Zimbabwe: Til kamp mod vold og valgfusk
Zimbabwes civilsamfund melder klar til kamp mod vold og valgfusk i forbindelse med det forventede omvalg til præsidentposten.
10. april 2008Sammenlignet med tidligere års voldelige valgkampe, forløb perioden op til valgdagen den 29. marts udpræget roligt. Alligevel frygter mange både i oppositionen og civilsamfundet, at scenariet vil blive et fuldstændigt andet, hvis man skal ud i en direkte duel mellem Mugabe og MDCs Tsvangirai. Derfor forbereder organisationerne i Zimbabwes civilsamfund sig på en øget indsats i forbindelse med en eventuel 2. rundes valgkamp.
Frygt for vold
Overalt i landet meldes der i disse dage om seriøs optrapning i tilfælde af intimidering og chikane. Tilstedeværelse af militær og politi både i byernes tættest befolkede forstæder og i landområderne er øget markant. Derudover er ZANU PFs krigsveteraner, som påstås at være nogle af hovedmændene bag voldshandlingerne ved tidligere valg, nu også gået aktivt ind i kampen for at sikre Mugabe flertal i andet forsøg.
Zimbabwe Peace Project, en af MS Zimbabwes partnerorganisationer som monitorerer udviklingen i voldshandlinger nøje, er dybt bekymrede over situationen. " ZPP is seriously concerned about reports of harassment, intimidation and the general unrelenting disregard of the rule of law threatening to cause the dissolution of peace in our country" lyder det fra dagens rapport, som melder om gentagne tilfælde af vold og trusler mod folk, som mistænkes for at have stemt på oppositionen.
Klar til at bekæmpe vold og valgfusk
Men Zimbabwes civilsamfund er klar til kamp og indstillet på at levere deres livs indsats for at forhindre både voldshandlinger og snyd. Indsatsen koordineres af netværksorganisationen NANGO (National Association of Non Governmental Organisations) som lægger planer for at øge kommunikationen og samarbejdet mellem de organisationer som arbejder lokalt rundt om i landet.
"Første valgrundes stærke indsats, hvor frivillige observatører fra civilsamfundet var på pletten i alle valgkredse landet over, skal styrkes og koordineres i endnu højere grad. Og der skal laves mere undervisning af vælgerne, så de forstår, at det her virkelig ER deres eget valg." siger en representant fra NANGO, som ikke ønsker at få sin navn offentliggjort.
Øget støtte fra MS
Også MS Zimbabwe er klar til at øge støtten til partnerorganisationer i denne periode.
"Civilsamfundet gjorde et virkeligt godt arbejde i første valgrunde. Og det bliver endnu vigtigere at være proaktive nu, hvor følelserne virkelig står på højkant ude i distrikterne. Allerede nu får vi daglige rapporter om trusler og overfald. Så vi er helt klar til at støtte en øget indsats." siger MS Zimbabwes landechef Philemon Jazi.



