Uddannelse på mange fronter

Det østafrikanske land Tanzania bygger i disse år masser af nye skolebygninger som resultat af en ny skolelov, der skal styrke grundskoleuddannelsen. Samtidig arbejder unge frivilligt med at oplyse jævnaldrene om sygdommen aids, og et populært ungdomsmagasin bringer historier om tabubelagte emner som sex og prævention. Forskellige aktiviteter, som er vigtige skridt i retningen mod at bekæmpe analfabetisme og mangelfuld uddannelse blandt landets godt 33 millioner indbyggere.

Namelo er så heldig, at hendes far både har ønsket og haft råd til at sende alle sine fem børn – tre drenge og to piger – i skole. Han er kvæghyrde og har køer, geder og æsler. Familien er fastboende maasaier og dyrker afgrøder som ris, bønner og majs.

Makuyuni Primary School ligger i det nordlige Tanzania i den lille landsby Makuyuni, tæt på to vigtige hovedveje. Den ene vej løber forbi landsbyen og fører mod nordøst til storbyen Arusha og mod syd til hovedstaden Dodoma. Den anden landevej løber som en gren lige ud for Makuyuni mod nordvest og fører bl.a. til Tanzanias nationalpark Serengeti, der er berømt for sit rige dyreliv.

Trængsel i klasseværelset

Landsbyskolen består af fem aflange skolebygninger, der hver er opdelt i flere klasselokaler. To af bygningerne er helt nye, som følge af en ny skolelov i Tanzania, der skal forbedre undervisningen og undervisningsforholdene på landets grundskoler.

Her går i alt 500 elever, som undervises af 13 lærere, dvs. at her er mere end 38 elever pr. lærer – gennemsnittet for Tanzania er 37 elever pr. lærer.

Overfyldte klasser, som Namelos 6. klasse, er mere reglen end undtagelsen. Uddannelsessystemet slås med mange store problemer – udover begrænsede økonomiske midler også mangel på lærere og ikke mindst uddannede lærere. Det er ikke usædvanligt at en lærer ikke hare mere end syv års skolegang bag sig.

Trods overfyldte klasseværelser gennemfører kun godt halvdelen af Tanzanias børn syv års skolegang (primary school), under 3% gennemfører 11 års skolegang (secondary school). Især for pigernes vedkommende står det dårligt til, da flere piger end drenge dropper tidligt ud af skolen eller aldrig kommer i gang med den. Årsagerne er flere: for det første er pigers status i Tanzania lav sammenlignet med drenge, og de holdes oftere hjemme for at kunne hjælpe til i husholdningen. Piger tvinges også til at springe fra en uddannelse pga. af graviditet og tidligt ægteskab.

Et særsyn

Namelo selv er derfor lidt af et særsyn i en skolesammenhæng, og af flere grunde. For hende var det at komme i skole en stor drøm, der gik i opfyldelse. Hun er meget glad for at gå der og er i øvrigt den dygtigste elev i sin klasse med geografi som bedste fag. Men i Namelos bagland, som er maasaierne, er der ikke en lang og stor tradition for at sende deres børn i skole, slet ikke døtre.

Maasaierne lever i det sydlige Kenya og det nordlige Tanzania som kvægnomader. En del maasaier vandrer ikke længere omkring med deres køer, geder og æsler, men har slået sig ned og er blevet fastboende, heriblandt Namelos familie.

Uddannelsen af unge maasaier foregår normalt indenfor maasaiernes traditionelle samfundsstruktur, hvor drenge og mænd i forhold til deres alder har forskellige ansvarsområder og pligter. Piger og kvinder har ingen rettigheder, men tilhører mændene. Fx giftes maasai-piger traditionen tro tidligt – ofte i 12-14 års alderen. Også pga. dette forhold ofrer mange af de maasai-familier, som godt kan se ideen i, at deres børn kommer i kontakt med det nationale uddannelsessystem, ikke skolepenge på at sende deres døtre i skole.

Selvom grundskolen i Tanzania er gratis skal der penge til at betale for de obligatoriske skoleuniformer. Et beløb, som kan være udslagsgivende for om en familie har råd til at sende sine børn i skole.

Namelo er så heldig, at hendes far både har ønsket og haft råd til at sende alle sine fem børn – tre drenge og to piger – i skole.

