Ret til at lære

Kører vi en tur ud i landskabet i det østafrikanske land Tanzania, ser vi de første meget synlige resultater af landets nye uddannelsesplan: nye skolebygninger. Imellem træerne ligger nymalede længer af klasselokaler, lærerværelser og nogle steder endda biblioteker. Tanzania arbejder hårdt på at nedbringe antallet af børn, som aldrig kommer i skole – vejen er lang og besværlig.

Danske børn kan blive trætte af læseøvelser, stavetræning og regneopgaver, men de kan godt se det smarte i at kunne læse, skrive og regne. De har brug for færdighederne hver dag og ville være i en slem knibe, hvis de ikke havde dem. Hvordan skulle de ellers kunne begå sig i en verden af SMS-beskeder, net-chat og e-mails?

Til gengæld har de samme børn meget lidt forstand på at passe geder og fange fisk, og de skal være spejdere i flere år, før de kan tænde et bål uden stormtændstikker. Det er færdigheder, som er en selvfølge for langt de fleste børn i det østafrikanske land Tanzania. Derimod er der mange af disse børn, som ikke kan læse eller skrive. Kun godt halvdelen af landets børn gennemfører syv års skolegang (primary school), og under 3 pct. afslutter 11 års skole (secondary school).

Tanzania er et stort land – mere end 20 gange så stort som Danmark og med 33 millioner indbyggere – og en meget stor del af befolkningen er børn. Indtil for et år siden fik mange af dem ikke lært at læse, skrive og regne, fordi de ikke kom i skole, eller fordi de gik ud af skolen, før færdighederne hang fast. Men nu er der sket noget vigtigt. En ny uddannelsesplan eller udviklingsplan er sat i gang: alle børn skal i skole.

Planen er ved at blive ført ud i livet. Der er bygget nye klasseværelser på alle skoler, men der er stadigvæk ikke nok borde og bænke. Der er heller ikke tilstrækkeligt med bøger og undervisningsmaterialer. Hvis man spøger en skoleleder, vil han eller hun helt sikkert sige, at i dag er problemet manglen på gode lærere, dvs. lærere som rent faktisk kan undervise i de fag, som de er ansat til at undervise i. Mange lærere i Tanzania er nemlig slet ikke læreruddannet.

Skolebøger er en mangelvare i Tanzania. På de pædagogiske centre, som støttes af MS, kan lærere og elever komme og låne bøger. Foto: Bettina Gram

Barfodslærere

Uddannelsessituationen har haft bedre tider i Tanzania. Landets første præsident og store fader, Julius K. Nyerere (1922-1999), indførte gratis og obligatorisk skolegang først i 1970erne, så alle børn kom i skole. Hvert et lille område fik sin skole, og klasselokalerne blev bygget af lokale på lokal vis af muddersten og med jordstampede gulve. 14 pct. af statsbudgettet gik til uddannelse. I slutningen af 1980erne var antallet af analfabeter i Tanzania et af de laveste i hele Afrika.

Da så mange børn pludselig skulle i skole, blev der brug for mange lærere. Barfodslærere trådte ind i klasselokalerne. Det var folk med få års skolegang bag sig, og der var ikke tid til at uddanne dem yderligere.

I det første årti gik det godt. Mange børn fik en uddannelse, og lærerseminarier blev grundlagt rundt om i landet. Men så begyndte det at gå ned ad bakke: der blev færre og færre penge til undervisning. Man forventede, at ansvaret lå hos staten, og den lokale begejstring begyndte at fordampe. Vinduerne i klasselokalerne blev til større og større åbninger, tavlerne, som oftest er et stykke pudset og malet væg, fik store huller, og efter en voldsom tropisk storm faldt spærene og tagpladerne ned over skolebordene.

