Vi møder lejrkoordinatoren, som er en venlig tysk udviklingsarbejder, der maler et harmonisk grænsende til idyllisk billede af livet i settlementet og fortæller, hvordan det er blandet op med ’nationals’, altså ugandere, og hvor fredelig sameksistensen er.

Vi kører ud til en af landsbyerne (der er 42 i alt) for at møde nogle af beboerne. Det første, der sker i det øjeblik, vi stiger ud af bilerne, er, at en mand er ved at pande en anden mand i hovedet med en bænk! Nå, men bortset fra det – og fra at vi ikke ordentlig havde fået forklaret, hvem vi var, og de troede, at vi kom fra FN og derfor begyndte at bede os om mere mad og medicin – så virker det faktisk meget ok og slet ikke i nærheden af noget af det, vi kender fra tv som flygtningelejre. Landsbyerne ligner ganske almindelige ugandiske landsbyer med lerklinede hytter og en masse børn.

Vi kommer hjem fra workshop sent fredag aften efter en streng bustur på 14 timer med steghede, vrøvl med bremserne og en enkelt punktering. Jeg havde to kvinder med hjem og overnatte, fordi de ikke kunne nå at komme hjem. De smagte Nutella for første gang i deres liv og var ved at dåne af begejstring!

Lørdag aften er jeg ude og spise med en flok af de andre Kampala MS’ere. De taler om road blocks, og jeg spørger hvad de snakker om.

"Er du ikke klar over, at hele østafrika er erklæret i alarmberedskab pga. terrortrussel?"

Næh, det havde jeg ikke lige hørt. Når man er på workshop i Arua, hører man ikke nyheder, og der var så meget andet at være optaget af.

Nile Avenue var spærret af tanks, påstår mine kolleger. Jeg har lige været derinde, jeg så ikke noget, protesterer jeg og begynder at spekulere på om, jeg skulle ha’ overset et skilt med "Police Check Point" – dem er der så mange af – og som hvid bliver man altid bare vinket igennem.

Søndag har jeg ærinde inde i byen, og nu kigger jeg godt efter, om der skulle være tegn på ’terror mod-foranstaltninger’. Byen er stille. Kampala Road, der til daglig er forstoppet med taxier, er næsten tom, men det er almindelig søndagstilstand. Nile Avenue er ikke spærret, men da jeg i min søgen efter en bestemt restaurant kommer til at køre forkert i kvarteret oppe bag Sheraton, er der pludselig et skilt midt på vejen: Chek Point NRA (hæren). Jeg stopper, og en soldat i fuld udrustning kommer hen, og jeg spørger, om jeg skal vende om. Han tøver et øjeblik, ser så venligt på mig og siger "Det er jo stadig tidlig på aftenen – kør du bare", han sparker lidt til skiltet, så jeg kan køre forbi.

Nå, så ved man det! Terroristerne slår ikke til, før det bliver mørkt.

På vej hjem passerer jeg Garden City, byens nye shopping mall, og her er lang kø for at komme ind på parkeringspladsen. Alle biler bliver gennemsøgt for bomber og sprængstof, fordi Garden City anses som et muligt terrormål, fordi det mest er ’westerners’, der kommer der.

Jeg ved ikke, jeg kan ikke rigtig hidse mig op til at være bange for terror. Sandsynligheden er så lille, der er så meget, der er langt mere farligt – at køre på Jinja Road f.eks. Jeg vil skyde på, at faren for at komme af med livet her er mindst 1.000 gange større.

Når man næsten har være i nærkontakt med karomojong-krigere og LRA-rebeller, så synes Osama bin Laden og al-Qaeda så langt væk, at det ligeså godt kunne være løgn.

Nu er det blevet onsdag. Om ganske få dage lukker min telefon og dermed min mailforbindelse, mit ophold her er snart slut. Jeg må hellere få dette brev af sted, inden det bliver for sent.

Alt er sådan lidt afviklingsagtigt i disse dage. I dag har vi været ude på et sidste job, et "play back"-arrangement for studerende på Music and Drama på Makerere Universitet med vores såkaldte ’coregroup’. I aftes havde jeg ’personalemiddag’ for min housegirl og mine to vagtmænd – det var ret sjovt .De begyndte at fortælle om overnaturlige fænomener ude i landsbyen, men det må I ha’ til gode til en anden gang.

På fredag holder jeg afskedsparty for alle ’mine’ teaterfolk i Kampala og nogle naboer. Jeg regner med, at vi bliver mellem 20 og 40. At bede ugandere om at give besked om de kommer? Forget it!

Jeg har bestilt kogekone til at lave maden, det koster 200 kr., og det er endda en rigtig, rigtig god pris, hun har forlangt!

Mandag er der officiel afskedsreception på MS. Og så skal jeg jo ha’ tømt huset og pakket, før jeg flyver til Tanzania og fem dages safari og derefter videre til Zanzibar og ferie i 14 dage. Jeg glæder mig, men er også en lille smule bekymret. Jeg kan huske, fra jeg var i Sydafrika, at det der med at holde ferie alene egentlig ikke var så fedt. Jeg har jo trivedes så vældig godt med at arbejde sammen med folk, komme til at kende dem og se deres hverdag.

Men lige nu forekommer det yderst tillokkende at skulle ud og se på løver, vandre i Stonetowns krogede arabisk-afrikanske gader, bo et par dage på et luksushotel ved det Indiske Ocean, måske snorkle og se koraller og… og…

Det skal nu nok gå !

Så er der jo næsten ikke andet tilbage end at sige tak for nu! Tak fordi I har gidet læse mine lange breve, tak for alle de breve, jeg har fået. Jeg har nydt det rigtig meget – at ha’ en ’læserkreds’, det kunne være, man skulle blive rejseskribent i sit næste liv.

Mange varme hilsner Lena