Tariro Chikwanha

For 10 år siden var Tariro Chikwanha en helt almindelig kvinde på landet i Zimbabwe. Hun havde ingen uddannelse, var gift med en mand, som bestemte det meste, havde fire børn, som hun ofrede alt for. Men i oktober 1997 blev det liv vendt på hovedet, da hun fandt ud af, at hun var hiv-positiv - smittet af sin mand, som havde haft andre kvinder.

Alder: 47 år

Profession: Formand for Chitungwiza Social Forum, frivillig i Zimbabwes Røde Kors under "Home Based Care", foredragsholder.

Civil status: Enke, fire børn

For 10 år siden var Tariro Chikwanha en helt almindelig kvinde på landet i Zimbabwe. Hun havde ingen uddannelse, var gift med en mand, som bestemte det meste, havde fire børn, som hun ofrede alt for. Men i oktober 1997 blev det liv vendt på hovedet, da hun fandt ud af, at hun var hiv-positiv - smittet af sin mand, som havde haft andre kvinder. Meget imod sædvanlig praksis valgte Tariro at være åben omkring sin sygdom. Det betød, at hun ikke så sin familie i over to år. Året efter diagnosen bestemte hun sig, meget imod sin mands vilje, for at deltage i oplysningsarbejde, så andre kvinder ikke skulle komme i samme situation. Siden er Tariros mand død af aids, hun er flyttet til byen, og hun har i de seneste år holdt foredrag verden rundt om, hvor sårbare kvinder på landet i Afrika er over for hiv.

Hvordan arbejder du konkret for at støtte andre kvinder i deres arbejde for indflydelse?

Hvad der er vigtigt, er, at man kan forstå kvinders situation. Hiv-smittede kvinder har ikke adgang til information i landområderne. De har ikke penge til bussen hen til hospitalet, de har ikke penge til medicinen. De bliver behandlet dårligt på hospitalet og bliver sat bagerst i køen. Jeg bruger mig selv som eksempel overfor andre kvinder, for jeg er i samme situation. Men jeg har lært at sige nej til den måde, jeg bliver behandlet på. Jeg siger nej til ting, jeg ikke kan lide, og ting, jeg ikke vil have. Det kan jeg også lære andre.

Hvad giver det dig personligt at arbejde på den måde?

Jeg gør det, fordi jeg synes, at det er så uretfærdigt. Og jeg bliver stolt, når folk synes, at jeg har så meget at give. Tænk at folk har lyttet til mig i Senegal, i Brasilien! Jeg har fået flere priser, både i Zimbabwe og en i udlandet, fordi jeg ikke er bange for at fortælle, hvordan livet ser ud for hiv-smittede kvinder.

Hvad er din største sejr som kvinde, der kæmper for indflydelse?

Jeg ser flere og flere kvinder, som jeg har været i kontakt med, som stiller krav til f.eks. deres mand, når de er syge. Når en mand bliver syg, skal hans kone passe ham. Når en kvinde bliver syg, skal hun sendes hjem til sin familie, så han ikke har besvær med hende. Men hvorfor skal hun sendes væk fra børn og hjem? Det er ikke rigtigt.

Hvad er den største udfordring i kampen for kvinders indflydelse i Zimbabwe?

Det er mændenes indstilling. De tror, at vi er tossede, hvis vi siger noget, de ser ned på os. Men det vi gør, hjælper jo også mændene. Det vil de senere finde ud af.

Hvad håber du for kvinder i Zimbabwe i fremtiden?

Jeg ønsker, at kvinder skal lære at stå imod presset fra mændene og stå imod presset fra autoriteterne. Jeg håber også, at de unge vil lære hurtigere. Det er f.eks. vigtigt, at unge piger ikke er de eneste, der tager sig af deres forældre, når de bliver syge. Drengene skal også tage ansvar, når de er unge.