Mange lærere havde ikke noget fagligt at bygge deres undervisning på, og kvaliteten faldt. Forældre begyndte at holde deres børn hjemme, dér kunne de i det mindste være til nytte. Nogle af de internationale organisationer, som støttede Tanzania, forlangte, at man indførte skolepenge udfra den tanke, at det gratis ikke respekteres. Men så gik det helt galt. Endnu færre elever nåede frem til overbygningen, og mængden af reelle analfabeter steg.

Alle kunne se, at der måtte skrappe midler til, og man forberedte over flere år gode planer for, hvordan det kunne gøres, men en grundig ændring af undervisningen ville koste mange penge. Der kom ikke rigtigt noget ud af planerne.

Fra dansk side var vi tidligt med til at hjælpe. Mellemfolkeligt Samvirke begyndte i 1986 at støtte efteruddannelsen af lærerne gennem oprettelse af pædagogiske ressourcecentre, Teacher Resource Centres. Danida gik ind i et ambitiøst projekt med bygning af flere centre, bygning og renovering af klasselokaler. Alt sammen som en del af det lokale selvstyre. Det blev krævet, at samfundet omkring skolerne skulle bidrage aktivt. Men dette projekt kunne kun startes i et begrænset antal af landets distrikter, hvis midlerne skulle kunne strække til noget og give resultater.

Ligesom mange andre udviklingslande havde Tanzania lånt sig til finansiering af deres udgifter, uden at det bragte landet nærmere til en reel løsning på dets fattigdomsproblemer. De afrikanske lande ønskede en form for gældssanering, og i Vesten opstod bevægelser for at hjælpe landene ad denne vej.

Resultatet blev, at gælden blev eftergivet omkring årtusindskiftet på den betingelse, at Tanzania skulle bruge den eftergivne gæld til at forbedre undervisnings- og sundhedssektoren. Det skete bl.a. ved, at staten nu allokerer 25 pct. af sit budget til uddannelsessystemet, efter at det havde været nede på under 4 pct. af budgettet.

Den nye uddannelsesplan PEDP (Primary Education Development Plan) for 2002-2006 kom til verden. I praksis betød den, at hver skole skulle åbne sin egen bankkonto og selv planlægge byggeriet efter visse retningslinjer. Det var meningen, at skolebyggeriet skulle stimulere lokalbefolkninger til igen at tage ansvar for deres egen skole og bidrage med penge eller med arbejde.

I nogle områder har man bygget flere end de planlagte lokaler, fordi folk har bidraget. Men selv med de mange nye lokaler vil der i mange år fremover være brug for at bygge skolebygninger ikke mindst for at have faglokaler, der svarer til uddannelsesplanen og læseplanerne.

Når lokalsamfundet, forældre og lærere i Tanzania mødes for at diskutere skolens problemer, peger de næsten altid på den katastrofale mangel på lærere som et hovedproblem. For to år siden satte man en ny læreruddannelse i gang. Man valgte at lave et kaosprogram for at få mange lærere ud i skolerne på kort tid. Den nye lærer skal have sin faglige viden gennem 11 års skolegang, derefter sin professionelle viden gennem et år på seminariet og et år i praktik under vejledning af lokale undervisningsmyndigheder. Denne gruppe af meget unge lærere med kort uddannelse har nu haft deres første år i skolerne. Vurderingen er, at deres grundviden er alt for ringe, så man måske ender med at få en endnu ringere stab.

På alle skoler har man stadigvæk en stor, tung gruppe af gamle barfodslærere med ringe grunduddannelse og en ultrakort læreruddannelse. De mange tilbud om efteruddannelse – ja, krav og trusler om afskedigelse – har ikke kunnet trække dem til skolebænken. Den nye uddannelsesplan kan måske ændre det. Og her spiller de pædagogiske ressourcecentre, som bl.a. MS har været med til at etablere, en vigtigt rolle for gennemførelsen af planen. Al efteruddannelse skal i princippet foregå her. De første måneder af 2004 bliver meget afgørende, for her bliver skoleplanen kigget efter i sømmene, og vil vise, hvor langt man er kommet mod målet om at sikre kvalitet i grunduddannelsen i Tanzania.