MS partner KIDC sætter lokale kandidater stævne

I en atmosfære af vold og desillusion, men også med et glimt af håb, satte den lokale NGO KIDC i Kapilvastu i det sydvestlige Nepal de lokale politiske kandidater og deres vælgere stævne ved et dialogmøde om jordrettigheder fredag d. 4. april.

Af Ashraf Hussein, Udviklingsarbejder for Mellemfolkeligt Samvirke

09. april 2008

”Jeg er en gammel mand, og jeg har set valg før. Politikere siger det, de fattige gerne vil høre, men de holder aldrig deres løfter. Det er de fattige, som stemmer på dem, men kandidaterne bekymrer sig kun om de rige”, ordene kommer fra Pibat Giri en ældre bonde fra landsbyen Dharmpaniya. Trods de skeptiske ord er han mødt op for at overvære dette vælgermøde med fokus på jordrettigheder.

 

Initiativtageren er den lokale NGO Kapilvastu Institutional Development Committee (KIDC), som kæmper for de jordløses rettigheder med støtte fra Mellemfolkeligt Samvirke. Et af KIDCs hovedmål er at reducere denne skepsis. Derfor kaldes mødet heller ikke et vælgermøde men et dialogmøde. Formålet med mødet er:

-         at presse de politiske kandidater til at tage stilling til og arbejde for at få jordspørgsmålet på den politiske dagsorden.

-         At give vælgerne indsigt i, hvor de forskellige politiske partier står i jordspørgsmålet.

-         At give borgerne en mulighed for at blive hørt og formulere deres holdninger overfor de politiske kandidater.

-         At ansvarliggøre kandidaterne i forhold til vælgerne omkring jordrettighedsspørgsmålet.

 

Vi befinder os i valgkreds nummer 2 (distriktet Kapilvastu har i alt 5 valgkredse), hvor 13 kandidater konkurrerer om et enkelt af de 240 sæder som tildeles via enkeltmandskredse, i den grundlovsgivende forsamling. Alle kandidater er madhesi, den største etniske gruppe her i Nepals lavland, og de kæmper om 70800 vælgeres gunst. Vælgernes baggrund er blandet hindu og muslimsk baggrunds og et flertal lever som bønder. Hovedsproget her er ikke nepali, men derimod awadi, en dialekt som ligger mere over mod hindi, og alle kandidater sørger omhyggeligt for at give deres indlæg på dette sprog, for hermed symbolsk at bekræfte deres lokale rødder.

 

Forberedelserne

Nepals civile samfund er meget politiseret, næsten alle NGO er associeret med et politisk parti. Derfor var der mange spørgsmål KIDC skulle tage stilling til under forberedelserne af mødet. Overordnet set var det store spørgsmål: Når nu målet er at sætte jordrettigheder på den politiske dagsorden, hvordan gør man det så synligt, at KIDC ikke selv prøver at favorisere et bestemt politisk parti eller en bestemt kandidat?

 

Også detaljerne var vigtige: Hvem skulle sidde hvor og hvordan skulle talerækkefølgen være? Alt sammen spørgsmål som er relevante i et dybt hierarkiske samfund som det nepalesiske og hvor de valg der træffes har stor betydning for, hvordan tilhørerne vil opfatte arrangementet.

 

KIDC fremlagde en række demokratiske regler. Den første var, at kandidaterne blev bænket i den rækkefølge de ankom - i modsætning til den traditionelle nepalesiske model, hvor de vigtigste  personer ankommer sidst, men får den bedste plads. Dernæst blev det besluttet, at talerrækken ville blive besluttet via lodtrækning og at alle talere havde 10 minutter, meget kort tid i Nepal, hvor især vigtige personer er glade for at høre sig selv tale...

Den sidste regel gjalt selve talerne. Der blev udstedt forbud mod angreb på andre partier og alle deltagere blev bedt om at holde sig til sagen, altså ”hvad har jeg tænkt mig at gøre i forhold til jordspørgsmålet, hvis jeg bliver valgt”.

