Presse   Jobs   Dokumenter   Om MS   Kontakt
dansk english Facebook Twitter

Civilsamfundet i Zimbabwe appellerer til afrikanske statsledere om hjælp

02. april 2008

En række organisationer fra Zimbabwes civilsamfund anmoder nu den Afrikanske Union (AU) og Southern Africa Development Community (SADC) om at lægge pres på Zimbabwes regering og militær. 

Organisationerne, inklusive MS-partnerne "Zimrights" og "Zimbabwe Coalition on Debt and Development", opfordrer de afrikanske statsledere til at lægge pres på Zimbabwes regering og militær for at sikre, at det sande valgresultat vil blive accepteret af alle parter. Organisationerne appellerer også til de omkringliggende lande om at assistere i udredelsen af eventuelle konflikter i forbindelse med offentliggørelsen af valgresultatet.

Zimbabwes befolkning har ventet i snart fire døgn på det endelige valgresultat. Indtil videre er hovedparten af pladserne i parlamentet blevet fordelt, og resultatet af senatsvalget forventes også offentliggjort onsdag.

Til gengæld er det endnu uvist, hvornår Zimbabwes indbyggere får at vide, hvem der har vundet præsidentvalget. Den statsstyrede avis, The Herald, skriver, at Mugabe og oppositionslederen, Morgan Tsvangirai, skal ud i en anden valgrunde om præsidentposten, da ingen af dem har fået det nødvendige flertal bag sig. Mens anonyme kilder i Mugabes parti, ZANU-PF, allerede tirsdag sagde, at Tsvangirai  har slået præsidenten i første valgrunde

Oppositionslederen sagde i aftes, at hans Bevægelse for Demokratisk Forandring, MDC, er på nippet til at overtage magten i det kriseramte afrikanske land.

Samtidig dementerede han rygter om, at MDC og ZANU-PF forhandler om, hvordan den 84-årige præsident kan trække sig, uden at det kommer til voldelige optøjer mellem Mugabe-tro militser og MDC's tilhængere.

Støt Zimbabwe
Mellemfolkeligt Samvirke har arbejdet i Zimbabwe siden 1984. Landets civilbefolkning har brug for din hjælp. SMS teksten MS100 til 1919 og doner 100 kroner nu.