To dage til Nepals grundlovsvalg

Efter mange måneders politiske tovtrækkerier, mudderkastning og endeløse forhalinger, får det nepalesiske folk endelig det valg, som de er blevet lovet siden folkeopstanden i april 2006.

Valgmøde for kongrespartiet NC udenfor Kathmandudalen Foto: Anne Mette Nordfalk

”Hvis der bliver valg, så skal jeg til Pokhara og stemme, men jeg venter lidt med at købe billetten”, sagde en unge fyr, som i det daglige arbejder sammen med Mellemfolkeligt Samvirkes voluntørrejsearrangør Global Contact, blot en måned før valget. Forhåbentlig har han fået sin billet nu, hvor der er to døgn til valget og al trafik ud og ind af Kathmandu truer med at sidde fuldstændig fast.  

De små kampagneflag blafrer alle steder. De mest udbredte er de tre store partiers: Nepali Congress (NC), Kommunisterne CPN-UML og klassens sorte får maoisterne CPN-M. Hvordan stemmerne fordeler sig mellem disse tre og de tre store partier fra lavlandet Terai, er altafgørende for demokratiets fremtid.  

Rundt om i landet har partierne haft travlt med at mobilisere folket til valget, overalt har man kunne møde cyklende kampagnedeltagere på vej til endnu en partipeptalk og små kampagnebiler med store skæve blikmegafoner, har spillet partisange og talt deres kandidaters sag. Mandag var sidste kampagnedag for partierne. Fra kl. 24 er det slut og sammen med et 6 dages alkoholforbud, helikoperovervågning, øget politiberedskab og delvist transportforbud på valgdagen håber overgangsregeringen og valgkommisionen på at kunne fremme et fredeligt valg.

I Kathmandu forløb denne sidste kampagnedag nogenlunde fredeligt, dog med rapporter om en enkelt mindre bombe i forbindelse med en af de sidste kampagnedemonstrationer.

Kampagnebil fra kommunistpartiet UML på Dili Bazar i Kathmandu. Foto: Anne Mette Nordfalk

Rapport fra valgkampen

Også i distriktet Palpa i det vestlige Nepal melder udviklingsarbejder Jakob Bak Pedersen om fredelige kampagner:”Man kan gætte på, at de tre store partier UML, Maoisterne og NC kommer til at deles om pladserne, når man ser, hvor fredeligt kampagnerne foregår”, skriver han og fortæller også, at maoisterne er indehavere af den ene af Palpas to kvindelige valgkandidater.

Kvindelige kandidater og fredelige kampagner er ellers ikke det, som valgkampen har været mest kendt for. Aviserne har den sidste måned været fulde af historier om vold og endda mord på kandidater. Maoisterne har i følge alle rapporter været de værste, men de andre partier har heller ikke holdt sig tilbage.

Udover vold partierne imellem er valgkampen blevet skæmmet af trusler mod vælgerne. I følge kvindeorganisationen CWD (Centre for Women Development), som organiserer omkring 800 kvinder i det sydvestlige Nepal og som har været blandt de mange MS-partnere, der har gjort et stort stykke arbejde med at forberede de lokale kvinder på valget, er de som er hårdest ramt af partiernes intimidering særligt vælgere, som ikke er aktive i lokalsamfundet. ”De som står alene er nemme at presse”, anfører Rani Magar, der er organisationens koordinator.

Bedre repræsentation af kvinder

Kvindelig deltagelse i valget har det holdt hårdt med. I efteråret blev den midlertidige grundlov ændret så alle partier, på listen til de 335 pladser i den grundlovsgivende forsamling, som vælges via et proportionelt system, skal opstille 50% kvinder (der er i alt 601 pladser). Det har efter sigende været en svær opgave for partierne, som bortset fra maoisterne ikke har været særlig gode til at få kvinderne med. 

I den del af valget som afgøres via enkeltmandskredse (i alt 240 pladser) har kvinderne haft meget dårlige odds. I Palpa er maoisternes kvindelige kandidat Lila Bagale i følge Jakob Bak en respekteret kvindeforkæmper, skribent og NGO-medarbejder, men ellers er det efter sigende ikke skik og brug i Nepal at stemme på kvindelige kandidater. Ugeavisen Nepali Times anfører desuden, at mange kvinder er opstillet i kredse, hvor de ikke har en chance for at vinde. På den måde kan den mandlige partitop trods reformtiltag beholde magten for sig selv.

