Presse   Jobs   Dokumenter   Om MS   Kontakt
dansk english Facebook Twitter

Zimbabwe holder vejret

Robert Mugabe nægter at anerkende sit nederlag og går efter en anden valgrunde mod oppositionens Morgan Tsvangirai. Støtten til civilsamfundet er vigtigere end nogensinde, siger MS' landechef Philemon Jazi.

04. april 2008

På overfladen har Zimbabwes hovedstad Harare lignet sig selv siden valget lørdag den 29. marts. Folk går på arbejde, køber ind og ser TV-Avisen. Men under overfladen er stemningen usikker og trykket efter mange dages venten på valgresultatet.

De seneste dage har været en rutsjetur uden lige for Simba (ikke hans rigtige navn), en ung bogholder fra en af Harares tættest befolkede forstæder. Den lange ventetid på de endelige valgresultater har taget hårdt på kræfterne.

”Når jeg vågner om morgenen, ved jeg ikke, om jeg skal grine eller græde. I dag kan blive den værste dag i mit liv, og det kan også blive den bedste. Jeg står op, som jeg plejer, følger min søn i skole, tager ind på kontoret. Men indeni mig er alt kaos.”

Simba arbejder for en organisation, som støttes af Mellemfolkeligt Samvirke. Gennem hele valgkampen har han været med til at informere folk i landområderne om deres muligheder for at stemme og være med til at påvirke landets fremtid. Så selv om han ligesom de fleste unge veluddannede i hovedstaden selv har stemt på oppositionen, er det vigtigste for ham, at folk får lov til at blive hørt. ”Min familie ude på landet stemmer på regeringspartiet. De tror stadig på, at Mugabe er den bedste for vores land. Og det kan jeg ikke ændre ved. Det jeg håber er bare, at min stemme tæller lige så meget som deres. Hvis den gør det, tror jeg, at vi vinder.”

Stærkt civilsamfund nødvendigt

På trods af svære arbejdsvilkår har Zimbabwes civilsamfund været meget synligt både op til og efter valget. Lokale organisationer har med støtte fra bl.a. Mellemfolkeligt Samvirke holdt konstant øje med valgprocessen. Og ifølge MS’  landechef i Zimbabwe Philemon Jazi kan netop et stærkt civilsamfund blive afgørende, når Zimbabwe skal igennem en lang og sej kamp for at vende udviklingen i landet.

”I MS afventer vi situationen med største spænding og vi fortsætter vores støtte til det hårdt prøvede civilsamfund i Zimbabwe, som vi har gjort det siden 1984. Får Zimbabwe en ny leder, vil det  betyde, at hele det eksisterende system skal afløses af en ny struktur – af nye folk. Det vil være vigtigere end nogensinde at støtte de kræfter, der holder øje med de politiske processer i landet. Vi har en lang vej foran os for at etablere et demokratisk politisk system i Zimbabwe, der bygger på befolkningens medbestemmelse og indflydelse."

Præsidenten sidder på magten

De første resultater af valget er nu kendt for alle. ZANU PF mistede torsdag sit flertal i parlamentet for første gang siden uafhængigheden i 1980. Et historisk øjeblik, men gentagne ændringer af grundloven gennem de sidste 20 år har sørget for, at hovedparten af magten ligger hos præsidenten.

Derfor har det været småt med tidlige jubelscener fra oppositionens vælgere.

”Det er vigtigt, at oppositionen har fået flertal i parlamentet. Men resultatet af præsidentvalget er det afgørende for vores liv. Det er det, der bestemmer, om vores liv forandres eller ej”, siger Simba.

Og meget tyder nu på, at ventetiden langt fra er ovre for Zimbabwes befolkning. Hvis ingen af de fire præsidentkandidater sikrer sig 51 pct. af stemmerne, kræver det omvalg mellem de to kandidater med flest stemmer. Det ville efter al sandsynlighed føre til en gentagelse af tidligere års tvekampe mellem Robert Mugabe og Morgan Tsvangirai.

En anden valgrunde vækker bekymring blandt organisationerne i civilsamfundet. Mens dette års valgkamp har været en af de sidste 10 års mest fredelige, er der frygt for, at hvad der har udviklet sig til en ”all-or-nothing” situation for Mugabe og hans parti, kan føre til uroligheder  i forbindelse med omvalget.

Støt Zimbabwe
Mellemfolkeligt Samvirke har arbejdet i Zimbabwe siden 1984. Landets civilbefolkning har brug for din hjælp. SMS teksten MS100 til 1919 og doner 100 kroner nu.