De første tre punkter var lette at styre, lodtrækning om talerrækken blev mødt med klapsalver, særligt de unge så ud til at nyde det, nærmest som til en sportsbegivenhed. Men det fik mig til at tænke på om taberne ved valget til den grundlovsgivende forsamling vil tage det lige så pænt?

Den fjerde og sidste regel var den mest tricky. Nogle talere valgte at bruge meget generelle vendinger med kraftig reference til identitet, såsom ”Vi madhesier...” eller ”Vi muslimer...” osv.
Det er i hvert fald et smukt ritual, når man som i fredags begynder et møde med at bede kandidaterne tage hinandens hænder inden debatten begynder.

Atmosfæren

De 500 fremmødte borgere var klart tøvende overfor at tage rollen som ledere af forestillingen, ved at sætte sig ned foran scenen. I stedet valgte de at stå rund omkring i en cirkel i passende afstand og se modstræbende til, som om de var klar til at flygte, hvis noget skulle gå galt. De fremmødte jordrettighedsaktivister sad selvsikkert på jorden med ansigterne vendt mod de talende og opfordrede det øvrige publikum til at være med.  

Min oversætter Durga Lam Sal fra organisationen KSSC forklarede hviskende: ”folk husker stadig, hvordan det var under borgerkrigen, for eksempel er det stadig ikke et almindeligt syn her, at medlemmer af maoistpartiet sidder ved siden af medlemmer af det regerende kongresparti”.

Der var i hvert fald både interesse og spændinger i luften, på trods af, at KIDC som loven foreskriver havde informeret officielle sikkerhedsstyrker om mødet og et par hundrede deltog i mødet, på en i øvrigt ikke-intimiderende facon. 

Selve mødet

Publikums spørgsmål reflekterede ikke uventet den almindelige nepalesiske skepsis overfor kandidaternes intensioner og ønske om at forpligte sig på egne løfter. Til de kandidater, hvis partier allerede tidligere har siddet i parlamentet, kom der spørgsmål som: ”Hvorfor holdt I ikke jeres løfter?” ”Hvorfor skulle vi tro jer denne gang?”.

Kandidaterne fra premierminister Koiralas parti Nepali Congress og Maoisterne fik flest kommentarer og spørgsmål. Til NC lød spørgsmålet for eksempel: ”I har været med i regeringen i lang tid, det var jer som underskrev loven om Jordreformer for 50 år siden og I kan stadig ikke love andet end at I vil implementere den engang i fremtiden?!”

Til maoisterne handlede kritikken om, hvordan de har været med til at skabe problemer for bønder, der lejer jord og altså ikke selv har papir på den jord de dyrker, idet maoisterne under borgerkrigen ”tvang” eller ”opmuntrede” lejerne til ikke at betale skatter til staten, noget der nu komplicerer disse bønder krave på jord.

Løfterne

Da programmets formål jo var, at holde kandidaterne ansvarlige for deres valgløfter afsluttede KIDC dagen med at lade kandidaterne underskrive et hvidt banner med et påtrykt jordrettighedsmanifest foran de klappende deltagere. Det hele foregik på en forpligtende højtidelig og ceremoniel vis. 

Dette var på sin vis en lykkelig slutning, i hvert fald set fra initiativtagernes perspektiv. For ofrene for jordproblematikken er det stadig for tidligt at sige noget om, men som en af tilhørerne udtrykte det: ”Det her er et vigtigt skridt. Vi har bare brug for at afholde valg oftere, så er det lettere at huske, hvem der holdt deres løfter og hvem der ikke gjorde. Jeg er mere tryg ved dette lands fremtid end jeg var for et par måneder siden”

Det mindre synlige

Mødet var helt klart et skridt i den rigtige retning, men bagefter blev jeg mindet om, at vi stadig har langt igen, da jeg sammen med initiativtagerne spiste middag for at fejre successen. Middagen bestod af en lokal ret som tilberedes og serveres af kvinder, hvilket mindede mig om, at ingen af de 13 kandidater var kvinder og at også kun en brøkdel af de 500 deltagere var kvinder. På den måde blev den efterfølgende middag en bitter påmindelse om den manglende kvindelige deltagelse i den politiske debat i Kapilvastu.