Kenya: Genforening i et brændpunkt

Trods dødstrusler har to veninder i Kenya ihærdigt arbejdet for forsoning på hver deres side af fronten. Mellemfolkeligt Samvirke var med, da de genså hinanden for første gang, siden konflikten brød ud.

To veninder fra hver sin stamme - Mary Chepkuoni og Beatrice Kimani - blev genforenet midt i konflikten og har lagt mange kræfter i forsoningsarbejdet. Foto: Morten Bonde Pedersen.

På begge sider af vejen står brandtomt ved brandtomt som et vidne om de optøjer, der lammede Rift Valley i Kenya i ugerne efter nytår. Området omkring provinsbyen med det skæbnesironiske navn Burnt Forest (afbrændt skov) var et af epicentrene for etnisk vold. Her blev snesevis af mennesker hakket ihjel, tusinder drevet på flugt, og utallige bygninger brændt ned til grunden.

Selv om de stridende parter i Kenya officielt har indgået en aftale om at dele magten mellem sig, ulmer det etniske had stadig i Burnt Forest. De to stammer i området, kikuyu og kalenjin, har hver sat sig på en del af byen, og det er farligt at krydse ind i den anden gruppes område.

Mellem de to etnisk rensede områder ligger et ingenmandsland, hvor busserne stopper på hovedruten op gennem Rift Valley. Her kan passagerer stå af på neutral grund og gå til den side, hvor de hører hjemme.

I den tidligere kampzone mellem de to bydele venter den 45-årige kalenjin Mary Chepkuoni på sin veninde, Beatrice Kimani, der er kikuyu. Siden konflikten brød ud omkring nytår, har det været for farligt for de to at mødes. Nu er de igen parat til at se hinanden ansigt til ansigt.

Gennem årets første uger, mens myrderier, fordrivelser og ildspåsættelser lammede området, holdt de to kvinder kontakt via telefon. På den måde kunne de koordinere det freds- og forsoningsarbejde, de begge har udført på hver deres side i konflikten.

Da hadet var på sit højeste, appellerede begge til deres stammefrænder om at besinde sig. Og da den første voldsbølge stilnede af, ringede de sammen og organiserede, at mænd fra begge sider fik mulighed for at krydse ind i hinandens områder for at samle de lig op, som ikke allerede var blevet fortæret af vilde dyr eller hunde.

Da vejene i området hen mod slutningen af januar igen blev farbare, brugte Mary Chepkuoni mange ressourcer på at etablere lejre til fordrevne stammefrænder, mens Beatrice Kimani som viceinspektør på områdets største skole forsøgte at bringe de to stammer sammen ved at få børn fra begge sider til at vende tilbage til klasselokalerne.

I dag ligger sten og telefonpæle, som blev brugt til at blokere hovedvejen, i bunker langs vejsiden med få kilometers mellemrum. Busser og lastbiler buldrer igen gennem Burnt Forest med kurs mod Kenyas hovedstad, Nairobi, eller mod nabolandene Uganda, Burundi og Rwanda.

I en af busserne sidder Beatrice Kimani på vej hjem fra et ærinde i en nærliggende by. Da hun står af i ingenmandslandet, bliver det til tårevædede omfavnelser mellem de to fredskvinder. Ord er der ikke mange af, før de bliver bedt om at fortælle deres historie.

Kendt som fredsskaber
Mary Chepkuoni er kendt som fredsskaber i lokalområdet. Det image fik hun tilbage i 1992, da de to stammer første gang udkæmpede blodige kampe. Dengang blev hun og hendes små børn drevet på flugt, men hun vendte tilbage og overtalte de ældste i lokalsamfundet til at slutte fred.

Da volden blussede op igen fem år senere, blev Mary Chepkuonis fredsarbejde støttet af forskellige fredsorganisationer, ligesom det gjorde under den aktuelle konflikt.

Hun er kendt af de fleste i byen og respekteret af mange, blandt dem kikuyuer, som føler taknemmelighed mod hende, fordi hun under fordrivelserne skaffede mad og mælk til ældre kikuyuer, som ikke kunne flygte.