Grund til optimisme

Alligevel må valgreformerne, der også indbefatter krav til partierne om proportional repræsentation af etniske grupper, madhesier fra lavlandet og dalitter (såkaldt kasteløse), ses som et skridt fremad. Trods partiledernes magtspil, vil der efter valget være en mere ligelig repræsentation fra hele det nepalesiske samfund, hvilket er absolut nødvendigt i et land, der som Nepal består af en mosaik af sociale og etniske grupper.  

Trods mediernes og partiernes fokus på, hvem der vinder valget, har et valg til en grundlovsgivende forsamling størst success, hvis det medtager alle landets forskellige interesser. I Nepal kan man desuden tilføje, at alle parter med stor sandsynlighed vil blive skuffede over valgresultatet: Maoisterne er angiveligt langt fra den popularitet de påstår at have i befolkningen og selvom de sikkert kan true sig til ekstrastemmer, så kan folkets dom ende med at ramme dem hårdt. NC og UML har været vant til stort set at dele stemmerne mellem sig, så de vil stå dårligere end ellers. Madhesierne har i de forgangne måneder vist, at de har muskelkraft og kan lukke hele landet, men til gengæld har de ikke som UML og NC et partiapparat på plads i hver en flække eller som maoisterne bevist at de kan skabe resultater for de fattigste. Det springende punkt og et af valgets største successkriterier er, om partierne skuffes så ligeligt, at de alle vil acceptere resultatet og gå i gang med den store fælles opgave.

Det maoistiske dilemma

Hvordan maoisterne rent faktisk vil klare sig til valget er stadig et åbent spørgsmål. På den ene side står deres voldelige metoder, der måske nok intellektuelt set kan undskyldes med at de for blot to år siden var en guerillabevægelse i junglen, men som i praksis må være en stor skuffelse og gene for lokalbefolkningen, på den anden side står så de faktiske resultater. Maoisterne har fået de fattigste på den politiske dagsorden herunder retten til jord og de har mobiliseret flere kvinder end noget andet parti. Selv uudannede nepalesere på landet er ikke dumme, de fattige har intet fået ud af at stemme på de gamle partier ved de foregående valg i hhv. 1991 og 2001, så det store spørgsmål bliver, hvor mange der rent faktisk vil se igennem fingre med volden i håbet om at maoisterne trods alt er deres bedste kort.

Græsrodsorganisationen Kamasu som drives af og for de tidligere gældsslaver Kamaiyaerne hører til dem, der støtter maoisterne. En tidligere Kamasuleder er opstillet for maoisterne og det forventer organisationen, hvis medlemmer mangler alt fra mad og bolig til uddannelse og sundhed, sig meget af.

Der har været megen snak om, at UML og maoisterne burde slå sig sammen til en stærk kommunistisk venstrefløj. Maoisterne har da også bejlet heftigt, men UML har undslået sig. For det første er maoisterne nok trods alt for voldelig en livsledsager og for det andet er det ikke realistisk at fx. USA, som har støttet valget i Nepal massivt, ville se med milde øjne på et stærkt kommunistiskt styre i Nepal, så de har uden tvivl presset UML, som hele vejen igennem har stået stærkt hos vælgerne, i at holde sig væk fra maoisterne. 

Uddannelse i demokrati

I de forløbne måneder har lokale og internationale aktører gjort et kæmpe arbejde med at uddanne vælgerne, der er udført tusindvis af gadeteatre og rollespil, lavet sange, radioprogrammer og afholdt høringer om valget, den indsats er i sig selv med til at støtte et mere demokratisk Nepal. Efter valget fortsætter denne opgave på et mere generelt plan. Borgerne skal holde politikerne fast på deres løfter og de skal være i stand til at stille krav til en mere ligelig fordeling af de sparsomme ressourcer. Samtidig skal lokalpolitikere og administration uddannes til at lytte til borgerne og til at se sig selv som demokratiske aktører i samspil med andre interessenter og ikke som lukkede hierarkiske enheder, der først og fremmest skal sørge for deres egne. Det arbejde går blandt andet Mellemfolkeligt Samvirke og Danida i gang med i den kommende tid. Mellemfolkeligt Samvirke blandt andet gennem det folkeoplysningsprojekt, der blev samlet ved landsindsamlingen i Danmark i december sidste år, Danida med en ny og fokuseret udgave af sit mangeårige program for menneskerettigheder og god regeringsførelse.

Ude på landet er det maoisternes karakteristiske hammer og segl, der dominerer. Foto: Anne Mette Nordfalk