Vilde dyr på skolevejen

Når Namelo kommer hjem efter en lang skoledag, der varer fra kl. 8-16.30, og halvanden times gåtur på otte kilometer, er det allerede aften og mørkt. Af og til hjælper hun med at malke familiens ti køer, mens hun fx slipper for at hjælpe med tilberedningen af aftensmaden. Aftenen går med lektier, kun afbrudt af aftensmad ved 20-tiden.

Næste morgen begynder for Namelos vedkommende allerede kl. 5.30, hvor hun står op for at malke køer, vaske op og gøre rent. En time senere begiver hun og to af hendes yngste søskende sig sammen med andre skolebørn fra landsbyen de otte kilometer af sted til skole.

En skolevej er på disse kanter ikke helt ufarlig. Tæt ved landsbyen ligger nationalparken Lake Manyara, som er rig på fugle og vilde dyr, bl.a. løver, elefanter, bøfler og leoparder. Dyrene går nogle gange udenfor parkområdet, som ikke er indhegnet. Ingen skolebørn fra Makuyuni Primary School er endnu blevet angrebet af vilde dyr, men de har lært at være vagtsomme undervejs. Risikoen for at møde et vildt dyr findes.

Stor drøm…

Som kundskabstørstende og den dygtigste i sin klasse er det ikke overraskende, at Namelos store fremtidsdrøm er at få sig en uddannelse. Hun fortæller, at hun drømmer om at blive pilot. Måske en overraskende fremtidsdrøm for et barn, der lever under fattige kår, men slet ikke usædvanlig drøm for et fattigt barn i et fattigt land. Fly på vingerne inspirerer til at drømme, især når man selv står nede på jorden – og ikke mindst når ens muligheder for selv at komme derop en dag er nærmes ikke-eksisterende.

Adspurgt om hun tror, om det for en ung maasai-pige er en drøm, der kan gå i opfyldelse, svarer hun genert “ja”. Hun siger, at hun har hørt om, at man kan blive pilot i andre lande, fx i USA. Hun kender dog ikke nogen, der bor i USA. Fremtidsdrømmen holder hun mest for sig selv og har ikke fortalt om den til sine klassekammerater.

Her kunne interviewet med 14-årige Namelo have sluttet, men der er lige et sidste spørgsmål, som får vendt op og ned på historien: hvordan er det nu med unge maasai-piger og tidligt ægteskab?

… stor forhindring

Maasaierne har som nævnt tradition for at gifte deres døtre bort tidligt, allerede i 12-14-års alderen, og ofte med langt ældre mænd. Den nygifte pige flytter hjem til sin mand og hans familie. Ægteskabet besluttes suverænt af pigens far, og hverken hun eller hendes mor har mulighed for at modsætte sig hans ønske.

Skilsmisse er et ukendt begreb hos maasaierne, men hvis en kone skulle ønske at forlade sin ægtemand, så har hun mulighed for at tage sit tøj og rejse hjem til sin egen familie. Det accepteres. Er der kommet børn, tilhører de altid deres far, så dem kan hun ikke tage med sig. Og skulle hun senere gå hen og få et barn med en anden mand, så tilhører dette barn også hendes ægtemand.

Er Namelo undtaget denne tradition med tidligt ægteskab? Namelo bryder sammen i gråd. Hun står faktisk for at skulle giftes, hendes far er allerede i gang med at planægge brylluppet! Hun kender ikke den mand, hun skal giftes med, og værst af alt, ægteskab vil betyde ud af et farvel til skolen, nul uddannelse og nul pilotkarriere.

Så barsk er virkeligheden for millioner af piger verden rundt, Namelos historie er ikke et særtilfælde. Maasaierne i Østafrika er ikke det eneste folk, der behandler deres døtre på denne måde. Der findes mange andre folk i verden som har samme praksis og livssyn i forhold til piger og kvinders stilling. Sandheden er bare svær at sluge, når man kommer fra en verdensdel, hvor piger har reel indflydelse på deres eget liv og fremtid.

Ung-til-ung-oplysning

Et andet sted i Tanzania, nærmere bestemt omtrent 500 km sydpå i storbyen Dar es Saalam har en gruppe unge mænd forsamlet sig i en baghave. I skyggen af høje træer sidder nogle af dem og diskuterer, mens en anden gruppe synger til tonerne af en guitar og to trommer.

De unge fyre er frivillige i organisationen WAMATA, som arbejder med at sprede oplysning om hiv og aids. De forbereder sig til at tage ud på gader og stræder og i skoler for at oplyse andre unge om hiv og aids. For at få de unges opmærksomhed sker det bl.a. med musik, sang og teater.

