Grundlovsvalget set fra Vestnepal

D. 10. april går Nepal til grundlovsvalg. Et valg der af mange ses som en milepæl i fredsprocessen, på vejen mod demokrati. Spørgsmålet er, hvor stort det demokratiske potentiale er i et land uden demokratisk tradition og med milevid afstand mellem magtens centrum i Kathmandu og det fattige flertal på landet.

Af Jakob Bak Pedersen, sociolog og udviklingsarbejder

09. april 2008

Sirlige skrifttegn, på såvel nepalesisk devenagari som globalt engelsk, staver ordene ”Prachanda For President” på facader, stendiger og klippesider langs landevejen gennem det vestlige Nepals bakker og dale. Prachanda var indtil for to år siden leder af den maoistiske oprørsbevægelse, der i 10 år bekæmpede det politiske etablissement med krav om inklusion af marginaliserede befolkningsgrupper og afskaffelse af monarkiet. Nu 1½ år efter fredslutningen i november 2006 er Prachanda alias Pushpa Kamal Dahal leder af et at landets tre største partier CPN-M. At Prachanda nu angiveligt kandiderer som Det Nye Nepals første præsident er en form for valgflæsk, om man vil, før jobbet end er slået op.

Ude på landet i Palpadistriktet er der, som på hovedvejen til Pokhara og hovedstaden Kathmandu, gjort forsøg på at male de røde slogans over, som valgets officielle Code of Conduct foreskriver, men det er ofte gjort med tynde lag af gennemsigtigt hvidt. Man skal ikke langt fra alfarvej før Valgkommisionens arbejde og valgets specielle grundlovsforberedende reformkarakter tilsyneladende er sandheder der modificeres af det parti, der fører lokalt på flag, højtalerkøretøjer og aktivister.

Det fælles fodslag omkring detailudformningen af den ideologiske konstruktion, Det Nye Nepal, kan ligge et lille sted. Strategisk diskussion foregår tilsyneladende uden filter og medierne vælter sig i politisk uenighed, i Indiens rolle som regional magtfaktor, muligheden for et fortsat symbolsk monarki, prisen på en grundlovsforsamling med hele 601 sæder og visionen om Nepal som et Asiens Schweiz . Maoisterne har, som led i en decideret præsidentkampagne, offentliggjort en strategi med forslag til 11 delstater, hver især baseret på etnicitet, kaste, geografi eller naturresourcer. De øvrige store partier er fulgt efter med erklæringer om andre føderale modeller, andre magtbeføjelser til præsident og premierminister og andre ideosynkrasier.

I Palpadistriktet kan almindelige menneskers ønsker til et Nyt Nepal sammenfattes som en reel fredsdividente, såvel på udviklingsfronten som indflydelsesmæssigt. Freden skal være reel, synlig og mærkbar og mange steder kan forsigtige kim registreres i nye demokratisk organiserede drikkevandsprojekter og tiltag til nye metoder indenfor budgetgennemsyn og planlægning, offentlige høringer og indflydelsessøgende borgergrupper, støttet af et mere aktivt civil samfund og bl.a. danske donorpenge. Overgangsregeringens løfte om en fordobling af udviklingsbudgettet har flere steder ført til begyndende asfaltering af de centrale jordveje i distriktet, men Fredens Vej er, set i dette lys, stadig lang når fx Mellemfolkeligt Samvirke med partnere rejser ud for at give valgoplysning til de mest marginaliserede samfund.

Vores ærinde herude er, at forpligte de mest udsatte på at gå den lange vej til valgstedet den 10. april, så de kan blive hørt. Vi har rundt i distriktet opsat store skilte med vælgeruddannende slogans om grundlovens betydning og forpligtelsen til repræsentation af Nepals mange marginaliserede samfund. Når vi slutter vores kampagne med den allerede forslidte nye hilsen vote halnus (”gå hen og stem”) i stedet for det traditionelle namaste, spørger folk ærligt, hvad der egentligt er anderledes i dette valg, når alle ledere, fra de lokale landsby-udviklings-kommitteer til den nationale top i Kathmandu tilsyneladende forbliver de samme i Det Nye Nepal. Et rigtig godt spørgsmål, som går til roden af et af Nepals store demokratiske problemer: Ungdommen i en ellers gennemsnitligt meget ung befolkning er usynlig i partiernes centrale oligarki og valgets retningslinjer om repræsentation af kvinder og minoriteter står i reglen ret så ukommenterede hen på opstillingslisterne.

Den forudgående workshop hjemme i Palpas distrikthovedstad Tansen har i højere grad end dette relevante spørgsmål fra landsbyen handlet om de tekniske aspekter af valget: Om det politiske kompromis mellem de to systemer, ”first past the post” og ”proportionel repræsentation”, de deraf følgende to stemmesedler, den blå og den røde og om de mange partiikoner -Træ, Hammer & Segl, Theglas, Sol - alle symboler der gør valgkampagne lettere i et land, hvor mange er analfabeter. Teater er et af vælgeruddannelsens virkemidler og den amatørteatertrup, vi har uddannet, rejser rundt til stående landsbyapplaus om hele Nepals valg til en grundlovsgivende forsamling.

Valget i Nepal er en udøvelse af en–dagsdemokrati, hvor præmissen om et frit og retfærdigt valg er det minimum vi arbejder hen imod, snarere end ud fra. Det er jo en præmis, der tages for givet i Danmark, hvor den demokratiske kultur samtidig udstikker vidtrækkende forventninger og institutionaliserede måder at leve på, i arbejde, under uddannelse og i foreningsliv. I Nepal mangler institutionaliseringen af rettigheder og pligter på en samfundsmæssig skala og kontrasterne er blotlagte: Entusiasmen omkring valget er primært middelklassebaseret, de marginaliserede forventer sig ikke noget.

Befolkningens forventninger er naturligvis af en mere vidtrækkende og kompleks karakter  end en-dagsdemokrati. Opbyggelsen af en demokratisk kultur baseret på tillid til demokratiske institutioner, reel borgerinddragelse, inklusion på alle repræsentative niveauer og god regeringsførelse herunder decentralisering af magtbeføjelser er bare nogle af de udfordringer, som det nepalesiske civilsamfund peger på. Kathmandu mangler i overvejende grad at bevise sin realpolitiske relevans for hele Nepals sammensatte befolkning.