Konstruktørpris til MS-støttet sundhedsklinik i Lesotho
Konstruktørforeningen har indstiftet en ny pris og uddeler den første portion på 25.000 kr. til MS til støtte for renovering af en sundhedsklinik langt ude i Lesothos bjerge.
Af Peter Bischoff15. december 1991
MAN SKAL KØRE adskillige timer ad dårlige jordveje for at nå frem til sundhedsklinikken i Rampai. Den ligger i Kao-dalen i 2300 meters højde i et uvejsomt bjergområde i Lesotho.
Klinikken dækker et område på 24 landsbyer og har op mod 200 patienter og ti fødsler om måneden. Der findes et hospital 30 km derfra med én læge, men han er ofte væk, så i praksis er man nødt til at køre tre timer for at nå det nærmeste fungerende hospital. Derfor er det vigtigt, at klinikken fungerer godt.
Klinikken har stort set de fornødne faciliteter. Den består af to nyere stenbygninger, der er for små, men i god stand. Desuden af to gamle træbygninger, der trænger til en gennemgribende renovering. Med en ny facadebeklædning og forbedring af gulvene vil de kunne tjene som bolig for de sygeplejersker, der er tilknyttet klinikken, og man vil kunne flytte fødeafdelingen herover, så der bliver bedre plads i resten af klinikken.
25.000 kr. fra Konstruktørforeningen
En sådan renovering bliver nu mulig, takket være en ny pris, som blev indstiftet af Konstruktørforeningen i anledning af dens 25-års jubilæum den 26. oktober. Foreningen valgte at lade den første prisuddeling tilfalde MS til støtte for det konkrete projekt, som en af foreningens medlemmer, Laurids Green, har udpeget. Han er på tredje år udsendt som u-landsfrivillig i Lesotho gennem MS.
Laurids Green arbejder bl.a. for et statsligt program, der har til formål at forbedre klinikkerne på landet. Men han understreger, at pengene for Rampai-klinikkens vedkommende falder på et tørt sted:
- Rampai-klinikken er ejet af lokalbefolkningen, og kun klinikker, som ejes af kirkerne eller regeringen, har været inkluderet i vedligeholdelses- og forbedringsprojekter de sidste fem år, siger han og tilføjer:
- Sygeplejersker i Lesotho arbejder under vanskelige forhold og fortjener de bedst mulige faciliteter. Det har de ikke i Rampai for øjeblikket. Uden konstruktørprisen ville det have lange udsigter, inden der kunne ske en forbedring af forholdene, hvis nogensinde.
Mange u-landsfrivillige bygningskonstruktører
Jens Larsen, der er forretningsfører i Konstruktørforeningen, fortæller, at det er tanken at uddele prisen til personer, projekter og foreninger mv., som har markeret noget vigtigt inden for bygningskonstruktørernes fagområde. Prisuddelingen sker også for at synliggøre foreningen som en aktiv organisation.
- Vi har valgt MS som den første prismodtager, fordi MS gennem mange år har udsendt bygningskonstruktører til projekter i u-lande, og fordi vi sympatiserer med MS' målsætning og arbejde, siger Jens Larsen.
- Netop vort fags kombination af håndværksmæssig erfaring og en teoretisk overbygning passer godt med MS-frivilliges måde at arbejde på - med rådgivning, igangsætning og koordinering af projekter på græsrodsniveau, tilføjer han.
En langsigtet proces
Laurids Green er udsendt sammen med sin kone Elisa, der arbejder med at uddanne børnehavelærere. Efter mere end to års arbejde i Lesotho har han fået mange erfaringer med praktisk bistandsarbejde. Han understreger, at man er nødt til at se sig selv som led i en proces, hvor der kun langsomt sker fremskridt - og nogle gange ligefrem tilbageskridt.
Det har gjort ham skeptisk overfor, hvad han kalder "de store, forkromede bistandsprojekter", som ofte har slået fejl. Han mener også, at u-landsfrivillige i mindre projekter skal passe på med blot at følge deres egne mål, for så falder projektet ofte sammen, når de rejser.
Han arbejder i et klinik- og fodbro-program, hvor MS har haft frivillige i mere end 10 år. På et tidspunkt blev det et Danida-projekt - som i forsommeren fik en meget positiv bedømmelse i en ekstern evaluering. Nu trækker Danida sig ud, og Laurids Green bliver også den sidste MS-frivillige i projektet.
For at forberede dette har han i sit arbejde haft tilknyttet en lokal samarbejdspartner, Ramafikeng Mofubetsoane, som netop har været på et ni-måneders kursus på Horsens Tekniske Skole. Frem mod juli, hvor familien atter vender tilbage til Danmark, vil Laurids' gradvist trække sig ud af projektet - for kun ved at give lokalbefolkningen et ansvar kan de selv fortsætte det på deres egne præmisser.
Det er den samme filosofi, der ligger bag uddelingen af Konstruktørprisen. Bestyrelsesmedlem Henrik Grønbech i Konstruktørforeningen, som selv har været u-landsfrivillig bygningskonstruktør i Lesotho, understreger, at renoveringen af Rampai-klinikken netop ikke er et "forgyldt projekt", men et græsrodsprojekt, som udføres af en dansk bygningskonstruktør i samarbejde med lokale.