“Vi tilbyder undervisning og oplysning ved hjælp af underholdning. På den måde når vi bedre ud med budskabet til de unge,” fortæller John Joseph, som 25 år og har været frivillig i WAMATA i fem år.

Aids er et stort problem i Tanzania. Tal fra slutningen af 1999 siger, at mindst 1,3 millioner børn og voksne i landet er smittet med hiv/aids. Hvis aids ikke havde ramt landet ville gennemsnitslevealderen for en tanzanier i 2010 blive ca. 61 år, nu estimerer eksperter, at den kun vil ligge omkring 46 år. I dag er gennemsnitslevealderen 48 år.

Rundt om i byerne hænger plakater, vægmalerier og store billboards, som advarer om aids med ord som fx “Take care AIDS kills”. Først indenfor de seneste år er det blevet muligt at tale åbent om hiv/aids

Fra tabu til åbenhed

At aids har været tabu i Tanzania i mange år har ikke mindsket spredningen af sygdommen. Myndigheder og ikke mindst en stærk katolsk kirke lagde i starten låg på informationerne, sex var ikke et emne, man talte offentligt om.

Først inden for de seneste år er det blevet muligt at tale offentligt om sygdommen. Siden har offentlige myndigheder og lokale såvel som udenlandske hjælpeorganisationer arbejdet med information og forebyggelse, bl.a. ved hjælp af informationskampagner. Rundt om i byerne hænger plakater, vægmalerier og store billboards, som advarer om aids med ord som fx “Take care AIDS kills”.

Også tv og radio tages i brug til at sprede informationer om sygdommen, nogle gange er det rene skræmmekampagner. I en dansk sammenhæng er nogle kampagnematerialer meget direkte og barske, for at sige det lige ud, temmelig ulækre. Fx er illustrationsmaterialet i nogle pjecer, som deles ud til unge, fotos af hvordan aids-smittedes sygdomsramte genitalier ser ud.

Teater og diskussion

Trods mange kampagner er der stadig et kæmpe behov for aids-oplysning. Sygdommen har allerede lagt nogle landsbyer øde og tømt familier for forældregenerationen, så det er børnene og de gamle, der sidder tilbage.

WAMATA begyndte sit ung-til-ung-oplysningsarbejde i 1995 og får bl.a. støtte af den danske organisation Mellemfolkeligt Samvirke. De unge aktivister mødes hver tirsdag for at planlægge kommende aktiviteter. Flest drenge, som typisk kommer fra middelklassen, deltager i det frivillige arbejde. I det tanzaniske samfund holder piger sig som regel i baggrunden, hvorfor de også er i mindretal i organisationsarbejde.

De frivillige undervises først selv om hiv/aids af en ældre og erfaren frivillig. Efter endt træning modtager de et certifikat på, at de har deltaget i et kursus om sygdommen. WAMATA tilskynder de “nyuddannede” til at dele deres nyvundne viden med andre unge.

“Vi opfordrer vores nye aids-frivillige til at de samler en gruppe af interesserede og motiverede unge og starter et træningshold for dem. Fra WAMATA får de pjecer og magasiner om aids. På den måde hverver vi folk og får spredt oplysningerne meget hurtigere, end hvis vi bare var en fast gruppe, der tog ud,” forklarer John Joseph.

Oliver John på 19 spiller guitar og synger aids-budskaber, når han sammen med WAMATAs teatergruppe tager rundt i byen. Typisk stiller teatergruppen sig på en åben plads og tiltrækker folks opmærksomhed med musik, sang, dans og drama. Så diskuterer de bagefter budskaberne i deres optræden med tilskuerne. Sange og teaterstykker er skrevet af et af teatergruppens medlemmer, Ignas Kapyunka, som også er formand for WAMATA.

Ude på skolerne

WAMATAs har godt 100 frivillige unge, hvoraf 60 er meget aktive. Ingen får løn for deres indsats, men de får betalt deres udgifter til materialer og deltagelse i fx kurser. Det er ikke altid let at tiltrække unge, for mange har brug for en indtægt for at overleve og har ikke råd til at arbejde gratis.

“Trækplasteret for nye aktivister er helt klart vores teatergruppe, som fænger en hel de unge. Unge med evner inden for musik, sang og dans bliver tit nysgerrige, og får lyst til at vide mere om vores arbejde,” fortæller John Joseph.

