Når vejen er liv eller død

Hundredvis af beboere på øen Ukerewe i det nordlige Tanzania har lært at sprænge sten, lægge rør, lave og vedligeholde veje. Alle glædede sig til gode veje ud til yderområderne af øen, men for de fleste er det blevet ved drømmen. En dansk bistandsnedskæring kom på tværs…

En mand står i vejkanten og tigger mig om at standse. Det sker hele tiden her i Tanzania. Normalt vil jeg vise ham, at jeg er på vej et andet sted hen, men noget i mandens måde at vinke på får mig til at sætte farten ned og stoppe.

Det betyder, at dagens program må laves om. Jeg må udsætte de sidste skolebesøg til en anden dag. Her er noget mere vigtigt: en kvinde med stærke veer, som har brug for transport til byen. En medsøster lader man ikke ligge i græsset i vejgrøften, bare fordi der er endnu et par skoler på listen.

Vi befinder os midt i hjertet af Østafrika, på en ø i Victoriasøen. En slags overbefolket krydsning mellem Bornholm og Lolland og omliggende øer.

Øen hedder Ukerewe og ligger som en ophobning af sten, en høj tankestreg vinkelret ud fra fastlandet, som om en kæmpetrold engang har brugt sten som byggeklodser og moret sig med at stable dem i naturstridige kombinationer. Derfor kravler mange af vejene på øen rundt om og op over disse stenbunker. De er en spændende udfordring for en nybegynder i afrikansk bilkørsel.

Havnede på siden

Min Toyota Hilux er en sej bil, som nemt tygger sig igennem vanskelige landskaber, men et tropisk regnskyl kan på få timer grave render og huller, som sætter selv en erfaren chauffør skakmat.

Bilen stopper helt af sig selv, med venstre forhjul nede i hullet og højre baghjul oppe i luften. Ja, jeg har prøvet det. Fem mand graver i tyve minutter for 100 kroner – og så er jeg og bilen på vej igen.

For to år siden, få dage efter at jeg var ankommet til Ukerewe, tog min kollega mig med ud på en tur øen rundt. Jeg havde næsten ingen erfaring i at køre i venstre side, og vi havnede da også liggende på siden i en af vandrenderne. Det er ingen sag for en flok mænd at løfte bilen op, og vi kunne køre videre. Senere tog ruten os op over sten, som jeg ikke troede på, at bilen ville kunne klare.

Det er jo umådelig eksotisk, når det er vel overstået – og man kan altid få gæster fra Danmark til at gispe ved at tage dem med på en af disse køreture. For øens befolkning er det dog alvor og dagligdag. Man ser mere end én kæntret cykel fyldt med gods, som skulle transporteres. Mange steder på øen må folk gå adskillige kilometer for at nå frem til transport, og mange folk er afhængige af en stabil transportrute for at kunne afsætte deres varer.

Øens hovedstad, Nansio, ligger i det sydøstlige hjørne. Her finder man alle myndighederne og distriktshospitalet. Det er herfra, færgerne går til fastlandet til storbyen Mwanza. Her tager man hen til et bedre hospital, herfra går toget sydpå gennem landet til Tanzanias største by, Dar es Salaam, og busserne nordpå via Nairobi i Kenya, når man skal mod øst.

Ukerewe har ingen elektricitet og ingen central vandforsyning. Der er kun telefonforbindelse til hovedbyen, hvilket dog ikke forhindrer mange i at købe mobiltelefoner og prøve, om de kan finde et højt sted, hvor modtagelse er mulig.

Øen er ikke fattig på den måde, at folk sulter og ikke har tøj på kroppen. Men de kan kun opretholde livet, hvis de kan afsætte varer i byen og på fastlandet – varer som ananas, appelsiner, mangoer, ris, mel af rodfrugten kassava, sødkartofler, kohuder og oksekød.

I de seneste år er Ukerewe rigtigt "gået i fisken". Der eksporteres fisk til Europas middagsborde – bl.a. til danske – og småfisk til de lokale. Der skal til gengæld bringes is (til fiskene), dagligvarer og ikke mindst byggematerialer den modsatte vej.

FNs organisation for udvikling, UNDP, satte sig for at forbedre vejnettet på øen, fordi det er væsentligt, hvis man vil udvikle et område. Vi kan selv tænke på den udvikling, som har fulgt med bygning af broer og motorvejsnet i Danmark.

UNDP hentede ikke danske entreprenører som de, der har lavet en udmærket vej i det østlige Tanzania. Derimod kom de med kraftige, men enkle maskiner og redskaber og uddannede lokale folk i kunsten at bygge veje.

Mænd og kvinder, unge og gamle fik for en rimelig løn ansvaret for at bygge vejene fra bunden. De sprængte kolossale sten væk efter en gammelkendt lokal metode, hvor stenen varmes op med et bål og siden afkøles hurtigt. Derefter gravede de ud og lagde store rør under vejen, så det grådige vand blev forhindret i at grave render midt i vejen. De rev, skovlede og tromlede, til alt var plant. Og de kom tilbage efter det næste regnskyl og reparerede de steder, som viste sig at være svage.

På den rød-hvide færge mellem Ukerewe og fastlandet – færgen ejes i øvrigt af en dansker – mødte jeg en dag den hollandske leder af vejprojektet. Han fortalte mig, hvordan dette projekt nu måtte skære ned og ikke kunne gøre det planlagte vejarbejde færdig – fordi Danmark havde skåret så drastisk i sin hjælp til FNs projekter.

Denne dag havde jeg kørt ad de dårlige veje. Jeg havde siddet fast i mudder, og vognen var på vej til at skride ud flere gange. På noget af turen kørte jeg stejlt nedad, hvor vejen var blevet til en flod. Jeg anede ikke, hvad der var under mine hjul. Men jeg klarede det og havde fået gennemført næsten hele mit dagprogram, og så var det, at manden i vejkanten vinkede ad mig, og jeg standsede.

Hans gravide kone havde været på den lokale klinik, som er meget primitiv, men dog klarer en normal fødsel. Noget var dog gået galt, og man havde anbefalet manden at bringe sin kone til hospitalet i byen.

Man skal passe på cyklisterne på de ujævne veje, især de unge "cowboys" – unge mænd, som mod betaling transporterer folk til byen. De styrer deres tunge kinesiske cykler i et halsbrækkende ridt ned ad bakkerne, og bagpå sidder ofte en kone på vej til markedet. Foto: Bettina Gram.

Øen har ingen ambulance og heller ingen telefon til at tilkalde den. Der kører næsten ingen busser hertil – det er vejen for dårlig til. Hans eneste mulighed var at sætte sin gravide kone op bag på cyklen. Han havde kørt 20 km med hende, men der var nok mindst 50 km tilbage, og hun var ved at give op.

Det er rart at kunne være barmhjertig samaritaner for en dag – jeg kører parret ind til byen. Både kvinden og barnet overlevede.

Men yderområderne på Ukerewe får ikke deres veje. Beboerne skal stadig bruge cyklen ad farlige stier. Men det værste er, at de folk, som er blevet trænet og har set frem til et job, der kunne hjælpe hele deres lille samfund, nu er blevet så dødeligt skuffet. De har endnu engang måttet konstatere, at man ikke kan stole på det, når de fremmede kommer og lover, at de vil hjælpe.

Ukerewe er bare et af de små steder i verden, hvor danske penge har hjulpet helt almindelige folk i deres hverdag.

Mon ikke vi igen en dag finder ud af, at vi har råd til fortsat at hjælpe og igen øger vores bidrag til udviklingen af verdens fattigste lande?