MS-Tanzania vedtager "Code of conduct"
MS-Tanzanias årsmøde vedtager retningslinjer for opførsel, som skal sætte et godt eksempel for andre organisationer i landet.
|
|
Fra MS-Tanzanias årsmøde i Arusha
|
23. februar 2005
MS-Tanzania får nu retningslinjer for 'tilladelig' opførsel. Hele landeprogrammet og partnerne skal fremover rette sig efter en 'Code of conduct', som blev præsenteret på MS-programmets årsmøde i Arusha 17.-19. februar 2005.
Det er partnerne selv, der har bedt om retningslinjerne. De har sat processen på skinner, og nu er dokumentet så ved at gennemgå den sidste finpudsning, før det skal implementeres i programmet.
Formålet med det nye dokument er at ensrette måden at tackle mange af det tanzanianske samfunds svøber på. Og så skal papiret hjælpe partnerne til at bygge dem selv og deres organisationer op som slagkraftige talerør for udvikling i landet.
|
|
Repræsentanter for MS-Tanzanias partnere på årsmødet
|
God embedsførelse
Det nye 'Code of conduct'-papir tager udgangspunkt i 'good governance' (god embedsførelse). Netop dette punkt udlagde et partnermøde i september 2004 som det vigtigste at få lagt en politik og retningslinjer for på nuværende tidspunkt i programmet.
Udover retningslinjer for, hvordan MS-Tanzania tackler korruption, så handler den nye 'Code of conduct' blandt andet om følgende områder: Hvordan ansætter og afskediger vi medarbejdere på en anstændig måde, hvordan sikrer vi lige rettigheder for alle mennesker i programmet, hvordan forbedrer vi kommunikation, information og beslutningsprocesser – og hvordan sikrer programmet, at der er åbenhed omkring regnskaber og indkøb?
På årsmødet i sidste uge var der bred enighed om, at både landekontor og partnerne skal forpligte sig til at leve op til de standarder for opførsel, som dokumentet opstiller, både på organisatorisk og personligt niveau. Målet er, at alle arbejder frem mod mere gennemsigtige, troværdige, ligestillede, anti-korrupte og effektive organisationer.
Ved at følge anvisningerne får MS-Tanzania-programmet en kultur af gennemsigtighed med fokus på at dele information, som skal være et godt eksempel for andre organisationer i Tanzania.



