Netsai Mushonga

Som direktør for koalitionen af kvindeorganisationer i Zimbabwe er Netsai Mushonga en af hovedkvinderne bag indføreslen af en ny lov, som forbyder vold i hjemmet. Hun arbejder konstant for kvindesagen, bag ved skrivebordet og på gaden, i perioder hvor hun får det betalt og også, når der ikke er penge i budgettet til en direktørløn.

Alder: 38 år

Profession: Direktør for Women’s Coalition of Zimbabwe (WCZ), en netværksorganisation for kvindeorganisationer.

Civil status: Gift, 2 børn

Som direktør for koalitionen af kvindeorganisationer i Zimbabwe er Netsai Mushonga en af hovedkvinderne bag indførslen af en ny lov, som forbyder vold i hjemmet. Hun arbejder konstant for kvindesagen, bag ved skrivebordet og på gaden, i perioder hvor hun får det betalt, og også når der ikke er penge i budgettet til en direktørløn. Selv under et fængselsophold, hvor de lokale myndigheder havde fået nok af demonstrerende kvinder, brugte hun dagene på at rådgive de andre indsatte om deres rettigheder. Drivkraften er en fandenivoldsk beslutning om, at hendes døtre ikke skal have den samme opvækst som hun selv. En opvækst på landet, hvor hun hver dag af sin far, sin familie, sine lærere og sine naboer er blevet fortalt, at hun ikke var ligeså meget værd som sine brødre.  Hvor hun følte, at diskriminationen var så nærværende, at man næsten kunne række ud og mærke den.

Hvordan arbejder du konkret for at støtte andre kvinder i deres arbejde for indflydelse?

Jeg prøver at arbejde på to planer, professionelt og personligt. I mit arbejde fører jeg kvinder sammen, et stort antal giver magt og stemme. Vi bliver lyttet til, når vi står sammen. Og vi har vist, at vi kan få indflydelse. Personligt forsøger jeg at skabe min egen kreds af solidaritet og søsterskab. F.eks. giver jeg kun lift til kvinder. De har normalt sværest ved at få et lift, fordi de slæber på bade børn og melsække. En dag samlede jeg en kvinde op med masser af bagage. Hun spurgte, om jeg kendte hende, siden jeg stoppede. Jeg svarede, at jeg kendte hende, fordi hun også er en kvinde. I dag er hun en af mine nærmeste venner.

Hvad giver det dig personligt at arbejde på den måde?

At arbejde som jeg gør giver mig energi og også belønning. Jeg føler, at det, der blev taget fra mig, da jeg voksede op, langsomt kommer tilbage. Og at jeg løser andre kvinder fra de bånd, som jeg var bundet af.

Hvad er din største sejr som kvinde, der kæmper for indflydelse?

Jeg er meget glad for, at loven, der forbyder vold i hjemmet, blev indført sidste år. Det var en lang proces og en stor sejr for alle os, der var involveret i kampen, ja for alle kvinder i Zimbabwe. Men vi kan desværre ikke hvile på laurbærrene endnu. De sidste måneder har vist, at en lov i sig selv er betydningsløs, hvis den ikke bliver brugt af magthaverne. Og det gør den desværre ikke endnu. Jeg kender en ung kvinde, som forsøgte at få sin mand dømt for vold ved at henvise til den nye lov. Dommeren kendte den ikke og valgte ikke at tage den i betragtning. Tænk dig, han kendte den ikke!

Hvad er den største udfordring i kampen for kvinders indflydelse i Zimbabwe?

Først og fremmest er der alle de skjulte autoriteter. “Jamen, Gud siger jo, at...”, ”Vores forfædre gjorde jo sådan...” Det er så trættende at høre på. Der er også hele det patriarkalske system. Det vil jeg ikke være en del af - f.eks. har jeg valgt at beholde mit eget efternavn. Min far er stadig rasende over det og føler, at jeg har bragt skam over familien. Når han skriver til mig, står der "Fru" og så min mands navn. Jeg er blevet reduceret til nogens frue. Det er stærke kræfter at skulle gøre op med.

Hvad håber du for kvinder i Zimbabwe i fremtiden?

Det er helt enkelt: Jeg vil bare have, at vi selv kan bestemme over vores liv. Træffe vore egne beslutninger. Om hvad vi vil med vores liv, hvornår vi vil have sex, hvem vi vil giftes med, og hvor vi vil arbejde. F.eks. kunne jeg aldrig drømme om at bede om lobola (medgift) for mine døtre. De skal ikke skylde nogen noget. De skal være frie til at kunne leve deres egen drøm.