Når WAMATA tager ud på skoler, skriver de først til skolen for at få tilladelse til at komme indenfor. Nogle gange er læreren til stede, når de snakker med eleverne, andre gange ikke.

“Eleverne vil helst snakke med os, uden at deres lærer er til stede. Så kan de tale mere åbent og stiller flere spørgsmål. Hvis en pige stiller spørgsmål om sex, tror nogle lærere automatisk, at hun er prostitueret, bare fordi hun åbner munden om emnet,” siger Joseph Onesmo, der har besøgt flere skoler for at fortælle om aids.

FEMINA Hip er et populært ungdomsmagasin, det eneste af sin slags i Tanzania, der åbent behandler kontroversielle emner som fx aids og sex.

FEMINA Hip

Ikke alle lærere er begejstrede for seksualundervisning og springer fx emnet reproduktion over. Sex er stadig tabu for mange. Selv Tanzanias undervisningsministerium er tilbageholdene og tøvende, når det handler om seksualundervisning. Nogle lærere opfordrer direkte WAMATA til at komme, fordi de ved, at de unge er bedre til at undervise deres elever om emnet, end de selv er.

En anden god hjælp til lærerne er det tanzaniske ungdomsmagasin FEMINA Hip, som ligger helt på bølgelængde med WAMATAs arbejde, med sit hovedfokus på hiv/aids. FEMINA Hip er et professionelt produceret blad, der behandler emner som kærlighed og sex, forelskelse, aids, sundhed, prævention m.m. Magasinet henvender sig til de 15-30-årige og tilbydes bl.a. udskolingen.

De unge elsker bladet, for det er det eneste af sin art, der siger og viser tingene på de unges præmisser. Også et stigende antal lærere har fået øjnene op for FEMINA Hip, fordi det på en sober måde informerer unge om bl.a. seksualitet.

“Vi prøver at skubbe lidt til grænserne i samfundet, så det bliver legalt for unge at få viden om sex  og de åbent kan stille spørgsmål, når de er i tvivl om noget,” siger FEMINA Hips chefredaktør Jamillah Mwanijsi, som selv er i målgruppens alder og er blevet en stor stjerne og rollemodel for mange unge.

God læserkontakt

Begejstringen blandt bladets læsere giver sig bl.a. til kende i FEMINA-klubber, som skoleelever landet rundt har dannet på eget initiativ og uafhængigt af bladet. Klubberne bruger de unge bl.a. som et sted til at samles og snakke om de emner, som bladet tager op. Medlemmer fra klubber sender kommentarer, rapporter, breve, lister over aktiviteter og meget andet til ungdomsmagasinet. De føler, at magasinet tager dem alvorligt, og får også mulighed for at bringe deres emner på banen. Ellers er der ikke mange kanaler, hvorigennem unge kan få en stemme og blive lyttet til i det tanzaniske samfund. 

Der er fire fuldtidsansatte journalister på bladet, som sammen med chefredaktøren også tager ud og besøger skolerne og klubberne. Det giver dem en direkte kontakt med deres læsere.

“Vi får god kritik af vores læsere og generelt også af deres lærere og forældre. Flere forældre fortæller, at de køber vores blad til deres børn, for i bladet får de svar på mange ting, som det også for en forælder kan være svært at svare på,” fortæller Jamilla.

Det er blevet muligt at produceret et så flot og gennemarbejdet magasin i Tanzania ved hjælp af midler udefra, bl.a. fra det svenske og det norske udenrigsministerium.

Det går den rigtige vej

FEMINA Hip har nu fået grønt lys fra Tanzanias undervisningsministerium til at sende alle skoler en supplerende vejledning om hvordan de kan anvende magasinet i undervisningen. Selvom ministeriet som nævnt er tilbageholdende i forhold til seksualundervisning i skolerne, så har det åbenbart også fået øjnene op for, at ungdomsmagasinet kan noget i forhold til unge – noget som skolesystemet og lærerne endnu ikke er gearet til.

Der er stadig lang vej til at alle tanzaniere får en uddannelse – 34% af alle børn i den skolemodne alder begynder aldrig i grundskolen. Det positive er det hav af små og store – offentlige og private – tiltag på uddannelsesområdet. De er skridt i den rigtige retning, når det handler om at bekæmpe analfabetisme og mangelfuld uddannelse i et fattigt land som Tanzania.

Artikel er bragt i magasinet Historie & Samfundsfag nr. 1, marts 2004. www.falihos.dk.