Andre foragter hende, ikke mindst nogle af hendes egne. De mener, hun har givet efter for fjenden. Hendes mand, der selv blev lettere såret under konflikten, har flere gange opfordret hende til at holde lav profil.

- Han siger, jeg risikerer at bringe hele familien i fare på grund af mit fredsarbejde. Men jeg kan ikke give op. Hvis jeg gør det, er der kun hadet tilbage, siger hun.

Beatrice Kimani har også oplevet at blive truet af sine egne. Det endda i en grad, så hun har måttet forlade sit hus og flytte ind på den skole, hvor hun arbejder. Her bor hun nu under beskyttelse af sikkerhedsstyrker.

- Da den værste vold var stilnet af, ringede Mary til mig og opfordrede mig til at åbne skolen for alle børn som en måde at få de to grupper til igen at leve sammen. Jeg var meget bange, men Mary gav mig mod. Hun sagde, at vi bliver nødt til at skabe fred, og at jeg ikke skal være bange for mennesker, men kun for Gud. Jeg er ikke bange. Jeg kan kun dø en gang, og jeg vil gerne dø for fredens skyld, siger hun.

Trods trusler fra kikuyu-samfundet indvilgede Beatrice Kimani i januar i at åbne skolen for kalenjiner. Mary Chepkuoni sørgede samtidig for at opsøge forældrene på sin side af konflikten og overtale dem til at sende deres børn af sted.

I begyndelsen kom kun 21 kalenjinbørn, og de måtte indtil for nylig snige sig ind i den bevogtede skolegård ad bagvejen. Som ugerne er gået har flere dog taget sig mod til. I dag er omkring 130 af de 1200 børn på skolen kalenjiner, og de tør nu gå ad hovedindgangen.

- Børnene udgør måske den vigtigste kommunikationskanal til lokalsamfundet, forklarer Beatrice Kimani.

- Hvis vi kan bringe børn fra forskellige grupper sammen, er der en chance for at forældrene vil følge efter.

Nogle af de værste trusler mod Beatrice Kimani er kommet fra kikuyu-lærere på skolen. Derfor har hun måttet indkalde lærerne til et møde med regeringens lokale repræsentant.

- Han var heldigvis en fredens mand. Han sagde, at hvis nogen er utilfredse med at undervise børn fra forskellige etniske grupper, må de finde et andet job, fortæller hun.

Den opfordring har mange lærere fulgt. De har taget job andre steder i landet, og skolen fungerer nu kun takket være frivillige undervisere.

Mary Chepkuoni sammen med en ældre kvinde i en af lejrene, foto: Morten Bonde Pedersen.

Genåbningen af den multietniske skole er ikke det eneste fremskridt, som de to fredskvinder hæfter sig ved i lokalsamfundet. Generelt er mentaliteten hos ofrene for konflikten anderledes nu end for bare nogle uger siden, mener de.

- Når jeg har holdt møder med fordrevne i lejrene, har de først og fremmest fortalt om, hvor meget de har lidt og om, hvor meget ondt kikuyuerne har udsat dem for. Men på det seneste er de begyndt at tænke mere på omverdenen. De er begyndt at spørge, hvad kikuyuerne mon siger om dem. Derfor har vi også lavet en ordning, hvor folk fra de to grupper kan skrive til hinanden anonymt. På den måde kan de begynde en dialog uden at mødes, siger Mary Chepkuoni.

Selv om de to kvinder kan nævne en række eksempler på vilje til forsoning, er de enige om, at der stadig er langt igen. Blandt andet fordi mange kikuyuer i området er ærgerlige over, at der blev sluttet fred mellem de stridende parter i landet netop på et tidspunkt, da kikuyuerne havde rustet sig til hævnangreb mod kalenjinerne.

- Vi har endnu ikke nået et punkt, hvor kikuyuer og kalenjiner kan tale sammen. Jeg besøgte for eksempel en lejr for fordrevne kikuyuer, og der blev jeg overdænget med skældsord, siger Mary Chepkuoni og tilføjer:

- Hvis man bragte de to grupper sammen, ville de ikke kunne styre deres vrede. Sårene er stadig for friske.